Tilegnet

æd dig myg i scones
Katinka My Jones
og anskaf så den gekko
forklæd den i Marimekko
den jagter edderkopper
og kvækker - haps, en whopper
så kan du være en kæk ho
og sippe semisecco

Portræt af Kunstneren som Ung Smatso (2)

De første tyve sider af Charlotte Roche´s VÅDOMRÅDER var jeg bare så glad for, hvad jeg læste. Hæmoriderne og skamlæbernes perspektiv. At små anekdoter blev udløst, når teksten rørte ved forskellige slimhinder. Endelig var vi oppe hvor skriften aldrig skinner! Men bogen er et eksempel på hvordan intentionen om et plot kan forringe en bog. I stedet for så at sige at sejle rundt i nedre sovs, fnuller og suppedas, former hun sig en stiv rettethed, hospitalsindlæggelseshistorien, og i et laaaangt stræk går teksten død med sin pligtagtige masen og baksen. Ret ærgerligt. Netop allestedsantændeligheden – hun er stolt af også at kunne komme i rumpen – er jo et rigtig godt niveau at tune ind på for at generere intens tekst.

Gad vide, hvorfor jeg så bliver så blufærdig, når jeg læser True Blood bøgerne. Genren er vel chic-lit + clit-lit. Forfatterinden formulerer en yngre kvindes seksualudforskning. Og den foregår som antydet i Lummerkrog, Lousiana: Vikingevampyren Eric er "tilstrækkeligt udrustet" etc. På den ene side synes jeg, at det er godt, det er der, så det ikke er forvist. På den anden side har jeg måske en brist, jeg kan blive lidt blufærdig, når teksten gør mig til lurer. Visse scener bliver mere langtrukne, end jeg gør.

Hound Dog

Jeg er glad for, at Elvis er skrevet ud af True Blood, flimmerversionen. I bøgerne hedder det sig, at en vampyr var til stede på hospitalet i Memphis og opdagede, at der stadig var liv i den slaskede dynge mand på båren, og sørgede for transformationen. Men vampyr-Elvis rejste sig som hjerneskadet, og han ved derfor ikke rigtigt hvem han er, men det er ikke sjovt nok, det er bare ebbet – ligesom The Shining er filmversionen blevet bedre end bogen.

Som sagt er jeg begejstret for seriens skildringer af dysfunktionelle, nære relationer. Tag nu Sam, den bortadopterede, han opsporer sin biologiske familie, og de viser sig at være lumpenproletarer med gråvaskede underhylere. Han har en lillebror, opdager han, men der stikker noget under, et eller andet, og man fornemmer, urgh, glup, det måtte komme, mere incest, der spillels på den forventning – men så er det dogfights! Forældrene udnytter hans evne til at blive-dyr, devenir-pitbulll (sig det på fransk, Deleuze) og lader ham dyste på liv og død mod frådende køtere.

Oprah i Transsylvanien.

Dødbidere 1

Man kan håbe, at når sidste afsnit af True Blood vises på HBO i næste uge, kulminerer serien med, at The American Vampire League går ud og sætter et godt eksempel ved at udtale en undskyldning for vampyrernes overgreb på menneskene gennem historien.

Ser du True Blood? Jeg har som bekendt hverken fjernsyn eller internet hjemme. Men jeg låner DVD på biblioteket, fik endelig set Sopranos, og har prøvet med Mad Men. Og hvad er nu det? En soap om knudemænd fra min fars generation. Lidt spleen, social skam, usunde vaner. Klasse- køn- og racehierarki fremstillet diskret demonstrativt. Hykleri som underholdning, pæn titelmelodi, pænt skuespil. En sædeskildring, der mimer reklameuniversets artistiske strømlinethed.
Men man har en fornemmelse af, at der hele tiden blinkes til seeren, se bare hvor fordomsfulde og kæderygende de var, er vi ikke klogere og bedre mennesker nu.
Næh, så foretrækker jeg samfundssatiren i True Blood. Den lumre og geniale og lummert-geniale serie om vampyrer og sex i sydstaterne. Dens omgang med fordomme, blodets betydning, adskilleses- og overlegenhedstemaer, magtmidler mellem minoritet og majoritet osv.

Jeg har fulgt serien iført en fl southern comfort + 7up, cajunkylling etc, og jeg elsker bare Eric og Lafayette og Jessica og selvfølgelig alle de nøgne, velformede bryster. Til orientering: Eric er den tårnhøje, svensktalende vampyr, Lafayette den nuttede gangsta afrobøsse, og Jessica den unge pige, der bliver vampyr, mens hun stadig er jomfru, og derfor får det problem, at kroppen regenerer hendes mødom efter hvert samleje ...

Dødbidere 2

Serien bygger på romaner af Charlaine Harris, hvor af i det mindste den første lader sig læse med stor fornøjelse. Vinklen er så alene Sookies, hun er jeg-fortæller, det giver en fokuseret fortælling, men i længden savner man det brede galleri. De på TV så elskelige figurer, den krushårede cruiser Lafayette, slem-numsen Tara, ensomme, bortadopterede Sam og enfoldige, fyrige Jason er ubetydelige statister i bøgerne, og de socialrealistiske indslag fraværende.
Lad mig lige her indskyde, at netop forløbene omkring Tara og Sams dysfunktionelle familier er noget af det, der taler stærkest til undertegnede. Voksne børn sovset ind i forældres kærlighedsforstillelse og misbrug. Tara i terapi efter voldtægt. Det har sgu snittet løg for mig et par gange.
Men også Bills sorg over at være blevet gjort til vampyr og smerte ved at udsætte Jessica for det, giver serien et løft i forhold til bøgerne.
Manuskriptet er et resultat af et kollektiv. Der er flere forfattere ind over hvert afsnit, flere instruktører på en sæson. Skuespilleren Nelsan Ellis (Lafayette) har endda fået frie hænder til at tilføje egne replikker. Men problemet er, at de mange forfattere, ikke kun har forbedret, men også fordærvet måltidet en smule. De glemmer nemlig vigtige præmisser.

LÆSERADVARSEL: i det følgende vil jeg diskutere episoder fra sæson 1, 2 og 3, som du måske ikke har set endnu!

Kære fan. Hvad synes du? Ja, jeg synes altså, at der er et par svipsere. Læg mærke til, at i sæson 1 demonstreres det, at Bill kan sidde i kirkens køkken med en sjus blod og høre, hvad der bliver sagt inde i salen, og da han afhøres af sheriffen, har han kunnet høre en bil på den anden side af kirkegården, den nat Grannie bliver myrdet. Ligeledes fremhæves det, at Sookie får skærpet lugtesansen af at have drukket af Bil. Hun finder frem til en ostekiks, der lå og rådnede under en lænestol. Men da The King of Mississippi (jeg var lige ved at skrive Missi-sissie!) i sæson 3 skal narres i en fælde, kan han end ikke høre Eric hviske, ”Hit me,” til Bil halvanden meter foran ham. For slet ikke at tale om, da hans to fjender står og lægger planer lige bag døren.
Og da de så ligger ude i solen, The King og Eric, lænket sammen med sølv, og Sookie kommer ud og sprænger lænken og trækker Eric ind i sikkerhed, hvorfor kan Russel så ikke selv slæbe sig ind i ly? Husk på, at Bill (sæson 3, afsnit 1), da han sidder på bagsædet mellem Cooter og Gus, bortført af varulvene, der drikker af ham, alligevel kan have kraft nok til at snuppe Cooters handske, befri sig fra sølvlænken og knække halsen på chaufføren.
Plus. I den smukke, kitchede scene, hvor Godric går solen og døden i møde, brænder og forstøver han på et øjeblik. Modsat de to bisser, Eric og Russel, der ligger og steger i timevis. Eric er tusind, Godric totusind og Russel tretusind år gammel, så det kan dårligt være et spørgsmål om alder. Og hvorfor kan Russel gå med sølvsporer på støvlerne, og hvorfor kunne han nede i fangekælderen under Fangtasia befri Pam fra sølvlænkerne og lægge The Magister i dem, når han er krafteløs iført sølvhåndjern og ...