Dødbidere 2

Serien bygger på romaner af Charlaine Harris, hvor af i det mindste den første lader sig læse med stor fornøjelse. Vinklen er så alene Sookies, hun er jeg-fortæller, det giver en fokuseret fortælling, men i længden savner man det brede galleri. De på TV så elskelige figurer, den krushårede cruiser Lafayette, slem-numsen Tara, ensomme, bortadopterede Sam og enfoldige, fyrige Jason er ubetydelige statister i bøgerne, og de socialrealistiske indslag fraværende.
Lad mig lige her indskyde, at netop forløbene omkring Tara og Sams dysfunktionelle familier er noget af det, der taler stærkest til undertegnede. Voksne børn sovset ind i forældres kærlighedsforstillelse og misbrug. Tara i terapi efter voldtægt. Det har sgu snittet løg for mig et par gange.
Men også Bills sorg over at være blevet gjort til vampyr og smerte ved at udsætte Jessica for det, giver serien et løft i forhold til bøgerne.
Manuskriptet er et resultat af et kollektiv. Der er flere forfattere ind over hvert afsnit, flere instruktører på en sæson. Skuespilleren Nelsan Ellis (Lafayette) har endda fået frie hænder til at tilføje egne replikker. Men problemet er, at de mange forfattere, ikke kun har forbedret, men også fordærvet måltidet en smule. De glemmer nemlig vigtige præmisser.

LÆSERADVARSEL: i det følgende vil jeg diskutere episoder fra sæson 1, 2 og 3, som du måske ikke har set endnu!

Kære fan. Hvad synes du? Ja, jeg synes altså, at der er et par svipsere. Læg mærke til, at i sæson 1 demonstreres det, at Bill kan sidde i kirkens køkken med en sjus blod og høre, hvad der bliver sagt inde i salen, og da han afhøres af sheriffen, har han kunnet høre en bil på den anden side af kirkegården, den nat Grannie bliver myrdet. Ligeledes fremhæves det, at Sookie får skærpet lugtesansen af at have drukket af Bil. Hun finder frem til en ostekiks, der lå og rådnede under en lænestol. Men da The King of Mississippi (jeg var lige ved at skrive Missi-sissie!) i sæson 3 skal narres i en fælde, kan han end ikke høre Eric hviske, ”Hit me,” til Bil halvanden meter foran ham. For slet ikke at tale om, da hans to fjender står og lægger planer lige bag døren.
Og da de så ligger ude i solen, The King og Eric, lænket sammen med sølv, og Sookie kommer ud og sprænger lænken og trækker Eric ind i sikkerhed, hvorfor kan Russel så ikke selv slæbe sig ind i ly? Husk på, at Bill (sæson 3, afsnit 1), da han sidder på bagsædet mellem Cooter og Gus, bortført af varulvene, der drikker af ham, alligevel kan have kraft nok til at snuppe Cooters handske, befri sig fra sølvlænken og knække halsen på chaufføren.
Plus. I den smukke, kitchede scene, hvor Godric går solen og døden i møde, brænder og forstøver han på et øjeblik. Modsat de to bisser, Eric og Russel, der ligger og steger i timevis. Eric er tusind, Godric totusind og Russel tretusind år gammel, så det kan dårligt være et spørgsmål om alder. Og hvorfor kan Russel gå med sølvsporer på støvlerne, og hvorfor kunne han nede i fangekælderen under Fangtasia befri Pam fra sølvlænkerne og lægge The Magister i dem, når han er krafteløs iført sølvhåndjern og ...