Nequaquam vacuum

Hmm? Var til salon i aftes, hvor tre kritikere diskuterede bla. Simon Fruelunds BORGERLIGT TUSMØRKE, og det undrede mig egentlig, at høre den ene, - Moritz? - tale om at Simon "viste." Er det mig, der er dum? Ingen kunstnere har nogensinde vist noget, forstået som trådt til side for virkeligheden. Man fremstiller, det vil sige stiller noget frem, som udgår fra en selv, ligesom gøgen fra et kukur. En figur flyver ud og kukker, men denne stemme er stadig rakt frem af uret. Og så talte samme kritiker om tomheden i de liv, Fruelund fremstiller. Hmm! Tomhed og fylde er begreber, snak, pladder. Jeg har aldrig mødt et tomt menneske, der levede et tomt liv. Med mindre det var sådan, jeg ville se på vedkommende. Begribe dem. Er det mig der ikke har forstået noget indlysende? En forfatter stiller sine tinsoldater frem og så leger man selv med dem, når man indlæser dem. Men i mit liv findes ingen mennesker, der er uden engagement, medfølelse, fjendtlighed, kritisk sans, blinde vinkler osv. Hvem siger det er forkert at feks. nogle indere på en villavej ikke render over og voldgæster naboerne?

Maskeforbud

Jeg har fået mit første kritiske eller måske fjendtlige indlæg, det står under Blufærdighedskrænkelse featuring The Outlaw Mountie, og jeg kan ikke finde ud af at linke til det, man må scrolle dernedaf. Stemmeføringen er en piges, men hun præsenterer sig ikke - det synes jeg godt folk må, åben pande på nettet, tak.

Stalker-Nyt

Forleden var jeg budt til overdådig middag hos de søde fra San Cataldo - hummer, dyremørbrad, græsk slik - og fik forevist en collage, et værk simpelthen, som den farlige narcissist fra akademiet havde rundtsendt til alle de andre: på collagen var jeg anbragt i en potte og blev tisset på. Kun en tåbe frygter ikke afvist kvinde.

Om intellektuelle surkål

Farfar var søn af en skomager på fyn, men præsten støttede, at han kom på gymnasiet, og så læste han statskundskab, blev direktør, takkede i 1952 nej til posten som nationalbankdirektør, startede et hjælpearbejde for tyske flygtninge i 30erne, havde en somalisk prins boende i 1960 osv osv, og når jeg hører bonderøve som Carsten Jensen fra Vejgård i Himmerland og lignende provinsvenstreorienterede surkål, så tror jeg gerne de har ret i deres "Vi er ikke åbne, vi er en snæversynet almuekultur," osv, men dette VI må være deres egen familie, og ja, de ligner dem stadig og projicerer snæversynet ud på resten af befolkningen - men ærlig talt, er der nogen der har tal på alle de jehovas vidner og indremissionske hunkøn, der i 1960erne og 70erne giftede sig med arabiske, tyrkiske, pakistanske mænd i DK? For det var primært dem, der fik børn med flappedarbajderne, - flipperpigerne og de intellektuelle, de var mere sammen med sydamerikanerne etc. , ganske indlysende, de jævne fandt sammen, damerne fra almuen kunne noget med den vidtåbne.

Kollaps

Mit kunst-konsum de seneste dage har bestået af N´SYNC - CELEBRITY, af nostalgisk lytten til gode gamle Siouxsie and The Banshees, biografture til WTC (O.Stone) og VOLVER (Almodovar), samt bjergbestigning i Jasques Roubauds romansammenbrud, LONDONS STORE BRAND. Og udover Siouxsie, har det bedste klart været N´SYNC og Almodovar. Der var noget. Det bedste, foreløbig, hos Roubaud har været da hovedpersonen laver kaffe af varmt vand fra hanen. Uff. Det gjorde indtryk, en franskmand without style and grace. Jeg kan godt lide strukturen, men han skriver bare for kedeligt. For ligegyldigt.
Iøvrigt var WORLD TRADE CENTER et godt eksempel på mislykket kunst. De første 25 minutter bygges en fantastisk stemning op. Man følger de lidt upåagtede redningsfolk, mest latinoer, de har ikke engang patruljevogne, de ankommer i en bus, de ved ikke hvad der er sket, alt er rod, blodige mennesker, forvirring, og da de går rundt inde i den ene bygning, og stadig tror at kun et fly har ramt og at ilden er sprunget fra hus til hus, begynder de at høre den vanvittige lyd af metalskelettet, der giver sig... og lidt efter klapper etagerne sammen, smæld for smæld og de får lige netop sprunget ind i elevatoren... .. så følger man de tre, der har klaret den første nedstyrtning, klemt fast under brokker og støv, og den opbyggede stemning kan fordybes - men istedet hopper man så ud til en slags soap om deres familier. Kollaps af effektiv fortælling, øv. Resten er rædselsfuldt.

Nid og nag

For nylig i telefonen erklærede en digter, at en anden digter havde plagieret sig til succes. Ganske simpelt planket stil fra en anden (tredje). Okay, jeg kunne ikke se det. Men jeg har da selv haft paranoide oplevelser med at se hele samtaler, jeg har ført med klassekammerater på Forfatterskolen samplet ind i deres værker. Værst var det næsten, da vi havde en gæstelærer, og jeg i hendes time plabrede om hvordan man kunne bruge sine drømme i skriveprocessen og fortsatte, "Inderst inde er vi alle sammen langt ude." Det bonmot var jeg ret glad for og havde tænkt mig at bruge i en specifik tekst, men jeg er ikke så hurtig, og lærerinden kunne sgu også lide hvad hun hørte - godt et år senere publicerede hun en artikel med netop den titel.
Freud havde det problem, at han godt ville grunde længe over sine ideer inden han publicerede, ikke mindst fordi det lå ham på sinde, at give psykoanalysen videnskabelig troværdighed (sic!), men når han så diskuterede dem med sine elever, drønede flere af dem hen og udgav tankerne, som deres egne.
Men. Sådan er livet - det bæst. Så snart man har sagt noget er det vel i the public domain, ligesom alt det man selv siger uden at betale til copydan? Og hvem kan holde ud at holde kortene tæt til kroppen? Ikke mig. Men man kan blive nød til at droppe skrivende venner, der ikke kan nære sig, det kan man selvfølgelig. For det er jo ærgerligt at blive planket, det er industrispionage.
Nu kommer der en afsløring: mens jeg gik på Forfatterskolen syntes jeg en lærer publicerede en tekst, der lå for tæt på en scene i det, jeg havde sendt ind for at blive optaget. Men måske tog jeg fejl. Vi tilhørte samme generation, rum og erfaringer er vel ofte kollektive. Der var bare lige de der to sætninger, der lignede. Så. Okay, jeg lagde en fælde. En anden lærer havde hånet mig for at meditere og dyrke yoga, og så smed jeg maddingen ud, jeg citerede Jes Bertelsen, uden at sige hvor det kom fra. "Måske er kærlighed en forøgelse af opmærksomheden." Sådan cirka lød citatet plus et par stykker til, og... bingo. Et par år senere udkom et værk med dette bonmot, og forfatteren blev netop rost i anmeldelsen for de vise ord.
Problemet er bare - jeg kan da ikke huske alt det jeg har læst og hørt, en god computer kan lave sammenligninger og finde alt fra Bibelen til Netto-avisen planket i mine tekster.

Blufærdighedskrænkelse feat. The Outlaw Mountie

Så er det post 100 på bloggen, og tid til reflektion om cyber-etik. Jeg ved sgu ikke. Det har været grænseoverskidende- og skridende at skrive om eller anmelde nogen jeg kendte. For det er et mærkeligt medie. Er det intimt eller offentligt? Bagtalelse eller udhængning? Man ved ikke hvem og hvor mange, der læser det, det er stort set kun litterater, der lægger kommentarer, og man kan få fornemmelsen af en privat samtale, skønt den er så offentlig som ingensinde tidligere. Bare det at kommentere bøger blev lige lovlig grænseafprøvende, når det var nogen jeg kendte - og skulle jeg have fuldt min mavefornemmelse, skulle jeg bare have ladet være. Det tror jeg så jeg gør i fremtiden, man kan jo også bare skrive om NJALS SAGA og Duns Scotus opgør med Anselm af Canterbury. Eller noget.
Et særligt felt har været en gut jeg kendte engang og som i 90erne bagtalte og nedgjorde og tilsvinede mig på det groveste - til en stor fest, stod han i den anden ende af lokalet, da jeg kom ind og råbte, "Guuuud, er du ikke død af AIDS endnu?" - og jeg tror egentlig, jeg havde noget i klemme stadigvæk, så der har jeg ikke holdt stien ren. Selv en mountie kan komme i uføre, ryge udenfor loven, og alligevel må han forsøge fortsat at være retskaffen.