Kryb

Det må være den såkaldte rummelighed, der skulle komme med alderen: jeg må nemlig erkende.... når jeg ikke på min computers playlister hernede kører smarte ting som Hound Dog Taylors Lets get f-o-ong-ky, Mike Williams The lonely soldier eller Butterfly Bouchers Changes fra Shrek 2 med Bowie som backupsinger, så hører jeg sgu Spandau Ballet. Den gruppe blandt New Romantics jeg bare hadede allermest tilbage i 1980erne. Duran Duran var åndssvage, men Spandau Ballet skulle have tæsk! Ham, forsangeren, der havde været hos frisøren nede i storcentret, og nu troede han var Bryan Ferry + 20 kilo. Latterlig! En nar! Og nu? Jamen, hvor er de bare gode, de der to-tre hits - True, Gold, To cut a long story short I lost my mind - sikke nogle prægtige unge herrer, de var, spandauerne.
Vor egen musiker her på stedet fejer skadedyr sammen hver morgen. Her idag var jeg nede og kikke på, mens han skubbede 6-7 mindre, og tre virkelig store fede kakkelakker + en lille sød miniskorpion op på fejebakken. Godt man ikke bor i stueetagen, hvor de ligger døde eller sprællende af gift om morgenen. Selv har jeg en effektiv barrikade, bla. sidder et tykt værk af Jan Sonnergaard i klemme under min dør hver nat. Det er godt nok også sjældent krybet når helt op til anden sal, hvor jeg bor, men indtil 1 juni - hvor de fleste beboere blev udskiftet - var jeg den eneste, der ikke havde haft besøg af dem.