Fraklip fra mine erindringer (nr. 411)

....

Det var et grillparty, det var i 1999, og jeg gaflede et par skiver kød og en pølse fra den store rist over bålpladsen i haven og satte mig hen under en parasol hos et venligt udseende par. Forekom de mig bekendt? Det viste sig, at det var de to skuespillere fra Vil du se - jeg har fået bryster, en ungdomsfilm fra 1970erne. Selvfølgelig havde jeg sukket over hende i biografen engang for længe siden, og det var skægt at møde dem, nu vi alle var blevet voksne.
Pigen havde været fjorten år dengang. Hun var blevet voldtaget af instruktøren, Jørgen Ravn-Halvorsen, der var besat af lolitasex og derfor havde specialiseret sig i ungdomsgenren - et klogt træk, der sørgede for en lind strøm af helst ikke mere end tolv-trettenårige linselus gennem hans lejlighed. Pigen havde efterfølgende overlevet et selvmordsforsøg, men var blevet lam i underkroppen og havde brugt resten af sin ungdom på genoptræning. Først sent i livet havde de to skuespillere, der havde spillet de unge elskende, dengang de var unge, fundet hinanden. Nu drev de et lille omrejsende børneteater, nærmest tilbagetrukne i deres anonyme turneliv mellem daginstitutioner, festivaler og såkaldt kulturelle tiltag i byggerier med mange indvandrere.
Det var godt kød, vores værter havde lagt på grill. Pølserne var fra en slagter, urterne synlige i farsen, og bøfferne lå saftige og dryppede ned i flammerne. Grøn salat og kartoffelsalat stod i skåle på alle bordene. En let støvregn sørgede for masser af røg, og der var ved at blive trængsel under vores parasol.
Pigen kunne gå nu. Det i sig selv var en kilde til bevægethed hos deres venner, opdagede jeg, da jeg kikkede ned langs bordet. En dyb kollektiv lettelse; folk sad tavse med nedadvendte blikke og savede i kød med plastknive, men ansigterne strålede af den der lettelse, af omsorg og hengivenhed. Fyren havde været narkoman i en årrække, hun haft tre operationer i ryggen. Men nu var det okay, hendes spring ud i tom luft næsten gjort ugjort.
...
(Ja, ja, jeg ved det godt, det er selvfølgelig næsten redundant, nu hvor Anders Lund Madsen har skrevet et eller andet og jeg så godt artiklen i går i Information. Det er godt et måned siden jeg første gang bloggede indlægget her, fordi en ven havde sagt, "Den historie skal på bloggen." Men så sagde en anden ven, der havde misforstået noget, og troede instruktørens navn var autentisk, at jeg skulle lade være og fjerne det, for hvad skulle man med det og jeg ville sikkert få en sag på halsen. Mit eget forbehold var mere at hvis andre end de 5-10 faste læsere af bloggen kom forbi, kunne det være at de to skuespillere ville ende med at føle sig hængt ud og det ønskede jeg jo ikke.
Men nu tænker jeg, at det i ekstra grad skal blogges, faktisk fordi jeg havde en veninde i DKUs børneteatergruppe, der landede en rolle i filmen Krigernes Børn (1979), og hun blev selvfølgelig også voldtaget af instruktøren, som faktisk blev dømt et par år senere. Hvilket desuden var enden på pigens karriere. Så det lader til at mindst tre ungdomsfilmsinstruktører havde gang i overgrebene - gad vide om der overhovedet var instruktører af ungdomsfilm, der kunne lade børnene være?)
(Nå, hov, nu har jeg fået læst Anders Lund Madsens kronik i Jyllandsposten (10/8), og han skriver sådan set det hele om Krigernes Børn, jeg vidste ikke, at en af pigerne havde gennemført selvmord, det var sådan skandalen begyndte at rulle, okay, men lad mig så blot tilføje: ham i alle sammen dyrker for hans søde sange og søde film, og som for nylig havde premiere på sådan en rigtig gave til Politiken & Information segmenterne, en film om det onde overvågningssamfund, han havde også gang i sine medvirkende under femten, og gud ved hvorfor han synes overvågning er sådan noget lort.)