Goddaw Loe

Hvad skal jeg med Erlend Loe, der sker intet i de sætninger, det sprog. Nå, denne noget konservative blogger løfter hermed sit ene misbilligende og nådesløse øjenbryn efter at have læst, at Loe nu har slået sig på fantastformidling. Organisten. Et eller andet postbuds altopsugende konspirationsteori, formodentlig en enorm practical joke. Håber man. Men ærlig talt, så foretrækker jeg da Umberto Ecos suveræne brug af den okkulte tradition i Foucault's Pendul (nej, ikke dén Foucault). Det er ligefrem en klog bog med vise pointer.
Dengang jeg gik på Forfatterskolen, løftede en lærer sit eget misbilligende og nådesløse øjenbryn (det venstre, tror jeg) af Eco, og kaldte alt skrevet siden Rosens Navn: pop! Selv ser jeg det lige omvendt. Rosens Navn kan jeg ikke genlæse, den står tilbage som blot en krimi, mens Foucault´s Pendul er en guldgrube af suverænt unyttig viden turneret skægt og spøjst - og uhyggeligt første gang man læser den. Tilmed særdeles oplysende og nyttig viden om unyttig viden. Eco har overblikket over konspirationernes monotone hovedspor, og alt den man-ønsker-ikke-vi-skal-vide viden, der snor sig frem gennem reformationen og oplysningstiden, antisemitismen og nazismen, til vore dages kiosklitteratur. Da den væmmelige Dan Brown første gang blev anmeldt i Danmark, skrev journalisten, at det da bare var en meget ringe ripoff fra Eco. Forskellen er, at den evnesvage Brown faktisk tror på det giftige ævl og spinder ondt guld af det.
Nå, nok om det. Lad os håbe Gyldendal snart bruger nogle af sine mange penge på istedet at oversætte A la ricerca della lingua perfetta - Ecos bog om tænkningens tossestreger siden middelalderen og hvordan de alligevel førte til sprogvidenskabens opdagelser m.m.