Venstresnoget

"..rystede en boa constrictor ud af ærmet.."

I sin anmeldelse af Indianernes Store Hvide Ven, undrede Lars Bukdahl sig en smule over hvorfor man nu lige skulle have stillet Che Guevara overfor Elvis eller mellem eller ved siden af. Tja. Men det skulle man helt afgjort! Altså. Jeg kunne godt lide at spænde dem ud mod hinanden, og denne her lille historie var af redaktioneltkaotiske grunde ikke at finde i udgivelsen:


JACKASS

Flyveren lød som en elefant med astma. Den dykkede så lavt ned over gaden, at han kunne se de indfoldede hjul på understellet, mens han betragtede flammerne, der pulserede fra vingernes maskingevær. Ciudad de Guatemala var på den anden ende, angrebet på reformregeringen var i gang. CIA’s fly prikkede lange ar i asfalten, der lå stole væltet foran restauranterne og folk løb i begge retninger på boulevarden – kun ikke han. Hans smil havde aldrig siddet så højt. Det var første gang han oplevede kamp, og han nød det i fulde drag – andres frygt, opildnede kun hans usårlighed. Endnu havde ingen skudt tilbage mod flyene, hæren havde ikke fået skytset på plads; en død lå som en bylt ude på gaden, en bil holdt skævt med hornet i bund. Che løb mod strømmen ned til den store plaza. Andre flygtede, men hans løb var ikke en flugt, han drejede og løb den anden vej et par skridt, og han tog kærligt fat i et par skuldre og sendte den løbende videre forbi sig; han, der altid var bænkevarmer til fester, havde fundet sin dans, og det gik op for ham, at han ikke havde haft inhalatoren fremme i over en time.

Voll´s første

Nu skal der drilles: I Knud Voll Romer Jørgensens roman eller erindringsfabel chikaneres fortællerens familie som bekendt fordi moderen er tysker. Faderen er instinktivt værnemager - han optræder som stifinder for wehrmacht - og modstandsmanden, den vulgære onkel Ib, er bare en ballademager, der endelig får chancen for at lave ballade - et dengang meget udbredt syn på De illegale, ifølge min far, veteranen. Forleden gengav forfatteren i radioen en historie, hvor moderen hånede falsterboerne for deres slavemoral. Forrige år var det KZ-overleveren Imre Kertecz, der blev hånet i Smagsdommerne - han var flæbende. Og har man været pisset på fordi man bare vokser op med tysk mor og aldrig har kunnet vælge, så skal man sige fra en dag, ganz in ordnung, men det er et tankevækkende mønster, der kommer tilsyne: jøden er flæbende, modstandsfolk bare ballademagere og så var Nietzsches glose, slavemoral, pænt sagt en vigtig forestilling og et udtryk, der prægede de mennesker, der formede Det tredje rige, såvel som de yngre generationer, der blev rundet af det. Såeh. Problemstillingen er klassisk: hvordan undgår man at havne i en diskurs, der findes i forvejen, kan man kritisere og sige fra overfor Islam og Israel uden "altid allerede" at indgå i en foreliggende dynamik? På rygsækrejser løber man altid ind i yngre tyskere, der snart flæber over deres skam, snart over, at de ikke må kritisere Israel. Og nu gider rigtige tyskere ikke høre mere vrøvl. Det er fint nok. Men achtung! Donnerwetter!

Oulipopul Vuh Voldpulet

Nogle bogstaver er sværre, verber skal næsten altidf have et e i enden, men her er æ-visdom:

Ær kæk ræv, flæk sært træ, æd fæl bræk.

Desværre synes visse emner at trænge sig i forgrunden:

Sandt slam fra Kants tarm faldt brat bag Abraham, ja, af bar skam, da Karl gav ham kram, ska´ Majas far tag´ fransk bad.

Oulipop goes the weasel

For hofsnog og Hong Kong stod Molotovs polo logo som solo nolo og hvor bor Rolf og Togo-Bob, som snor ord om Coco Wong´s go-go popo? Dog, Bror Lort og Klo-Toms kor om lov & hor & vold, grov rovpop, som Nordlondons ros holdt op - stop! - , og vor mors dom kom som modpol, "God kro, god krop, monstro, som rom for Knossos tro."

Oulipopoen på komedie

"Ku´ du, Suz, udsug´ Lulus sul?"
"Nul! Sut fus, Kurt!"
"Du´ stus, snut?"
"Snus tun! Mul du Kursk, kul ud, slut!"

Oulipopsang

Elgens gemene elever er ens, de regerer hele seveneleven, men erkender med meddeleren Ernst Per Melberg esq., "Jeg elsker elvernes events med lebbe-leben, peber eller exegese etc," mens den vege Rene, elmenes ven, der elsker Elsebeth, den eneste ene med elfenben ved hver vene, helt stenet bed Helenes deller efter the med Mehmet Cesme.

Fortræd?

Sidder og har det temmelig skidt, jeg kom nemlig til at såre eller krænke en person for en times tid siden. Som følger: jeg står på socialkontoret som nu hedder Ydmygelsesservice og er flyttet ned på Vesterbro (Udvisningsservice ligger et andet sted) og da jeg er blevet sjoflet af lange geledder af medarbejdere, der hele tiden smider papirer væk, "glammer", udsætter og ikke holder hvad de lover, beder jeg en ny medarbejder foretage sig noget og det forsøger han så uden held, flink mand, venlig mand, og jeg siger så, "Du skal ikke tage det personligt, men hvordan skal vi," jeg slår hånden ud mod den somaliske klan, der fylder stole og bænke omkring mig "blive bedre samfundsborgere, når jeres medarbejdere ikke føler nogen forpligtelse til at overholde aftaler med socialklienter?" Og den rammer ham som en flodhestepisk, og selv om jeg gentager, at han ikke skal tage det personligt, så kan jeg mærke på os begge, at det er dér den har ramt - han var lige ved at græde!
Nu sidder jeg så faktisk og har lyst til at cykle derned igen i morgen og sige undskyld. Men dilemmaet er, at jeg jo aldrig kan have ansvaret for hans reaktion eller hvad?

Skånekost

Det endte med en elg-kebab. Morten Søkilde, Lars Bukdahl, Peter-Clement Woetmann og mig læste op i et politisk skydetelt på Malmöfestivalen, lørdag d. 19/8. De andre gjorde det godt, jeg præsterede til gengæld min hidtil dårligste oplæsning. Da jeg ikke mærkede nogen kontakt med publikum - de lo ikke - mistede jeg fornemmelsen af at henvende mig og blev slap i tekst-kombinationerne. Det var lærerigt, godt der kun sad 15 vidner.

Mango

Drømte jeg på skrømt overtog en kæmpelejlighed - lignede mine bedsteforældres æresbolig i Bikubens bygning på NørreVold - og baksede med at gøre det støvede og af møbler og bøger overfyldte sted til mit eget, skønt jeg vidste, det var urealistisk i længden. Det var lidt uklart om det spøgte, det var nærmest som om jeg legede med tanken, men ikke kunne tage mig sammen til at blive bange. Så ny drøm, hvor jeg møder Naser Khader. Han var grønthandler og jeg var ved at vælge en rød mango fra udendørsopstillingen, men opdager at priserne på de ellers så dyre pakistanske honningmangoer er rimelige, og de sælges stykvis, jeg finder en gulgrøn fyldig mango, og synes, jeg har gjort en god fangst og så skal Naser og mig sidde og sludre, men før jeg kan få begyndt, giver han sig til at fortælle han er blevet religiøs, han holder en monolog, og det ærgrer mig, for jeg skulle til selv at sidde og provokere ham med at sige noget pænt om de religiøse. Så vågnede jeg.
I morgen skal jeg over og læse op på Malmöfestivalen i selskab med en Woetmann og Bukdahl - min første internationale tour!

Blå Port

Det er forhåbentlig en slags joke, når Den blå port kalder Jes Bertelsen, Petersen, og Nørre Snedde for Sneum i det seneste nummer - med mindre man skal forstå det sådan, at Peter Høeg er venner med Jes Stein Petersen fra TV-Avisen og ikke med rejsekammeraten JB fra det transsekteriske Vækstcenter, hvor nogle beboere og kursister er religiøse og andre ikke. Eller er en redaktion på fire ikke nok til at få det formelle på plads? Det er vel også derfor, man bare skriver nyreligiøs og bevægelse, skønt hverken Høeg eller hans ven kalder sig nyreligiøse eller tilhører en bevægelse - skal forfattere ikke netop omgås sproget med største omhu - ikke bare transportere klicheer?

Okay, lederen http://www.forlaget-arena.dk/ handler om Poul Behrendts dobbeltkontrakt, formuleret omkring Peter Høeg, kontra Pablo Llambias angiveligt nybrydende sammenfald af fakta & fiktionssprog. Men mens den rablende påstand om, at Peter Høeg har skrevet en "ubevidst" nøgleroman om sin ven kom fra en skribent, der på allerokkulteste vis, bare "vidste" hvad Peter Høeg ikke var bevidst om, - og faktisk beskyldte JB for at ville omdanne Dannevang til en tibetansk præstestat, intet mindre - udkom en anden roman, der fik et højst problematisk fakta-fiktions sammenfald; Knud Romers, DEN SOM BLINKER ER BANGE FOR DØDEN. Jeg har tøvet med at kommentere den. Knud og jeg var venner i 80erne, en af den slags intense, frugtbare og destruktive portioner nærhed og samhørighed, man kan have som ung, men ikke tage med sig, hvis man skal blive voksen - tror jeg man kan sige. Derfor ville jeg heller ikke falde ham i ryggen. Men. Okay. Første gang jeg læste bogen, var det bare en ren fornøjelse, hvor var det godt at se min gamle ven endelig få fyret sine anekdoter af (jeg kendte stort set dem alle) og oven i købet i et gnidningsfrit sprog. To timer, så havde jeg læst den. Fedt nok, Knud! Men når jeg så så ham gå ud i pressen og markedsføre den, som om der var et 1 til 1 forhold mellem "Knud og mor" og Knud og hans mor, og præsentere en offerhistorie, der bare forgrenedes i et væk i interviews, fik jeg sgu en dårlig smag i munden. Læs mere de kommende dage...

Fotografiet: muezzinens dør i Siddi Saiyad moskeen i Ahmadabad (Gujarat).

Flower muss sein

Stødte via Martin Plekzy-Glaz Seerups weblog på Nabil Fawzi´s - her er en, der også kan finde ud af lægge billeder på http://raedyassin.blogspot.com/ - og jeg huggede et for den arabiske titels skyld. Kender du i øvrigt den kurdiske by Batman i Tyrkiet? Den ligger sydvest for Van og nord for Diyarbakir. Nå, fis til side, radioen har indtil videre sagt, at våbenhvilen bliver overholdt. Und dann was? Synd Ehud Olfert ikke kan se, at retræte er det bedste forsvar - ud af 100% Vestbred osv. Israel taber kampen om 'the hearts and minds' i hele verden, og de arabiske samfund bliver ved at forgifte sig selv som her http://www.memritv.org/search.asp?ACT=S9&P1=1184 . Der er målgruppen så børn, og man skal lige huske, at over halvdelen af israelerne forstår arabisk, de kan feks. stille ind på det palestinensiske selvstyres TV-kanal og se stjerneprædikanten, Ibrahim Mudeiris, der rutinemæssigt lover død og ødelæggelse over dem, minder om Islams grundlæggende fjendskab med jøderne og sådan. http://memritv.org/search.asp?ACT=S9&P1=669 og For os andre virker det oplagt at fred søger man med sin fjende, men ønsket om at besejre ham istedet, kan jo være for stærkt, at være på krigsstien er en livsform.

Christ! Hvad man skal høre..

Dennis Gade Kofod skriver på sin weblog (som jeg ikke kan finde ud af at linke til) om en småborger til en familiekomsammen, et fruentimmer, der - som det hedder - umenneskeliggør araberne (det eneste umenneske i det øjeblik er selvfølgelig hende selv), og sådan er kulturerne i den danske landskab så forskellige, selv sad jeg den anden dag med noget familie og deres venner, og det var så tværtom venstreorienterede kernevælgere, og et stk hunkøn forkyndte terrorens retfærdighed, det var Islam mod kapitalismen, det var den eneste modstand, der var tilbage, Islam var eneste alternativ (hvilket godt nok ville have overrasket Muhammed (Fred(dieMercury)VæreMedHam)), og verdens økonomiske ulighed retfærdiggjorde angreb på os i vesten. Mister Bloggerblogger konstaterer bare: fascismen er som sex, den kan varieres i mangfoldige stillinger. Respekt til den korsfæstede, der ikke sendte lorten videre, han var autentisk antifascist.

Chic

Mister Bloggerblogger erklærer sig hermed parat til at konsumere en kasse pakistanske honningmangoer, to entrecôte og en flaske Habanna Club på andres regning, hvis ikke nobelprisen i år går til gamle Adonis fra Syrien. Modsat de fleste digtere er han aldrig blevet et monster af konflikten i området, og han er som altid hyggelig og besindig i indslaget her: http://www.memritv.org/search.asp?ACT=S9&P1=1076 .
Billedserien er et eksempel på integration. Frygt og behov for tryghed, forstærker behovet for at knytte sig til nogen, og gør os i stand til at tilpasse os næsten alt.

Krumme tæer

Begår et læserbrev i Wikingavisen idag - og ifølge en mail fra Information, også dér om et par dage - jeg trængte til at komme i form, få den pen ind i noget debat, gerne bare pjat, men som sædvanlig redigerer de i teksten, denne gang er min fortræffelige og subtile overskrift POSTSTORHED skiftet ud med noget banalt, og det er altså skide irriterende, selv om det selvfølgelig er værre, når de bare klipper, forkorter, omformulerer eller indsætter en "opklarende" indledning.

Ladies night på Bloggerblogger

Trænger du bare til at se noget andet fra Mellemøsten? Så tjek et par vrede damer, som hende her - Ghada Jamshir - fra Bahrain (men til daglig i London!):

 , eller den syriske psykiater Wafa Sultan - okay, hun sidder i sikker afstand i L.A.:
(kan ikke lige finde videoen igen på youtube)

Ellers hende den gamle her, i omskæringsdebatten på egyptisk TV. Damerne er imod vansiringen, men dyrk lige "den lærde" fra al-Azhar: "I have no interest in reality."