Sacre bleu!

Jeg sad forleden og læste hele næste nummer af et tidsskrift som pdf-fil, og det slog mig, at der er to slags forfattere: konditorerne og så dem der klasker fladbrød på en sten. Nogen mestrer fremragende sproget, som blot mel og vand, og så er der andre, f.eks. Niels Frank, der bruger det som både mel og vand og æg og sukker, sukat, rosiner og chokoladeovertræk, hvis det skal være. Jeg foretrækker det sidste, i længden giver det mest plads til læseren, synes jeg: engang i 1980erne læste jeg et eller andet af Deleuze, måske var det hans essay om Artaud og Lewis Carroll, måske hed det sådan noget som Det Stribede & Det Flade, whatever, men jeg tror, det var der han vendte sig imod uforglemmelige sætninger til fordel for den upåfaldende, energiske skrift - mel og vand - og sådan har jeg det bare ikke. Gerne monumentalt citerbare og autoritære sætninger til mig. Hellere Frank end - ja, så mange andre. Det er da de tekster, man kan flytte ind, og være mursejler under taget.

Nå, jo, det er næste nummer af Blå Port og der er skam en af mine historier i - afsted til kiosken 1 september! Og til Herat i Afghanistan, hvis du kan finde en rejseleder.