Raushaus

Jeg modtog i sidste uge en invitation til at læse op ved et støttearrangement for Ungdomshuset. Jeg blev glad for, at ham, der sendte mig den, sendte mig den, tak, og jeg håber, at Nørrebro stadig skal have en lokalitet til stagediving og teenage rampage. Men jeg takker alligevel klart nej: arrangementet skal forstås mere som en modstand mod Faderhuset, den gamle prügelknabe, Moses Hansens netværk, som det velsagtens er særligt ydmygende at blive fortrængt af, end som en aktion for bevarelse af Ung´eren. Den kamp anses for tabt. Det fremgår af mailen, at huset for Guds skyld bare ikke må falde i hænderne på en sekt, det er det centrale. Det må altså ikke ende som moské, forstår man.
Men nu har jeg engang været i 14-dages aktivering hos TV-Stop, lige omkring Göteborg-topmødet i 2001. Og jeg må sige, så udtalt pacifiske de fleste Ungdomshusmennesker end er, så meget mere grotesk er det, at de åbenbart er ude af stand til at sige fra overfor de politiske psykopater i miljøet. Ved den lejlighed filmede kanalen demonstranter, der gravede brosten op foran fredelige politikæder, og mens flertallet af demonstranterne så passivt til og dansede mildt til techno fra en ladvogn.
Den balstyrige plakat fra 1990erne, hvor man så Krarup og Hasselbach og teksten, "De støber kuglerne," og så et billede af nynazisterne, burde vække et par overvejelser hos det angiveligt ikke-voldelige flertal i huset. Hvis det findes, selvfølgelig, angrebet på civile i Faderhuset tyder på et selvbedrag af dimensioner.
Men skal der laves et arrangement, hvor man fejrer åbningen af et nyt sted - Løndomshuset for unge tørklædepiger, for eksempel - så stiller jeg op til hver en tid.

Ayaan

Hermed bloggerens hyldest til den bedste numse i islamkritiske kredse.

Livet er en Grotrian

Queer okse i Tamil Nadu.

Beastie boy says

På Danmarks om muligt dummeste avis, Politiken, - der gav mig en strålende anmeldelse - hyldes 1000 drævende kedsommelige sider af Erwin Neutsky-Wulff, romanen, Hjernen, af en Henrik Palle - formodentlig selv discipel af Dyret fra Århus. I hvert fald forført af Dyrets stemme. Han mener, forfatteren "for længst" har sikret sig en plads i litteraturhistorien - "på grund af sit unikke og voldsomt omfattende forfatterskab," og romanen "er også blandt de mest ambitiøse i sit forsøg på at fremskrive en transcendenserfaring og analysere forhold som perception, kognition, temporalitet og hukommelse samt de øvrige fænomener, der tilsammen udgør det, man med et vidt begreb kalder bevidsthed." Good God almighty! Men her kommer dog det særeste: romanen "er nok også en slags forsøg på fra Neutzsky-Wulffs side at opsummere sit liv og især sin tænkning i en stor bog. Om det er lykkedes 100 procent, kan nok kun han selv dømme om." Aha! Dyret - mesteren - har altså intet ubevidste. Det har vi andre tilgengæld, derfor kan andre mennesker altid bibringe os en vinkel på os selv, vi er blinde for.

Og hold nu fast: "Med ’Hjernen’ har Erwin Neutzsky-Wulff begået et hovedværk. Både i forfatterskabet og i dansk litteratur [...] Selv om der nok skal findes filistre, som højlydt vil være af en anden opfattelse."

Palle, my man, du aner ikke hvor filistrøs denne blogger er.

Rindalesque

Jeg synes, Kristian Hornsleth er en nar. Det, han laver, er lort. Bare lort. Hands off Uganda - Nej til fantasiløst kunstnerfims - Lagerforvaltere rules.

Note: Hør måske skulle superflex også lave en rindal-læske? Guaranaen går vel af mode en dag.

One Man, one vote

Fandt lige det her gamle stykke sovjettisk plakatkunst via en af mine snart mange russiske og ukrainske kontakter på www.flickr.com

Sailors and cowboys

Jeg var et par og tyve, og jeg så videohitlisten på MusicBox hver weekend. En aften havde de i præsentationen af nye numre vist denne her sang, Why med Bronski Beat, som jeg synes, der var ret godt tryk på. Så om tirsdagen gik jeg hen i en lille pladeforretning, der hed Guf, og bad om at måtte lytte til pladen.
Personalet i Guf besad en enestående arrogance, fuld på højde med de dyreste tøjbutikker. Tit når man bad om en plade, smilede de hovent og spurgte, "Har du ikke den?" Men Bronski Beat udløste en ny reaktion. De to voksne herrer, der drev biksen, gloede hånligt på mig og blev korte for hovedet. Men pladen kom på grammofonen under disken, og jeg greb høretelefonerne og gav mig til at studere omslaget, mens jeg lyttede.
Sært. Der var en stor lyserød trekant på indercoveret. Nede i et hjørne stod der alt muligt om sexuelle lavaldre. Nå, okay, det var det, det betød, The Age of Consent, pladens titel? Men jeg havde ingen fornemmelse af, hvorfor trekanten var lyserød. Denne farve havde ingen kendt betydning - ikke for mig i 1986. Decideret bøssemusik kendte jeg selvfølgelig godt til. Tilbage på Chanel One i 1981 havde de spillet Deutsch-Amerikanischer Freundschaft hver aften, og de var da vist nogle dryppende saunakarle og lædersmækkefyre. Men, hvad så? Oscar Wilde og hans illustrator, Aubrey Beardsley, var kunstnere på min reol, og at de var homoer, det var bare noget, jeg viste, og så ikke rigtig andet.
Jeg lagde høretelefonerne fra mig og fandt penge frem. Ekspedienten var overdrevent afvisende og uvenlig, han så væk, i det han rakte mig pladen i en pose, og så gik jeg hjem. Lyttede. Og blev lidt skuffet. Der var ikke så meget at komme efter, når man havde hørt den et par gange.
Den følgende weekend viste MusicBox den næste video, der hørte til albummet. Smalltown Boy. Hvis ikke tiøren var faldet, gjorde den det nu, en ensom fyr, forelsket i fyre, synger melankolsk om sin sårbarhed, og min ven Knud drillede mig straks med mit pladekøb. Nå, nåeh! Hvilket gjorde mig lidt ubekvemt tilpas. Skulle jeg nu til at danne identitet som ikke-bøsse, det var jeg slet ikke forberedt på, hvordan gjorde man det? Især, når man nu havde været inde og stå og købe en plade med Bronski Beat?

Taoister

I anledning af Hvedekorns karikatur af Hans Hellighed, paven, - altså bladets hån, spot og latterliggørelse af den katolske minoritet (polakker, peruanere, phillipinoer) og deres allerdyrebareste - vil jeg straks gå efter en slags tro, jeg som teenager selv var tiltrukket af: taoismen. De vise mænd fra østerland i mine gymnasieår var dem man ser på billedet. Fra venstre, Zhuang "Bone-crusher" Ze, "Lucky" Lung Chang, og så med virkelig ondsindet brug af svanefjer, Lao Ze himself. Faktisk gik min første større rejse efter gymnasiet til Kina, til dels med det formål at samle fysiske indtryk til min never-ending roman om den unge vandringsmand, Zou Long, og hans fortrædeligheder på T´ang dynastiets tid. Hov, vent! Måske kunne jeg lokke nogen til at trykke et romanfragment? Ungdomssynder, anyone?

Save your love for Roma and for me 2

Så kalder landet wo die citronen blümt igen på bloggeren, jeg har fået to måneder på det danske institut i Rom, engang i det nye år. Jeg kan lige så godt ønske mig et par bukser i weightcrasher størrelse til jul for nu skal der smages is hos Giulitti, der som bekendt har 700 forskellige slags.

Socialt eksperiment

I teenageårene havde jeg en ven, hvis far boede på Christiania. Min ven selv boede hjemme hos sin mor, en virkelig sød ung kvinde med DKP-sympatier, og hendes søn og jeg havde selvfølgelig lært hinanden at kende ved de kommunistiske børnemøder. Oven i købet havde han og jeg overlab i form af piger, vi begge havde besteget, og engang blev vi sammen taget i butikstyveri i Magasin: detektiver kom fra alle sider, "I to følger lige med her!", og så march gennem folkemængde op til separate forhørslokaler - oh, disse minder.
Mellem far og søn var der ingen regelmæssig kontakt, jeg tror de så hinanden på sønnens initiativ. Faderen var hashhandler, men ikke på gadeplan, han var en af bagmændene derude. Storentrepreneur. Manden boede i den såkaldte fristads smukkeste hus, opført helt i gammelt tømmer fra Christian d. IV´s tid - altså af stolper hevet op fra Københavns undergrund, hvor de havde understøttet husene på det indvundne land. Jeg tror, han selv havde bygget det.
Manden var psykolog og praktiserende, havde med andre ord dobbeltindkomst, og tilhørte den absolutte overklasse; Og de omsorgssvigtede piger på 12-14 år, der løb hjemmefra og ud på Christiania, dem skulle han nok tage sig af. Han havde jo ekspertisen. Så farmand pralede for sønnen om de pigebørn, han bollede. Han havde virkelig taget på de helt små. Og min ven begyndte selv at prale med sin far, efterhånden som han så mere til ham. En dag lød historien som følger: han var kommet ud på Staden en søndag eftermiddag, og faderen og en ven var travlt optaget med at smide sten efter en nøgen pige. Hun var de der 12-14 år, og de havde bundet hende bag huset. Pigen græd, fortalte han med et råt grin, men de to mænd var skæve, de gad ikke bolle hende mere, og nu morede de sig med at skyde til måls. Alternativ livsform, udendørs, i fristadens friske fælles luft, og med frihed under ansvar.
Et par uger tidligere havde jeg truffet faderen for første gang. Min ven og jeg var fulde, det var tidlig på aftenen, og vi tog ud til faderen og sad lidt i den store flotte skovhuggerstue. Manden tændte en joint til os, og straks efter hostede jeg i kramper. Han talte indforstået og ungdommeligt sejt om det seneste parti hash, han havde fået smuglet ind, og imponerede kyndigt sønnen med sin overlegne afstumpethed. Selv bed jeg aldrig på, hans kombination af selvfed manipulerende intelligens og så ung-med-de-unge forbrydersmalltalk var bare umådelig klam.
Det var i en periode i gymnasiet hvor jeg læste Nietzsche, og det gjorde han også, sagde han, "Nietzsche er fed, han afslørede sgu borgerskabet." Jeg var ikke den eneste, der håbefuldt narcissistisk identificerede sig med de oppustede figurer: Det store menneske, Zarathustra, Overmennesket etc.
"De fleste er bare nogle vatpikke," forklarede psykologen med skadefro hoveren; "Den kloge narer den mindre kloge." Da min ven og jeg pralede med piger, nikkede han anerkendende, vi vidste hvad det drejede sig om: snæver fisse.
De følgende år forstærkede min ven en facon, der vel skulle minde om faderens, en afstumpet stil, så at sige, selvom afstumpetheden ikke stak rigtig dybt, det var mest snak og noget med at le af så-pinte-de-en-hund historier, men han begyndte også at interessere sig for slagsmål, og vi var drevet fra hinanden, da jeg fyldte nitten. Møder jeg ham idag har det gode jeg kendte bundfældet sig, og han er mere rund, mere opmærksom, mere almindelig. Faderen er død, engang i 80erne.
Og Christiania? Jamen, jeg er ligeglad. Fred det, ryd det - det er for mig det samme. Men det kunne da være sjovt, at se dem spæne foran bulldozere derude, eller kraner løfte det smukke træhus, og så se nogle hippie-psykopater drysse ud.

Forever Young

Jeg var gået i gang med at scanne en bunke gamle fotografier for at oploade dem på www.flickr.com, og efterhånden begyndte en følelse at gnave i mig; Og med det her billede var jeg nede til tælling: det var sgu dejligt at være ung! Åh, Gud! Pudsigt nok. Indvendigt synes jeg ikke der er noget at komme efter i ungdommen, ellers tak. Dengang billede blev taget, havde jeg det af helvede til inden i, og jeg spredte ikke just lykke omkring mig, for at sige det mildt, uanset om jeg gjorde lykke en gang eller to, hist og her. Men det her udseende og bruset af lykke og styrke, der kunne hentes fra hele kroppen, når man bandt snørrebånd og var på vej i byen (feks. i Rio) - suk, snøft, jo tak, get your point, Dylan og Alphaville. Hvis jeg kun følger det indre spor er det nogenlunde i orden at være hvor og hvem jeg er idag. Men ser jeg billederne, nej, puha, så er det det sgu ikke, så vil jeg have indpakningen, overfladen, blændværket..

Skøgen i Rom

Så er der givet grønt lys for papistokrasien af tidsskriftet for acceptabel lyrik, Hvedekorn: http://www.hvedekorn.dk/. Skal man tro de sidste årtiers udgydelser fra forfattere som Kirsten Thorup, Carsten Jensen etc, over kritik af et apartheidsystem med metafysisk legitimering kaldet Islam, så er sådanne angreb eller kritikker nærmest uværgeligt en forlængelse af gamle dages omtale af samme fænomen på vore breddegrader. Hvedekorn med dets redaktører lægger sig således smukt i slipstrømmen af det fortegnede billede af katolicismen prostestanterne naturligvis måtte skabe for at legitimere sig selv: overdrivelse af afladshandlen, underkendelse af klostrernes dydsirethed etc. Man gjorde sig til de rigtige kristne, og så fulgte tvangsægteskaberne, altså dem den lutherske hob påtvang munke og nonner, "Knep hende så Broder Tuck, hædr, hædr," - de blev slæbt til alters, dem der ikke var med på den. Forsiden er således et spejl af redaktionen, der suger næring fra pavens angivelige slethed. Med mindre altså Kirsten Thorup & co er nogle vrøvlehoveder.