Hvem ka´? Inka´

Min lillesøster og min kusine er gift med peruanere, og i lørdags var det Perus nationaldag med fest i Krudttønden på Østerbro, og bloggeren dansede til cumbia og inka hiphop til ud på de små timer. Det er dog altid lidt akavet i disse sitautioner, at godt nok kan disse familier ikke lide Dansk Folkeparti, ja, de føler sig berettiget til meget voldsom forargelse, men så sidder de - nogle - ellers og taler som en f.eks. peruansk udgave af slagsen. Suk! Og der er forskel på at sidde sammen med gutterne, hvis gutterne er pakistanere og afrikanere og så skændes så blodet drypper, mens man skåler, og så at sidde på familievilkår og skulle holde gode miner.

Il famoso

Mmm, ja, her er sådan lidt - as seen on TV...udsigt fra Palatinerhøjen, Mussolinis "gebis" i toppen øverst til venstre, Colloseum for neden - i øvrigt synes jeg Kvicklys digitale fremkaldelser er skod, never again.

Gensyn 2

Morten Søkilde - the poet - nyder en gang cannolli siciliana på det fornemme (hvad ellers) Giolitti....og en vegetar pizza overfor min buffalla på hygsomme Panne et Penione, lige bag Piazza Navona.

Gensyn med Borghese

Okay, så kom fotografierne, og de var ikke særlig gode, men her er så terrassen på instituttet med Arne Haugen Sørensens skulptur og så ellers nogle stipendiater, der nyder et glas på Campo di Fiori.

Sacra familia 1

Kvickly har leveringsproblemer, det vil sige, mine billeder fra Italien lader vente på sig, så istedet er her, lidt grænseoverskridende, et par scans fra familiealbummet. Mormor og morfar - Vera & Georg - på strøgtur som nygifte i 1930; så på et traktørsted i skoven i selskab med morfars adoptivsøster Olga, der hurtigt blev smældfed; et par stykker med mormor og min ret lille mor - plus hund og automobil, nyindflyttede i Klampenborg på Emiliekildevej (det var før morfars første konkurs); og så på nyt traktørsted, morfar og tante Olga med fadøl og deres første børn.

Sacre bleu!

Jeg sad forleden og læste hele næste nummer af et tidsskrift som pdf-fil, og det slog mig, at der er to slags forfattere: konditorerne og så dem der klasker fladbrød på en sten. Nogen mestrer fremragende sproget, som blot mel og vand, og så er der andre, f.eks. Niels Frank, der bruger det som både mel og vand og æg og sukker, sukat, rosiner og chokoladeovertræk, hvis det skal være. Jeg foretrækker det sidste, i længden giver det mest plads til læseren, synes jeg: engang i 1980erne læste jeg et eller andet af Deleuze, måske var det hans essay om Artaud og Lewis Carroll, måske hed det sådan noget som Det Stribede & Det Flade, whatever, men jeg tror, det var der han vendte sig imod uforglemmelige sætninger til fordel for den upåfaldende, energiske skrift - mel og vand - og sådan har jeg det bare ikke. Gerne monumentalt citerbare og autoritære sætninger til mig. Hellere Frank end - ja, så mange andre. Det er da de tekster, man kan flytte ind, og være mursejler under taget.

Nå, jo, det er næste nummer af Blå Port og der er skam en af mine historier i - afsted til kiosken 1 september! Og til Herat i Afghanistan, hvis du kan finde en rejseleder.

Tre nitter - snup en bitter

Nå, nu forstår jeg. Tre-personers udvalget bag kunstfondens litteraturuddelinger bestod af trivialforfatteren Annemarie Ejrnæs, arkaisten Bo Green, der meldte sig ud af kunsten for femten år siden og så - fordi både venstre, radikale, enhedslisten og de konservative gerne klasker hinanden på skuldrene med at nu må vi også åbne os overfor verden og bringe ekspertise ind udefra og slippe for det provinsielle - en fuldstændig nar fra et hollandsk universitet.

Cut - pasta

Det er min fødselsdag i morgen og inden jeg skal fejres af familien, er jeg nød til at tage på hospitalet til en forundersøgelse... til operation! Don´t ask. Men jeg skal nok få mad på et tidspunkt. Ellers har det været en kulinarisk nedtur at vende hjem. Det er ligesom ikke det samme med chorizo eller Nettos jalapeno-pølser, når mundvandet mindes de calabriske chilipølser eller den med fenikel i. Og selv om det er godt med lidt kebab igen, kunne jeg ikke drømme om at spise pizza her på Nørrebro - det er jo slet ikke pizza længere. Selv buffala´en hos Luna Rosa på Ndr.Fasanvej er bare en alt for stor dejklump nu. Jeg ved ikke, hvad det er med mig, det må have været et anfald af selvdestruktivitet, der forleden fik mig til at prøve en af min mors diabetiker-isanretninger, som jeg hældte godt med 8-årig rom udover - udrrr!

Research is a bitch

Kamæleonsskriften i Jeppe Brixvolds Forbrydelse & Fremgang er en dejlig ting, glidningen fra stemme til stemme, at stemmerne smelter over i hinanden, men lyder distinkte - og under læsningen var jeg også ret glad for at slippe af med det jeg, der snakkede cigaretter, whisky & nøgne piger, det er der lidt mange der gør i "tidens unge litteratur," så hellere følge med de næste stemmer ind gennem bogen, og det var med vemod jeg senere tog afsked med Alexanders frejdige linier: Åh, nej, forsvinder han nu!
Så.
Et par gange nævner makedoneren byen Antiochia. Men, øh, den blev langt senere grundlagt af Alexanders general, Seleukos, og opkaldt efter hans søn, prins Antiochos. De gjorde det jo alle sammen, ikke kun Alexander anlagde Alexandria-byer - efter hans død, da de havde delt rovet og fået hver sit kongerige, anlagde hans generaler Seleukia´er og Ptolomaia´er og Antiochia´er i ét væk. Fra Ægypten til Pakistan. Og stemmen nævner bjergkæden Hindu Kush (i antikken, Det indiske kaukasus), som vistnok eller som betyder regel "Hindudræber," og med tiden fik sit navn, pga. de mange indiske slaver, der omkom, når de blev drevet over bjergene på vej til markederne i Persien og Centralasien. I fiktion er det ofte nødvendigt at bruge nyere navne for bjergkæder, floder og landområder - læserne skal jo kunne orientere sig. Men en by, der ikke var der endnu - ups. Selv skrev jeg i min egen bog, trods stor omhu, at Elvis gik til indianerfest på en black radiostation, samme år som raceadkillelsen blev ophævet i skolerne. Men den var blevet ophævet to år tidligere. Hvilket slog mig, i det jeg åbnede den færdige tryksag. Schhhhhheiiize! Enhver amerikaner ville straks se det. Jeg gumlede et væg-til-væg tæppe i ærgrelse. Men godt det ikke kun er mig.

Fotodokumentation følger..

Sidste aften i solen på terrazzen med vandskulpturen i Rom - på kulturinstituttet: italiano dasker bass, danese niver guitar, det er jazz, Anblik-forfatter mixer cocktails i aftensolen - Dronning Ingrid har doneret 60 euro til campari, gin, tonic, vodka, juice, cola, rom, vin og økologiske citroner - og snart efter pauser musikerne, nye isklumper klirrer, Anblik-forfatteren går catwalk med nye sko, læser op og tager bifald, hvorpå bassstrenge igen slasker, guitarist med toiletbesøgsmimik - lige dele lavement og blowjob - fremplunker nye skønne toner, publikum bæller, flagermus flakser, myg stikker, forfatter går til ro, pakker rygsæk, stiller uret...

Mig & Maggedudi

Øv, altså. Weekendavisen trykte et indlæg i Bøger i fredags (tak!), men sjusket, min adresse er sat som en del af teksten, og så har de likvideret flere afsnitsmarkører, så det faktisk bliver meningsforstyrrende. Mit "Suk" kan nu kun misforstås. Og nederst stod de to sidste sætninger netop frit for sig, sådan at teksten mundede ud som et manifest, hvilket skulle være sjovt, men... Og titlen? Jamen, min titel lød NEGERBØGER ER IKKE NEGRE, og den rest de har valgt er bare ikke sjov, den ville jeg da aldrig have valgt, men jeg skal vel være glad for at de ikke ligefrem, som B.Blüdnikow engang, tilføjer sætninger, de synes ville hjælpe læseren på vej.

Nu jeg er ved det: i samme bogsektion bringes som midteropslag en artikel af Paul Berman fra New Republic. Men whatch out! Den er redigeret, beskåret, minimeret og stynet, og det skriver de ikke. Kun den afdæmpet polemiske slutning er tilbage, næsten, og det er altså synd. (Download gratis her:http://www.tnr.com/) Berman foretager en omhyggelig og sober afvejning af hvorvidt Tariq Ramadan er rævepels eller hædersmand ved at gennemgå mandens erklærede helte og ideologiske forudsætninger, Maududi, al-Banna og Qutb. Og så udelader Berman endda næsten Maududi - Maududi?, ja, Maududi, ja, det var hans Jamaatier, der i militserne al-Badr og as-Shams begik en stor del af massakrerne på hinduer og gudløse venstreorienterede i Bangladesh-krigen i 1971 - lige til den sidste nat før overgivelsen (Tiger Singh var på vej i spidsen for den indiske hær og ud af sumpene kom Muhkti Bahinierne), hvor hans tilhængere så vidt muligt slagtede landets intellektuelle - og det var Maududis Islamic Foundation i England, der lavede den første fatwa mod Rushdie, måneder før Khomeini, og de er altså Tariqs pals på de britiske øer.