Min Kamp (2)

Umuligt, tænkte jeg, da jeg fik Knausgårds bind 2 fra biblioteket, tusind sider mere, men jeg foretog igen en frontforkortning, bladrede, slog op i midten, læste bare, nogen ville have advaret, det var en tofrontskrig, læste snart nærmere begyndelsen, snart igen længere inde i bogen, oprigtigheden, enkelheden i tonefaldet, den betagende menneskelighed betog mig, så ordren lyder: Fæstning Stalingrad holder ud, von Paulus modtager marskalstaven per faldskærm, von Mannstein rykker til undsætning, det endelige tilintetgørelseslag mod den judeotatariske fjende, og jeg åbnede en ny front, gav mig til at læse Knausgårds debut, UDE AF VERDEN, befriede Mussolini, besatte Rom, holdt ud på Monte Cassino, det er romanen, hvor han i aldeles samme møjsommelige stil som i MIN KAMP beskriver et lolitaeventyr i en norsk bygd, og jeg kan altså ikke læse ham lige ud af landevejen, marcherende rask lige ud, aber nein, jeg bliver for rastløs, sproget savner ammunition, hvor er partisanaktiviteten på disse sider, jeg er nød til at bladre, det er endnu engang næsten tusind sider, fjendens resourcer synes uudtømmelige, skønt usofistikerede …
... og så er det alligevel dette mærkeligt diffuse og lidt vamle begreb menneskeligheden, der er så forførende ved hans tekst, den nøgent fremstillede nøgenhed (intet foto), den skamundsigende skamløshed ... fik jeg sagt, at jeg kan lide ham?