Blondine forulempet med det helt store horn

... det er sådan nogle udsagn, der henter trafik til min blog. Hmmm! For en måned siden opdagede jeg, at jeg kunne gå ind i STATUS og se hvor mange, der besøgte bloggen, hvor de kom fra i verden og også hvilke søgninger, der havde bragt dem herhen. Lidt skuffende læsning. Okay, jeg skal erkende, at den seneste uge efter, at jeg har genoptaget bloggeriet, bliver mit navn googlet et par gange. Men ellers var det LOTUS MASSAGE og navnene på en kendt nynazist og en politiker fra Guinea, der gjorde Mister Bloggerblogger interessant under min lange passivitet.
Jeg kan se, at der ind i mellem er en computer i Sydkorea, der kikker ind, og det er nok Maja (hej, Maja). Der er også pænt flow fra Ukraine (sikkert pga pionerlejren Artek), Ungarn (neonazi nysgerrighed?), USA, Italien og Skandinavien. I løbet af 2010 har nogen i Ægypten desuden været inde om - jeg tror det var cirka 10 gange - og hvis det er min gamle kæreste fra dengang jeg var sytten, som fra Heliopolis eller Cairo snuser lidt, varmer det mit hjerte, habibi - held & lykke!

Ogginok er alt nok

Lad mig starte sådan her:

En god bog, det er en bog, der giver mig lyst til at skrive mine egne ting. Sproget liver op, mit eget stof går i blomst.
En dårlig bog, derimod, alle dem, der ryger hen ad gulvet med et ærgerligt kast, gør mig rastløs, for hvad skal det nytte, dårlige bøger genner mig ud af litteraturen, for hvis det dér er kunst, så er det jo ikke vigtigt, nærmere omsonst.
Meningslyst vs. meningsløst.
Men pointen er altså, at gode bøger, andre skriver, stimulerer min egen skrift.

For nyligt skrev Lene Asp på Facebook, at forestillingen om originalitet forekom hende uoriginal. Et par måneder tidligere talte Rene Jean Jensen i programmet Skønlitteratur på P1 om Axolotl Roadkill, som han havde oversat, og i den forbindelse om Helene Hegemanns brug af indsakset tekst fra en eller andens blog. Originalitet fandtes i virkeligheden ikke, sagde RJJ sådan cirka.
Det vil jeg så polemisere imod.

Nedenfor citerede jeg Madonnas sang She´s not me, Somebody wants to pimp your style/And hang with you a little while, og bevares, det er da komisk, at netop hun skulle klage, hun bad jo midt i 90erne sin producer sørge for at den næste plade "lød som Björk."
Men, der er noget andet.

Jeg læste for nyligt en roman af en tidligere elev på den gamle skole. Men det var først i tredje forsøg, det lykkedes at få den læst. Den var nemlig skrevet med sætninger, betoning, besyngelse, der lignede Hans Otto Jørgensens på en prik og fuldstændigt, og det føltes ikke rart at læse. Nogen siger, at Jørgensen til tider lyder som Christian Skov. Det ved jeg ikke, jeg kan ikke læse Skov. Men den yngre forfatter var ikke blev vejledt godt af skolen, det vil blive frygtelig en dag, at skulle se tilbage på sit ungdomsværk og erkende, at albuerne lukkede for gehøret.
Ikke kun hørelsen i forhold til idolets lyd, men også hørelsen i forhold til forfatterens egen stemme. Næppe helt sundt heller.

Zoologer har de seneste år slået fast at selv den mindste hundestejle har personlig egenart. Adfærd og nykker og stil, der adskiller den fra andre. Verden er fuld af originalitet. Måske kan vi endda mærke den instinktivt. Både originalitet og fraværet af den.

Garber dabei

Hvad er det Lotte Garber har gang i? Jeg læser lige dagens Information her på biblioteket, at der skal ligestilling ind i litteraturen, fordi mænd får hæderen, kvinderne læserne!? Ærlig talt, K.B. Foss og K. Romer har skrevet velanmeldte og lødige bøger uden at få det 3-årige, mens praksis er blevet, at mindst een decideret fiduskunstner af hunkøn skal have det hvert år. Så, come oooon! Se dog på statistikken over tildelinger fra kunstfonden.

At kvinder foretrækker at læse kvindelige forfattere er da værst for dem og virkelig ucharmerende. Tænk, hvis jeg stod med en bog af Christina Hesselholdt eller Mette Moestrup og tænkte, "Nå, nej, det er jo en kæling, så kan jeg ikke identificere mig med det." Det er de kvindelige læsere, der har et problem - indskrænkede læse-tæver - at læse er en universalistisk praksis ellers skal man lade være og gå ud og tage opvasken.

Allerede dengang ...

Da jeg rejste, kunne jeg gætte en persons ideologi ud fra stemmeføringen, sproget og yndlingscitaterne. Da jeg kom tilbage, havde jeg ikke begreb skabt om, hvem der holdt med hvem. Der blev ikke talt om revolutionen mere, man talte om Begæret, og de, der kaldte sig venstreorienterede, nævnte Nietzsche og Céline, mens de højreorienterede tidsskrifter hyldede revolutionen i den Tredje Verden.

Umberto Eco, Foucaults Pendul (1988)

Ingen Forlagskrise Her

Vi vil lige, her på Lindorm & Ringorm, gratulere os selv med, at vi allerede for to år siden skuede i bunden af kaffekoppen, at det var Christina Hagen, der ville skrive DON KASCHOT, romanen om kvinders sværmen for hårde straffefanger. Jeg tror godt, jeg må afsløre, at forfatterinden bad os fjerne advertissementet - den skulle jo desværre også istedet udkomme på Gyldendal. Men nu forbereder vi en serie smalle værker, VORTESVINETS LÆDERBIBLIOTEK, med følgende titler klar:

Christina Hagen: Hånd & Jern. Erotoman kortprosa. ”Hun skriver med et fast greb og uden nåde,” skrev pressen.
Josefine Klougart: Lussinger & Knald. Kortprosa med en snert i enden.
Niels Frank: Solgt Til Stanglakrids. Kortprosa med en prop i enden. ”Vi vover beskrivelsen erotomantisk,” skrev anmelderen.
Helle Helle: Hælle Bælle Bolle. Autofiktiv kortprosa. ”Kort, men tyk,” skrev pressen.
Hans Otto Jørgensen: Mellemkød & Siddeflæsk. Mellemfornøjet kortprosa. "Endnu en mellembog," skrev Erik Skyum.
Harald Voetmann: Karius & Baktus. ”Perspektivet fra Platons mundhule,” skrev Nordjyske.
Lars Frost: & Sidevogn. Kortprosa i centilitermål, men rigeligt af dem.
Simon Grotrian: Gog & Magog. Apokalyptisk kortprosa.
Martin Glaz Seerup: Bumsen Oder Blasen? Zimmer Oder Auto? Kortprosa med op. "Men måske er der tale om traffickingdigte," skrev Flensborg Avis, "og er de virkeige?"
Christina Hesselholdt: Kran & Kasse. Kvindefjendsk kortprosa.
Katinka My Jones: Sort Tud, Hvide Tasker. "Erotistisk og eroticistisk kortprosa i dialog med Franz Fanon,” skrev Århus Stiftstidende.