Hound Dog

Jeg er glad for, at Elvis er skrevet ud af True Blood, flimmerversionen. I bøgerne hedder det sig, at en vampyr var til stede på hospitalet i Memphis og opdagede, at der stadig var liv i den slaskede dynge mand på båren, og sørgede for transformationen. Men vampyr-Elvis rejste sig som hjerneskadet, og han ved derfor ikke rigtigt hvem han er, men det er ikke sjovt nok, det er bare ebbet – ligesom The Shining er filmversionen blevet bedre end bogen.

Som sagt er jeg begejstret for seriens skildringer af dysfunktionelle, nære relationer. Tag nu Sam, den bortadopterede, han opsporer sin biologiske familie, og de viser sig at være lumpenproletarer med gråvaskede underhylere. Han har en lillebror, opdager han, men der stikker noget under, et eller andet, og man fornemmer, urgh, glup, det måtte komme, mere incest, der spillels på den forventning – men så er det dogfights! Forældrene udnytter hans evne til at blive-dyr, devenir-pitbulll (sig det på fransk, Deleuze) og lader ham dyste på liv og død mod frådende køtere.

Oprah i Transsylvanien.