Saturday, June 16, 2007

Kill Collins 2


Det danske kulturinstitut - Accademia di Danimarca - ligger bag Villa Borghese-haven, på en af Roms syv høje. Ved siden af det svenske, det hollandske, det belgiske, det ægybtiske og det rumænske. Rumæniens kulturinstitut er en enorm kasse fra landets tid som olieeksportør op til Anden Verdenskrig - nu har de ikke råd til at varme bygningen op om vinteren. Henover Piazza Thorvaldsen og op ad brede trapper ligger så det britiske, det japanske og det østrigske.
Og i aftes holdt østrigerne fest. Wienervals + disco + fri bar. Accademia di Austria var også et stort sted og der var vel 3-400 gæster. Alle institutterne var inviteret, plus en masse italienere.
Først dansede vi salsa, men DJ´en, en veteran fra Abessinien-felttoget og nu ung med de unge iført bagvendt kasket, havde i 1970erne genkendt kulturens zenith som Bachmann Turner Overdrive´s You ain´t seen nothing yet. Den fik man så tre eller fire gange. I det mindste i originalversion. DJ havde nemlig også købt sig en dejlig CD med cover-versioner af 80-hits, og pludselig stod jeg på dansegulvet omgivet af f.eks. 50-årige mellemeuropæiske billedkunstnere, der følelsesfuldt sang med på I can feel it coming in the air tonight. I cover-udgave. Sunget af samme stemme, der kort efter leverede She´s got Bette Davis Eyes (som bloggeren godt kan lide) og Queens I want to break free. Ach! Fik jeg nævnt, at billedkunstnerne sang deres Phill Collins klassiker, mens deres løftede knytnæver bankede rytmen?
Da jeg havde mast mig frem til DJ´ens øre tre gange, og han hver gang havde nikket og givet mig thumbs up, "I play - in ten minutes!" spurgte en af pigerne ham, om han vidste hvem Justin Timberlake var? Hmm? Han mente ikke... - nej, de havde ikke spillet lige det dér nummer til Mussolinis konfirmation.

1 Comments:

Blogger Nynne said...

ARGGH - Ikke bare Collins, men cover af Collins med samt karaoke. Den er ond at komme igennem. Jeg håber du drak dig i hegnet og glædede dig over at det dog ikke var danskerne der var vært. Østrigerne... well you know what they say.

12:36 PM  

Post a Comment

<< Home