Testrup 3

Nej, det er godt nok sjovt, det her http://pia.jokke-svin.dk/ - en lille ting, eleverne havde til mig på Testrup.

Testrup 2

I sidste uge sad jeg i en bus foran to unge piger, der mindedes den telefonsjov, de havde lavet i gymnasietiden, og jeg var fuldstændig duperet af deres sproglige opfindsomhed og humor, jeg kørte to ekstra stoppesteder for at lytte med, og jeg prøvede at undgå at bevæge kroppen, når jeg lo, for at bevare diskretionen. Testrup er lidt af det samme, hist og her sker der noget med sproget. Til gengæld er maden helt overvældende TUNG. Tungt kød især. Der hjemme lever jeg af frugt og grønt og fisk og små dyre økologiske entrecôte - så når jeg holder den halvfede linie, skyldes det udelukkende slik, kage, vin og øl. Forudsigelse: jeg må have weightwatcher sæde i toget hjem.

Testrup 1

Min pladsreservering viste sig at være til et sæde, der gav mig ryggen til kørselsretningen, så turen vestpå startede skidt. Jeg sad om ikke i ske, så i spejder-bestik med tre eksemplarer af den jyske race på vej hjem, og de satte straks tæring efter næring og gumlede snusfornuftigt deres hjemmesmurte ostemadder og drak termokaffe hele vejen, mens de talte så brødstumperne fløj ud af munden: "Så, nu kommer solen."

"Ja, så får vi sol."

Jeg har aldrig før været i Århus. Eller i Odense eller Esbjerg. Så det var spændende at træde ud i den fremmede by, banegårdspladsen, de særlige gule taxaer, et udtryk for århusianske værdier, de ejendommelige facader, og butikkerne, der bugnende af varer og krydderier. Jeg var så heldig, at den chauffør jeg valgte - han havde tallerkenskæg fra øre til øre, ægte jysk - var en charmerende indfødt med lune og mange tips om landskabet og seværdighederne. Vi passerede således dronningens sommerhus og flere højdedrag, inden højskolen pludselig ragede op af mørket.

Blå Port 76

Jeg opdagede en barriere hos mig selv i fredags, da jeg fik det nye nummer af Blå Port. Her er en tekst af Louis Althusser, om dengang han myrdede sin kone, og jeg nægtede at læse mere end første side. Jeg havde det sådan, han skal sku´ ikke slippe afsted med at lave kunst eller essay på sin ugerning, det´ sku´ for meget, det vil jeg ikke læse, fuck dig.

Jeg kom også til at tænke på Christian Kampmann og hans morder. Det ligger vel 20 år tilbage. Kampmanns unge ven, en saunasvend med skrivekløe, smadrede hans hoved med en håndvægt. Kampmann havde vist givet ham kritik på en tekst, rettet et komma eller noget. Det modtog fyren de sædvanlige fem et halvt års fængsel for, og da han kom ud, havde han adskillige manuskripter færdige og så kørte det for ham. Hvilket var o.k. Så længe han ikke lavede en O.J. Der var jo også blevet en plads ledig på parnasset, kan man sige, den enes død, den andens legatmuligheder.

Så, det har jeg det åbenbart sådan med. Jeg væmmes, ved at skulle læse Althussers overvejelser eller hvad det er, om drabet, mordet, splatterfesten. Det gider jeg simpelthen ikke. Jeg har læst Albert Speers erindringer engang, det var hvad jeg kunne klare.

Ellers har jeg nu altid syntes, det var mægtig skægt, at Althusser gjorde sig så voldsomt bemærket i maj `68 og deromkring med bogen Læs Kapitalen, at han blev en stor stemme i den tid, men så et årti senere, efter mordet, bekendte, at han i øvrigt aldrig selv havde læst en linie af Das Kapital. Sjov mand, vist så.

Oh Danny Boy

Min far døde i nat. Jeg troede, der var tid nok.

Katalog

Det nye forlag Lindorm & Ringorm har kapret en række spændende forfattere og præsenterer her lige op til bogmessen i Forum, vinterens udgivelsesprogram:

Anders Abildgaard Nielsen: Udsagn. Tekstbenægtelser. 29 sider (Seneste nyt: er trukket tilbage fra forlaget af forfatteren)
Mads Eslund: Rotten på loftet. Erotiske readyplaymades. 69 sider.
Lars Frost: Hun havde ingen hår på karamellen I-II. roman. 1070 sider.
Niels Frank: Sutterefleks. Erindringsdigte fra barndom og manddom. 88 sider.
Lone Hørslev: Du er bare for meget! Digte. 51 sider.
Hans Otto Jørgensen: Ti høns. Kortprosa. 70 sider.
Lars Bukdahl: Artaud D2. Robotskrift. 79 sider.
Maja Lee Langvad: Lukkeloven. 240 sider.
Martin Glaz-Seerup: Total. Digte om benzin, børn og kapitalisme. 80 sider.
Christian Dorph & Simon Pasternak: Dybt godnat. Den chokerende skildring af et vådeskud blandt 1980ernes guldflippere.
Julliane Preisler: Tyssebær. Varsomme digte om det skrøbeligt unævnelige. 149 sider
Pablo Llambias: Færdig med Henrik. En roman om etnisk udrensning i et forfatterskab. 240 sider.
Morten Søkilde: Popkrop. Digte om og med bogstavet o. 120 sider. Samtidig udgives, Knaldhætter, rimede digte om legetøj og tissetrang med smældende vokaler. 80 sider.


Bøgerne kan bestilles via forlagets hjemmeside, http://www.ormebøger.dk/

Raffle med St.Peter

På vej hen for at se den nye David Lynch gik jeg om ad Møllegade, hvor jeg boede på klubværelse under taget i 1984, da jeg flyttede hjemmefra. Utroligt. Gaden har fået eksklusiv sushi-bar og en elegant thailandsk restaurant, der vist kun er åben for selskaber. Den er så placeret i det kælderlokale, der i firserne rummede Fælleskøkkenet, et tilholdssted for Nørrebros kriminelle og infantile og kriminelt infantile sumpere; den type sted, hvor kridt på en tavle annoncerede dagens ret: chili con carne.
Lige efter kirkegårdsmuren lå Chile-komiteens lokaler. De holdt allerede dengang lukket det meste af tiden, mens støvet lagde sig over kampagnematerialer af enhver art, og stedet er nu overtaget af socialdemagogerne, hvis røde plakater skal kante SF, hvis hvide plakater omvendt skal nedtone det socialistiske til fordel for skamløs oppertunisme. Facit altså, at adressen nu ligger i det københavnske pengeland, mens jeg selv igen bor længere ude - jeg gik vist glip af opsvinget også i 90erne.
Nå, filmen! INLAND EMPIRE. Det er vist noget med karma, en regning er ikke blevet betalt i nogle forrige liv eller nogle andres liv og nu inkasseres der. Uha-uha. Det er dejligt med alle de polske håndværkere og polske starletter og polske locations, men ellers ligger den et sted mellem den kedelige Lost Highway og den chokfyldte Mulholland Drive - selvfølgelig med masser af gamle Lynch-elementer, de røde gardiner, de polstrede sofaer, skurene, de ombyttede liv, personer der er to steder på een gang osv. Men. Der var lige en time, hvor jeg næsten mistede interessen, fortællingen var for omstændelig, jeg blev ligeglad og uhyggelig var den kun, da [...] røg lige i synet på een! Min favoritfigur er manden med saven, der dukker op til aller- aller- allersidst, han måtte gerne have fyldt lidt mere. Bliv hængende under rulleteksterne!

They call me Baby Driver

Allerede før jeg blev teenager, drillede man mig med, at jeg lignede Art Garfunkel, og det kunne jeg ikke lide, jeg syntes, han var blød, med alle de krøller, blød, som i svag, sårbar, alt for sårbar, ham ville jeg ikke være. Men nu? Call me ART, anytime.
Det havde faktisk noget med min storesøster at gøre. Hun kunne nemlig, som gryende teenager - hun er fem år ældre end mig - bedst lide Paul Simon, ligesom hun sværmede for Bobby Kennedy og George Jackson, mens mor var til JFK og Martin Luther King, så det var egentlig hende, der startede, hun hånede: Simon var den dygtige, den kapable, der skrev al musikken; Garfunkel, som hun mente, jeg lignede, var bare med, on for the ride. Men idag kan jeg da se, at det har været ligesom med Andrew i WHAM; uden ham den flotte - og det var sgu ART - så var tyksakken og gnomen aldrig blevet så store.

Pli

Mine favoritter i 1700tallets England er vist Lord Chesterfield og Samuel Johnson - og Chatterton, bevares! De to første var så blot ikke på bedste fod, så længe. Her den afsluttende lussing fra den fattige til den rige:

Til
Hans Højvelbårenhed, Jarlen af Chesterfield

Deres Højvelbårenhed!
Redaktøren af THE WORLD har for nylig gjort mig bekendt med, at to artikler, der anbefaler min ordbog til offentligheden, er skrevet af Deres Herlighed. Det er en ære at blive således udmærket, men, da jeg er meget lidt vant til at blive begunstiget af fornemme folk, ved jeg knap, hvordan jeg bør tage imod den [...] Der er nu gået syv år, siden jeg antichambrerede hos Dem, eller man kan sige, blev vist døren. I alle disse år har jeg gennemført mit arbejde under vanskeligheder, som det er ganske omsonst at beklage sig over, og nu har jeg til sidst fået det så vidt, at udgivelsen forestår, uden at jeg har fået nogen art af hjælp, et eneste opmuntrende ord eller et eneste nedladende smil. [...] Den opmærksomhed, det har behaget Deres Herlighed at vise mit arbejde, ville have været bevis på godhed, hvis den var kommet i tide, men den blev skudt ud, til jeg ikke bryder mig om den og ikke kan glæde mig over den, til jeg er blevet ensom og ikke har nogen, jeg kan tale med om den, til jeg er blevet velkendt og ikke længere behøver den. [...] Da jeg nu er kommet så vidt med mit arbejde, som jeg er, uden at jeg har grund til at føle mig forbunden over for nogen af dem, der støtter lærdommen, så vil jeg ikke blive det mindste skuffet, om jeg kommer til at afslutte det med om muligt endnu mindre grund, for det er meget længe siden, jeg vågnede op fra den håbets drøm, hvori jeg ENGANG MED SÅ STOR BEGEJSTRING REGNEDE MIG FOR AT VÆRE
Deres Herligheds ydmygste og lydige tjener
Samuel Johnson, 7 februar 1755

Selv har jeg konstateret, at jeg er blevet fjernet som link hos visse digterbloggere; det er sådan man kan se, at de er blevet sure. F.eks. og måske fordi jeg var forarget over kunstfondens uddelinger? Man har følt sig truffet. Jamen, så kan de jo bare opsøge fonden og tilbyde at betale summen tilbage.