Fun (1 liter)

Da jeg var ni-ti-elleve år elskede jeg Peter Sellers, og når det hed sig, at en ny Lyserøde Panter film var på vej, blev jeg helt urolig af spændt forventning. Men over hvad? Det er helt umuligt idag at fastslå, hvad det dog var, der gjorde disse film så morsomme.
Til gengæld husker jeg en vanvittig dårlig komedie fra 1980erne, Fars Fede Ferie med Chevy Chase, med én eneste uforglemmelig vits. En familie er på vej gennem USA for at nå Disneyland, inden de lukker for sæsonen, og undervejs kreperer en bedstemor, de har med i bilen. Men det er der ikke tid til at kære sig om, man kører rundt med den døde på bagsædet og vifter af stanken, indtil liget kan anbringes i en gyngestol på verandaen foran et hus, hvor der ikke er nogen hjemme, og så afsted igen. Sjovt, sjovt!

Ændrer ens humor sig med alderen, sådan at nu har man grinet længe nok af et eller andet, og så virker det ikke mere? Eller er det tidsalderen (kulturen), der forandrer sig, og så er der noget, der bare ikke er sjovt længere? Eller er sjovt igen?
Life of Brian havde premiere, mens jeg gik i folkeskolen, og den cirka fjortenårige, der sad i biografen, morede sig fra start til slut. Men da jeg genså den omkring 1990, var det lige før, jeg kedede mig. Det eneste, der holdt, var gakket med de mange revolutionære bevægelser, The peoples front for Judea, der ligger i skarp ideologisk strid med The judean peoples front osv. Og så virkede scenen, hvor John Cleese´s romerske centurion korrekser de natlige graffitti-malere for deres dårlige syntaks. Men sketchen virkede netop, fordi jeg fattede den og kunne more mig bedre, end da jeg var fjorten.
Under Muhamed-krisen lånte jeg så filmen på DVD, og nu virkede religionskomikken igen. Man skal tilsyneladende være fjorten år, for at synes det er kosteligt, når korsfæstede mænd synger; nogle-og-tyve for at appreciere en vits om sort skole + antik graffitti; mens man omvendt skal leve i en tid, hvor religiøse massebevægelser går til angreb, før gale tilhængerskarer og spøjs stening sender kramper gennem det muskulære apparat.

Sidste weekend anstillede jeg så visse studier, det vil sige, afspillede et par nyere DVD-komedier fra biblioteket. American Pie III - The Wedding (2004) og There´s something about Mary (1998). Kunne de være sjove? Jo, jeg lo faktisk. I American Pie tyr en figur til at spise lort for at undgå, at de fine folk, han gerne vil imponere, spiser samme lort; i There´s something... håndteres en skindød, såvel som invalideret hund aldeles upassende, pakket ind i gips bliver den glemt på taget af en kørende bil osv. Det virkede. Men resten? Blot lidt smil! Tilmed forsøger filmene at fremkalde fnis ved forekomst af bøsser og liderlige pensionister, og her må der være tale om tidernes skiften - hvis det nogensinde har været morsomt, at pensionister har en seksualitet eller at onkel Benny viser sig at være homo, så er det ved at være længe siden.
Kan man således fastslå, at alene fæcalofagi og usømmelig omgang med lig og handikap tilhører det universelles kategori og vil være morsomt til alle tider? Mens alt andet er afhængig af epoke og aldersgruppe? Eller vil der komme kulturer, hvor der ikke længere er tabuer omkring håndtering af lig og lort?

PS: Jonathan Richman optræder som trubadur i marginen af There´s something about Mary. Han sidder og synger i et træ ved filmens start, og synger langs med handlingen undervejs, og det var selvfølgelig også en dagsrest bag drømmen beskrevet nedenfor.