Hov, jeg blev anmeldt i Graf af en Jesper Elving, og han siger det samme, som så mange andre søde har sagt:
MERE ELVIS!
Weeeell , forlaget Anblik har i løbet af sit første år, 2005, udgivet bøger skrevet af tre tidligere Forfatterskoleelever, Dennis Gade Kofoed, Mads Eslund og Jens Jacob Toftegaard. De er alle debutanter. Sidstnævnte lægger ud med en lille lyserød bog om Elvis Presley. Den er 80 små sider kort, og ligner til tider en digtbog afbrudt af noveller og længere beretninger. Det er spændende og blodrigt, og jeg fornemmer en stor interesse og fortællelyst. Men hvorfor skal den være så kort? Måske fordi alle formerne i bogen er korte. Den er fyldt med velvalgte citater, små beretninger fra samtidige personer og pårørende. Indbygget er også et par meget korte noveller af Toftegaard, men det virker som om, han får mest energi frem på siden med sine helt korte billeder: ”Glider fire meter hen over scenen på knæene.”, ”Rutinemæssig uddeling af juveler”, ”De to musikere i studiet stirrede med afsky på fyrens lyserøde sko”. De er kastet ind mellem alt det andet, og det fungerer godt. Jeg kan heller ikke lade være med at citere et par af citaterne. Bob Dylan: ”Hearing Elvis’ voice for the first time was like busting out of jail.” Roy Orbison: ”He was this punk kid. Just a real raw cat singing like a bird.” Om rivalen The Killer – Jerry Lee Lewis – kommer følgende billede: ”Jerry Lee Lewis vædrede porten til Graceland med sin hvide Rolls Royce og sprang ud med blødende, kokainstøvet næse og en pistol i hånden: ”Just tell him the Killer’s here!”” Rock n’ roll. Der var gang i sagerne.
Det hele sprang ud i 50’erne og mødte som bekendt stor modstand. Samtidens reaktion er en af mange ting, som bogen berører ultrakort. Andre ting er Elvis’ forhold til moderen og resten af familien, sandheden om hans baggrund, og hans åndelige søgen. Mange ting introduceres og berøres ganske kort og hurtigt. Jens Jacob Toftegaards skrift er levende, men bogen minder om et ufærdigt portræt. Det er måske en pointe ved den korte sporadiske form, at et portræt slet ikke kan laves eller i hvert fald aldrig blive færdigt, men ved endt læsning tænke jeg sgu: MERE! De korte tekster kommer næsten til at virke som appetitvækkere til en større bog. Jeg vil gerne læse en 800 siders Elvis-biografi skrevet af denne forfatter. Det ville være sejt, hvis forlaget Anblik udgav sådan en. Bogen er bestemt værd at læse, men med den energi Toftegaard tydeligvis har i forhold til The Big E , så kunne bogen sagtens have været malet meget bredere.
Jeg tror året var 1980 eller 1981, min mor havde købt Ekstra Bladet - hvad hun ofte gjorde om lørdagen som supplement til Land & Folk, det kommunistiske dagblad vi fik i abbonnement - og der var den første notits om, at Brando var blevet indlagt efter at have spist sytten liter is. Senere kørte ambulancen påny gennem Tahitis gader eller strandkanter, da han havde prøvet med nitten liter is. Hvor jeg dog forstod ham! Her i forgårs nåede jeg op på tre bægre, og siden har jeg forsøgt mig med bulimiens modsætning, og holdt mig helt fra produktet. Jeg nåede dog at opdage BLUE ICE nede ved Campo de Fiori. De fleste af deres is var næppe noget særligt, men de havde en zuppa inglese stratiacella; det vil sige, man får den gule is´ voluptiøse smag indtil tungen og ganen har smeltet den helt og så flyder munden med chokoladestykker og man har fornøjelsen af at gumle. Uovertruffen.
