Oh, disse formuleringer

Der jüdische Nigger Lassalle, der glücklicherweise Ende dieser Woche abreist, hat glücklich wieder 5000 Taler in einer falschen Spekulation verloren [...] Es ist mir jetzt völlig klar, daß er, wie auch seine Kopfbildung und sein Haarwuchs beweist, von den Negern abstammt, die sich dem Zug des Moses aus Ägypten anschlossen (wenn nicht seine Mutter oder Großmutter von väterlicher Seite sich mit einem Nigger kreuzten). Nun, diese Verbindung von Judentum und Germanentum mit der negerhaften Grundsubstanz müssen ein sonderbares Produkt hervorbringen.

Karl Marx i et brev til Friederich Engels, 30 juli 1862

Jeg er ikke så stiv i tysk og hører gerne rettelser fra de sprogstærke, men her mit forsøg på en oversættelse, lad det være en hilsen til alle marxister derude:

"Den jødiske nigger Lasalle, der lykkeligvis rejser sidst på ugen, har glædeligvis tabt yderligere 5000 daler ved en fordægtig finansspekulation [...] Det står mig nu fuldstændig klart, at han, som også hans hovedform og hans hårvækst indikerer, stammer fra de negre, der hægtede sig på Moses´ folkevandring ud af Ægybten (hvis ikke ligefrem hans mor eller farmor har krydset sig med en neger). Nuvel, denne splejsning af jødiskhed og tyskhed på negermæssigt grundlag må nødvendigvis frembringe et ejendommeligt resultat."

Banditten var en konkurrerende socialist, Ferdinand Lasalle, der var umulig at vride penge ud af og tilmed kappedes med Marx om at nasse på sympatisørerne. Desuden spankulerede han omkring i industrien - formentlig iført høj hat og stok - og dannede arbejdersammenslutninger, mens Marx selv nægtede at sætte sine ben på proletariatets arbejdspladser; Pokker tag ham, altså.

Fun (1 liter)

Da jeg var ni-ti-elleve år elskede jeg Peter Sellers, og når det hed sig, at en ny Lyserøde Panter film var på vej, blev jeg helt urolig af spændt forventning. Men over hvad? Det er helt umuligt idag at fastslå, hvad det dog var, der gjorde disse film så morsomme.
Til gengæld husker jeg en vanvittig dårlig komedie fra 1980erne, Fars Fede Ferie med Chevy Chase, med én eneste uforglemmelig vits. En familie er på vej gennem USA for at nå Disneyland, inden de lukker for sæsonen, og undervejs kreperer en bedstemor, de har med i bilen. Men det er der ikke tid til at kære sig om, man kører rundt med den døde på bagsædet og vifter af stanken, indtil liget kan anbringes i en gyngestol på verandaen foran et hus, hvor der ikke er nogen hjemme, og så afsted igen. Sjovt, sjovt!

Ændrer ens humor sig med alderen, sådan at nu har man grinet længe nok af et eller andet, og så virker det ikke mere? Eller er det tidsalderen (kulturen), der forandrer sig, og så er der noget, der bare ikke er sjovt længere? Eller er sjovt igen?
Life of Brian havde premiere, mens jeg gik i folkeskolen, og den cirka fjortenårige, der sad i biografen, morede sig fra start til slut. Men da jeg genså den omkring 1990, var det lige før, jeg kedede mig. Det eneste, der holdt, var gakket med de mange revolutionære bevægelser, The peoples front for Judea, der ligger i skarp ideologisk strid med The judean peoples front osv. Og så virkede scenen, hvor John Cleese´s romerske centurion korrekser de natlige graffitti-malere for deres dårlige syntaks. Men sketchen virkede netop, fordi jeg fattede den og kunne more mig bedre, end da jeg var fjorten.
Under Muhamed-krisen lånte jeg så filmen på DVD, og nu virkede religionskomikken igen. Man skal tilsyneladende være fjorten år, for at synes det er kosteligt, når korsfæstede mænd synger; nogle-og-tyve for at appreciere en vits om sort skole + antik graffitti; mens man omvendt skal leve i en tid, hvor religiøse massebevægelser går til angreb, før gale tilhængerskarer og spøjs stening sender kramper gennem det muskulære apparat.

Sidste weekend anstillede jeg så visse studier, det vil sige, afspillede et par nyere DVD-komedier fra biblioteket. American Pie III - The Wedding (2004) og There´s something about Mary (1998). Kunne de være sjove? Jo, jeg lo faktisk. I American Pie tyr en figur til at spise lort for at undgå, at de fine folk, han gerne vil imponere, spiser samme lort; i There´s something... håndteres en skindød, såvel som invalideret hund aldeles upassende, pakket ind i gips bliver den glemt på taget af en kørende bil osv. Det virkede. Men resten? Blot lidt smil! Tilmed forsøger filmene at fremkalde fnis ved forekomst af bøsser og liderlige pensionister, og her må der være tale om tidernes skiften - hvis det nogensinde har været morsomt, at pensionister har en seksualitet eller at onkel Benny viser sig at være homo, så er det ved at være længe siden.
Kan man således fastslå, at alene fæcalofagi og usømmelig omgang med lig og handikap tilhører det universelles kategori og vil være morsomt til alle tider? Mens alt andet er afhængig af epoke og aldersgruppe? Eller vil der komme kulturer, hvor der ikke længere er tabuer omkring håndtering af lig og lort?

PS: Jonathan Richman optræder som trubadur i marginen af There´s something about Mary. Han sidder og synger i et træ ved filmens start, og synger langs med handlingen undervejs, og det var selvfølgelig også en dagsrest bag drømmen beskrevet nedenfor.

Rigdom

Jeg drømte i nat, at jeg blev venner med Jonathan Richman. Og jeg kunne så godt lide ham, og han kunne så godt lide mig.
Jeg var i New York og så mødte jeg ham, og så inviterede han mig med hjem, og så udspilledes drømmen ellers i hans lejlighed. Vi hører LPer. Fed lejlighed. Det går op for mig, at da han er berømt, og jeg ikke er, kunne der opstår et misforhold, en overlegenhed fra hans side, men det sker ikke, min selvværd er helt i top, berømmelsen gør ingen forskel.

Her vil jeg lige indskyde, at tilbage i 1980erne mødte jeg efter en koncert Peter Gabriels bassist. Jeg gik hen til ham på U-Matic, mit sted i nattelivet, jeg mente, at vi var på lige fod, crackerjack, jeg en sej fyr, der bare ville give lidt anerkendelse til en anden sej fyr, men i det jeg åbner munden, er jeg blevet en fan. En orm. Frygtelig oplevelse. Nul selvværd.

Dagsrest: igår fik jeg massage af en mand for første gang. Man siger jo, at massage fylder kroppen med en følelse af anerkendelse, og jeg har bare altid kun fået massage af kvinder. Tilmed var det et led i en rygbehandling, meget professionelt, kombineret med kiropraktiker-knæk, og altså en følelse af, at dette er godt for mig.

Hjemme hos Jonathan: Det går op for mig, at jeg endnu ikke er flyttet ind, vi er jo lige mødtes, det er ham, der bor her, men jeg får nok lov at sove her, tænker jeg. Han forbereder et måltid, hans pige skal også komme, vi skal spise noget, der kræver, at vi sidder i tre særlige orange lænestole omkring bordet, hvilket vil være godt for min ryg, bedre end almindelige stole. Jonathan tilbyder frisk orange juice til maden og er i gang med at presse den, men jeg siger, at postevand er fint til mig, men han har også allerede brygget kaffe, og den kan jeg da godt bruge til en bøf, også af høflighed.

Hvor var det dog en dejlig drøm. Venner med Jonathan Richman.

Shariapædagogik (på hausa, det er fra det nordlige Nigeria)

En ting er, at ham skurken, der hugger tasken skal have hugget armen af, at de formastelige, der horer, skal stenes, og at hotellet, der tilbyder udskænkning, skal "torches"; men er det ikke lidt hårdt, at pigen med den røde bluse ligefrem skal stenes for at have kørt i sandwhich på en motorcykel? På den anden side, måske er det en knallert.

Goddaw Loe

Hvad skal jeg med Erlend Loe, der sker intet i de sætninger, det sprog. Nå, denne noget konservative blogger løfter hermed sit ene misbilligende og nådesløse øjenbryn efter at have læst, at Loe nu har slået sig på fantastformidling. Organisten. Et eller andet postbuds altopsugende konspirationsteori, formodentlig en enorm practical joke. Håber man. Men ærlig talt, så foretrækker jeg da Umberto Ecos suveræne brug af den okkulte tradition i Foucault's Pendul (nej, ikke dén Foucault). Det er ligefrem en klog bog med vise pointer.
Dengang jeg gik på Forfatterskolen, løftede en lærer sit eget misbilligende og nådesløse øjenbryn (det venstre, tror jeg) af Eco, og kaldte alt skrevet siden Rosens Navn: pop! Selv ser jeg det lige omvendt. Rosens Navn kan jeg ikke genlæse, den står tilbage som blot en krimi, mens Foucault´s Pendul er en guldgrube af suverænt unyttig viden turneret skægt og spøjst - og uhyggeligt første gang man læser den. Tilmed særdeles oplysende og nyttig viden om unyttig viden. Eco har overblikket over konspirationernes monotone hovedspor, og alt den man-ønsker-ikke-vi-skal-vide viden, der snor sig frem gennem reformationen og oplysningstiden, antisemitismen og nazismen, til vore dages kiosklitteratur. Da den væmmelige Dan Brown første gang blev anmeldt i Danmark, skrev journalisten, at det da bare var en meget ringe ripoff fra Eco. Forskellen er, at den evnesvage Brown faktisk tror på det giftige ævl og spinder ondt guld af det.
Nå, nok om det. Lad os håbe Gyldendal snart bruger nogle af sine mange penge på istedet at oversætte A la ricerca della lingua perfetta - Ecos bog om tænkningens tossestreger siden middelalderen og hvordan de alligevel førte til sprogvidenskabens opdagelser m.m.

Den Højere Troskab

Selvom jeg er yderst skeptisk og fed up ved den vedvarende og ældgamle (Tacitus, Montaigne) tendens til at projicere det autentiske og livfulde over på såkaldt fremmede racer og kulturer, foretrækker jeg nu alligevel selv den gode pastor James med hans moonshinerdunk, fremfor WASP sjælefangeren og hans strømlinede kommunikationsteknikker - begge øjensynligt tilgængelige i High Fidelity.