4th of july - Fragment 11,5 - The Kindness Of Strangers

… ja, ja, du anonyme smædeskribent, jeg er ikke rigtig klog, what else is new, og sæsonens vanvid har omsat sig i interesse for Lana Del Rey. Men tro mig, jeg har prøvet meget værre vanvid, meget mere besværligt vanvid, og så er der jo altid en mening med galskaben.

For nogen tid siden, men især også altid, var jeg endt i en nogenlunde stoisk resignation. Der dog alligevel netop slet ikke længere var en fattet, men en fuldkommen modløst bitter verdensforkastelse. Indtil Lana virkede på mig. Hun forekom mig ædel, umiddelbar og ikkekrænkende, en sådan person var kommet til udtryk, brudt i gennem, hende kunne jeg omfatte med dyb sympati. En lettelse. Skønt jeg ikke kunne forstå, hvorfor jeg ligefrem følte, at hun var en helt.

Nu går det op for mig, at hun i KILL KILL (indspillet 2007) synger don’t trust anyone – ligesom teksten på en af hendes ældste tatoveringer lyder Trust No One – men i KINDA OUTTA LUCK (oploaded 2011) synger hun, time to give in to the kindness of strangers og i videoen RIDE (indspillet 2012) siger hun, my motto is the same as ever: I believe in the kindness of strangers. Og sådan har jeg jo også altid haft det. Også altid været. Alligevel. Tak for at minde mig om det. Jeg bevidner hermed frelsen gennem troen på Lana Del Rey, døber mig på ny i hendes lyd osv osv. Art works in mysterious ways.

Nå, jeg har lyst til at sakse fra et interview, det tyske netmagasin Electronic Beats publicerede den 19 juni, men først lige en tidlig video med noget Chet Baker+heroin collage.

 ... I spent the last ten years in community service and writing folk songs. I don’t give a fuck about what I look like. Saying I came from billions of dollars is crazy. We never had any money. I feel, as a person who grew up reading about and being inspired by other figures with integrity, to kind of be turned into the antithesis of that is not what I planned. It’s the way it’s going right now, but I deal with it as it comes.

Let’s go back to what you said about doing community work. {...}
... I’ve been sober for ten years, so it was drug and alcohol rehabilitation. It was more traditional twelve-step call stuff. Just people who can’t get it together, me and groups of other people who have been based in New York for a long time working with people who need help and reached out. It was about building communities around sobriety and staying clean and stuff like that. That was my focus since I moved to the Bronx when I was eighteen. I liked music, but I considered it to be a luxury. It wasn’t my primary focus: the other stuff was really my life. But no one ever - it’s not interesting.
No, it’s really interesting. So your social work was based on your own experiences?
Yeah, because I was an addict who got clean.
As a teenager?
Yeah.
So obviously it must have informed your music.
Yeah, it’s been my main influence, I would say.

Well, I watched the video for “Ride”, and I was truly fascinated. To me, it felt so ‘wrong’ on so many levels, but that also made it truly transgressive because mere hedonism or being rebellious is no longer transgressive.
Yeah. Like, I remember it was the San Francisco Chronicle or whatever who wrote this huge thing about me being an anti-feminist. But the thing is, I don’t really have any commentary on the female’s role in society. It was the same with my first song that got big, “Video Games”. People had criticisms about it being submissive and whatever, but nothing I ever wrote had a message. It was just my own personal experience, and it’s the same with “Ride”. I believe in free love and that’s just how I feel. It’s just my experience of being with different kinds of men and being born without a preference for a certain type of person. For me, that is my story in finding love in lots of different people, and that’s been the second biggest influence in my music.

ShareThis Copy and Paste

4th of July - Fragment 12b - No Moral Compass

Labile labia? The accidental feminist? Forbløffende mange mennesker har, når de ser RIDE første gang, set noget, der ikke forekommer i videoen. Tvang, samleje på pinballmaskine, eksplicit prostitution. Selv måbede jeg ved synet af … den svedige hængebug … den ækle libertiner … den læderklamme kleppert … men nu synes jeg valget af mandetyper er genialt. Eller bare smukt. Smukt og fint. Et smukt og fint lille gesamtkunstwerk. Der driller seerne. Sådan, at man vågner. Ingen af mændene optræder som andet end rare og kærlige. Men fordomme, den følelsesmæssige firewall, kan betyde, at man overser det. Selv overså jeg den kostelige sekvens med den store biker, der lytter følsomt og tænksomt til sangerinden. Fordi mit blik straks så BLUE VELVET – Frank Booth, der lytter til Dorothy Valens, mens han gnider på et stykke fløjl. Men videoen synes snarere i familie med det renæssance-maleri, hvor en vansiret, grim og ældet mand, kærligt betragter et barn, der i sin tur blot ser sin rare bedstefar.


Domenico Ghirlandaio
(guirlandernes opfinder?)

Vær lige opmærksom på, at videoen varer samfulde ti minutter. Og fortsætter efter første credit-skilt. Og jeg går ud fra, at det giver sig selv, alt det med, at det kvindelige subjekt her inkarnerer den eksistentielle og amerikanske frontier figur med weltschmerz og vedvarende opbrud i monumental ødemark og nocturne byskaber, uden af den grund at mime maskuline attituder og kropssprog. Så det vil jeg ikke dvæle ved.

Nå, jeg ville egentlig have publiceret disse indlæg samlet den 4 juli, men der var et eller andet galt, jeg kunne og kan ikke få blogspot til at vise hele teksten, ikke både interview og kommentarer og links … og … så gik tiden … nu bliver det bare i dag i stedet, men jeg tror, jeg snyder og bagdaterer udgivelsen, og fordeler den på hver sin granatsplint, fragmentationsblogger som man vel er.

4th of July - Fragment 7 - Oh Say Can You See

... I’d be lying if I said I didn’t love any fucking film or book based around the underbelly of society. I’ve always loved that. But on the other hand, I’m kind of simple in the way that I love the movement of a super-eight flag waving in the wind. The same with the palm trees and that sepia color of the fifties film. Like a lot of my choices {i de håndlavede, tidlige videoer} had to do with the grade of the film. It was that simple, purely aesthetic. Same with my interest in photographers and things like that. A lot of it is just the look of it. I just like it.

Do you consider yourself patriotic?
Not anymore.
You were still living in America when Obama took over. Did that change things for you?
The first election? I was happy for the American people because he was a symbol that they needed to feel better.
Do you have opinions on healthcare reform or . . .
I have a lot of political opinions.
Yeah? Let’s hear some of them.
I get a lot of grief for just talking about my own musical choices. I don’t usually talk about my views these days that much on politics.
Do you consider yourself to be political?
Yeah, definitely.

Shortly, healthcare.

Well, it’s complicated because everything has changed for me. Before I had no money. And now everything I make, I lose. So I don’t have money again, because I lose half. Healthcare reform—that needed to be addressed. I still don’t have health insurance because I haven’t been back to the United States since the time when I couldn’t afford healthcare because it was seven hundred dollars a month. {hun bor mest i UK, fordi hendes fyr er skotte}

4th Of July - Fragment 0,2 - Better Than I Ever Even Knew

 

... So fine? jo tak, skal du have, men du
er nu heller ikke værst ..
 

Som bekendt brød hun i gennem med VIDEO GAMES på youtube i midten af august 2011. Ifølge myten havde hun endnu ingen pladekontrakt, men landede, som internetsensation, nu både det og modeljobs for Jaguar og Mulberry og Hennes&Mauritz plus forsiden af Vogue, og desuden blev sangen spillet på P3 en aften, hvor jeg lå og hørte Sport & Musik.
Oh!
Åh?

 

Hvem var dog det? Jeg måtte tjekke playlisten på nettet. Men nej, biblioteksvæsenet havde ingen CDer under det navn. Intet var udkommet. Du må regne med, at jeg var sådan en, der ikke havde net hjemme og aldrig havde piratkopieret. Men næste gang jeg hørte den i radioen, oplyste studieværten, at der fandtes en video. Så måtte jeg ned på Nørrebro Bibliotek igen, snuppe en stol inde på netcaféen mellem de hjemløse afrikanere, der sad og ledte efter en giftefærdig dansk kvinde på datingsiderne, og gudskelov sad der stadig et par af det offentliges fedtede høretelefoner i min maskine. Jo, det var det rigtige nummer. Og jeg var så sulten efter den melodi, at jeg hørte den igen og igen. Men videoen? Det var også en overraskelse. Det håndholdte, grynede, skater-romantiske, så cool. Og den sære, David Lynch-agtige forvirring af tidsaldre. Hvor Lynch i BLUE VELVET synes at lade 50erne sive ind i 80erne, som det fortrængte sprunget læk, virkede det hos Lana som 90erne genindspillet med 60ernes følelser. Men. Så var der hende selv. Pigen, der sang i videoen. Uha, hun virkede lidt for ung til, at jeg måtte kikke på hende. Hvilket så også var fup, makeup, attitude. Men nogen tid senere, da jeg igen ville se den, var videoen anderledes. Den var nemlig blevet ændret. Trusler om sagsanlæg betød, at hun havde måttet klippe grafikken fra videospil ud. Tilmed havde hun måtte ansætte fire personer til at finde de originale klip af skatere og af f.eks. en døddrukken Paz De La Huerta, der tumler rundt i nattelivet. Sådan, at man kunne betale dem for rettighederne.

Hvis du i dag søger alene på titlen hos youtube dukker kun den lovlige udgave frem. Som er tredje version, sådan set. Og den er flot og nok flottest. Men heldigvis havde fans i tide kopieret originalen i dens to udgaver, og de lægger den op igen, hver gang google fjerner den, man skal bare søge snedigt, selvfølgelig ... forleden var den væk ... men nu er den oppe igen .. her: