We are the pigs, we are the swine

Linda Ronstadt. At det skulle komme så vidt! I mit barn- domshjem havde country- musikken ikke noget pænt navn, og selv om That'll be the day svingede meget godt, det år, nittenseksoghalvfjerds, da jeg begyndte at købe plader for mine lommepenge (Boney M, ABBA, Gasolin, Eric Carmen, Bob Dylan (!), Donna Summer, George McCrae, og Tyggegummibanden (oh, skam - købte som tolvårig singlen Fuld Fart Rock `n roll)), så var det tøset på den forkerte måde. Men her for nyligt lånte jeg osv.osv.
Prøv lige at dyrk, Long, long time (1970) og Rock me on the water (1971) og You´re no good (1974) og Blue Bayou (1977) og så som rosinen i salcisa-enden, hendes hispanic-opsamling fra 2004, med La charreada og Rogaciano el huapanguero og Mi ranchito og Crucifijio de piedra. Yiiha - muchacha!

Twist and shout

Jeg har på biblioteket lånt The Charles Dickens Collection, tolv DVD med BBC filmatiseringer af Oliver Twist, Our Mutual Friend, Pickwick Papers osv. Hver anden eller tredje nat ser jeg et helt værk, uanset hvor mange episodes, det er på. Men en ting slår mig. Midt i al fortrædeligheden og håbefuldheden og ikke mindst den følelsesmæssige og fysiske mishandling af børn, er der en form for overgreb, man netop spares for. At David Copperfield ikke bare skal tampes i hjemmet og skolen og på fabrikken, men også befamles. At Oliver Twist ikke bare skal stjæle, men også sutte pik. Og det er dog så oplagt, at det er foregået alle vegne. Ikke mindst, når man betænker hvad vi ved om den tid og den byform. Benjamin Disraeli (premierminister 1874-80) beskrev egne erfaringer med at blive udnyttet seksuelt i barndommen. Antallet af prostituerede børn i London skal have været 100 000.
På den ene side er det en lettelse, at det ikke er med. På den anden side føles det, som dette ene realistiske element, der helt overvældende mangler, men som tilgengæld fuldstændigt ville fjerne den angivelige renhed heltene altid overlever med, altid har intakt i sig til slut. De er aldrig for alvor skadet, de her figurer.
Men jeg hygger mig.

Big in Japan

Vi sad nogle kunstnere sammen sidste år og bagtalte en anden kunstner, jeg var så ikke den mest ivrige og trak lidt på skuldrene af de andres galde, han var Big in Japan, ham vi talte om, herregud! Men jeg har faktisk en ret konkret anekdote til det udtryk, den lyder sådan her. Kort fortalt: da jeg var i tyverne boede jeg sammenlagt seks år forskellige steder i Frederiksstaden, omkring Nyboder og Amalienborg, på klubværelser eller i fremlejede lejligheder. Her lå så også bageren KLINKE i Kronprinsessegade. Men den skulle man undgå. Selv med tømmermænd. Og det var så kun, da jeg i 1991-92 boede i samme bygning, lige om hjørnet, at jeg i tilfælde af sygdom, vinterkulde eller pludselige studenterbrødsabstinenser alligevel handlede hos Klinke. Bagerens grovbrød var et almindeligt franskbrød med cornflakes på toppen, grovbollerne en slags rundstykker med spor af hvedekerner og romsneglene en klat tyndskid fra Tjernobyl. Men på væggene i bagerbutikken hang det ene diplom efter det andet, alle fra Japan. Et eller andet sted, lad os sige i Sapporo på den nordlige ø Hokkaido, afholdtes hvert år verdensmesterskabet i danish pastry, og Klinke var den eneste deltager fra Danmark. Han rejste simpelthen til Japan hvert år og kom hjem med førstepræmien for sit autentiske bagværk. Ahigato!

"Bob´s been close; but he´s not here now!"

Fogh som miljøforkæmper? Tjo, for min skyld gerne. Fogh i felten? Jamen, det går han vist ikke af vejen for! Men han kan lige vove på at røre ved Roj-TV eller undskylde for M.bin Abdallah-karikaturerne, bare det, at han på al-Arabiya dengang sagde, at han personligt skam ikke ville tegne den slags - fucking landsforræder og wahhabistgrønne lejesvend!

Nå, angående den pludselige naturomsorg. Det er så smukt i Twin Peaks, halvdelen af figurerne får enten et sammenbrud (sherif Truman, Ben Horne) eller gennemvandrer komatøse tilstande (Audrey, dr. Jacobi, Leo, Coop, Nadine) eller forsvinder til et skjul eller en anden dimension (Kathrine Martell, major Briggs), kort sagt en crisis af en art. Ofte med personlighedsforandrende eller etisk udviklende effekt eller resultat. I direktør Ben Hornes tilfælde betyder det gulerødder og ønsket, ligefrem ambitionen, om at gøre det gode. Meeen, og det er så smuk en pointe, det er sørme svært, det kommer alligevel til at dreje sig om hans egen fordel.

Modvægten dannes af Leo Johnson, forbryderen, der får det største gennembrud - han sætter sit liv ind på at redde sit tidligere offer og hjælper majoren til flugt med beskeden, "Save Shelly!"

Det er selvfølgelig ikke småting at organisere og iværksætte krig. Tænk bare på Nyrup/Helweg-regimets overfald på Jugoslavien begrundet med en massakre i landsbyen Radzak, der siden viste sig ikke at have fundet sted - men let kunne have fundet sted! De begrundede det med deres omsorgsfulde hensigter, det var en humaniær intervention. Men hverken Nyrup eller Fogh har savnet talenter, herregud, hvad tror man, selvfølgelig er det dygtige folk, der slipper igennem til statsministerposten. Det gode ved demokratiet her til lands er så netop, at det er lidt underlige, men almindelige typer, der når embedet, og det er godt. Fri os fra karisma. At de ikke undgår at volde en masse skade, burde ikke overraske nogen. Men det ikke lige slemt alt sammen, så kunne man jo slet ikke stemme; Bob´s been close, men ikke hele tiden.

Alter ego

Forleden i Stefansgade var der en ung araber, der fra sin bil råbte, "Hva´ så, din gamle hippie? Er du ikke stjerne længere?"
Han hang ud ad vinduet, og jeg gik hen til ham, hvad mente han?
"Jaah, ja, du har en masse gamle numre, jeg kan ikke huske, hvad de hedder. Men det var dengang, ikke? Rabalderstræde!"
"Oooookay, jeg ved godt, hvem du tror, jeg er!"

Tilbage i 1989 er jeg stået på et S-tog i myldretiden, river døren op til en kupe og træder ind. Men i det samme er der en evnesvag dreng, der maser sig ind på mig, trykker sig mod mit bryst og kikker mig op i fjæset med sine hinkestensbriller, "Er du Kim Larsen?"
"Nej! Skrid," jeg skubber ham væk og fortsætter gennem kupeen og ud i mellemgangen. Men han og hans veninde eller kæreste - og det er de to, der seks år senere bliver berømte med RIGET - de to spassere, der står i opvasken og siger Hvad-sker-der-med-Lil-le-bror og Det-er-ikke-godt - de følger efter mig. Nå, så står de under nødbremsen og gramser på hinanden og fniser, mens de kommenterer min KimLarsenhed, og de har virkelig fat i grunkerne på hinanden, og han siger så, "Vil-du-også-røre-ved-hende?"
Han tilbød simpelthen at dele sin dame med Kim Larsen! Rørende. Men jeg sagde, "Nej, tak, jeg tror, jeg rør ved mig selv istedet."

Siden er det sket en 4-5 gange; gamle damer i bussen, der siger, "De har skrevet nogle gode tekster" osv. Men jeg har aldrig fået promotion-tøj eller gratis drinks på den konto. Endsige andre groupies end spasserprinsessen. Til gengæld er der heller ikke før ligefrem gået integrationsindsats i KimLarsenheden, skønt det dog viste sig umuligt at overbevise araberen om, at han forvekslede mig.

Jeg ved sgu ikke, selv kan jeg altså ikke se det.