Haiku

En yakuza i jacuzzi
galleri under strømhvirvel, måske Rauschenberg

Jan The Man

Da du lovede mig lidt tæsk
og et smæk med skallen,
stod du øllet i dit flæsk
du sku´ ha´ røget tjalden.

Men så skal der også lyde en anerkendelse herfra. Jan har skrevet den bedste socialt indignerede prosa. Forstået som genereret den bedste novelle på følelser af såkaldt social indignation, givet sætninger og fortælling den musikalitet, vi vil have som læsere. Jeg tænker på 'Netto & fakta' fra Radiator.

Bulderbassens bouillabaise
spiser han af dåsen.
Skoddet er hans sidste hvæs.
Ikke mer´ papir til måsen.

Det er en beskrivelse af social deroute. Formodentlig en middelklasse-dreng fra Holte, der efter brødløse humaniorastudier er endt med gæld og på bistand ude omkring Tomsgårdsvej eller fuglekvarteret. Forfatteren rammer her så utrolig flot, den narcissistiske krænkethed ved derouten. Protagonisten står i supermarkedet og tænker ligefrem, at det er de andres skyld, de andre sølle eksistenser i butikken. Det er resourcesvaghed lige på kornet.
Omvendt kan visse forfattere finde på at udtale, at de gerne har villet VISE, at den enlige mor og blandingsmisbruger nede i parken rummer de samme menneskelige følelser SOM OS ANDRE. Forstået som samme følelser som de kystbanesocialister, der skriver og læser prisbelønnet prosa. Monstro. Men op i røven. Det fine hos Jan er netop den bevidste og musikalske urimelighed og søllehed i fortællerstemmen.

I en kæffert sur som kål
skriver han epistel;
pennen dyppet som en nål
i hans anus´ fistel.

'Netto & fakta' er også så umådeligt meget bedre end Submarino, en næsten ulæselig læse-let-bog med en helt utroværdig fremstilling af en narkoman. Oh, den omsorgsfulde junkie, der prøver at skjule sit misbrug fra det stakkels barn. Men hør nu her, min papfar var på stoffer, og da jeg var i tyverne delte jeg lejlighed med bla. en mannequin, der begyndte at sniffe heroin, og jeg har siddet i en gruppeterapi med en fyr, der havde junket halvdelen af sit liv. En narkoman ville sælge det barn efter en måned på HEST. Der er nul hensyn. Hvorfor tror i narkomanerne sælger sig selv til syg sex? Afhængigheden er en djævel. Deres nærmeste bliver til byttedyr.

Nede med fru Hansens kæffert
kan man skrive sig en sællert,

spinde guld på skæbner kranke

som gir´ stof til eftertanke.

Altså. Bedst er Jan, når Holte-narcissismen bliver til Nordvest-bitterhed. Så er han the man. Værst, når Jan-the-law skal gøre op med gamle bekendte i Nordsjælland, og kystbanesocialisten lægge afstand til Strandvejsfolket. Stemmen fremviser kulturel kapital, namedropper fine drikkevarer, og kystbanesocialisten stikker sit krænkede krænkerfjæs frem.
Spar os!

På bordel med psykopat
og kendskab til grand cru,
lød kritikken temmelig vagt
af de andres fy.

Jeg prøvede forleden at læse den nye, 'Wilhelm Funk etellerandet ...' skrevet af en person, der ikke rigtigt kan huske 1980erne eller finde sine nerver. Åbenbart blev han en del år efter julefrokosten (se nedenfor) venner med ham, min kammerat, som jeg senere var blevet uvenner med, og dermed kørt rundt i en uovertruffen manipulators, naturligvis både skadelige og udmarvende, karussel. Nu karikerer han sin tidligere ven, så tydeligt at få vil overse det. Men han gør det tyndt, svagt og endda svækket. Skal forklaringen findes i titelnovellen i samlingen 'Sidste Søndag i Oktober'? Livstruende sygdom? Hæng nu på, Jan. Kom dig. Og bliv så gerne sur på mig og skriv med din gamle frådende indignation. Holte-narcissisten strandet i Nordvest, det er ham, vi gerne vil læse, tak!

PS: I øvrigt forstår jeg ikke formålet med navnet på hovedpersonen i Jans nye roman - er han opkaldt efter Hitlers økonomiminister, Walter Funk? Det er altid sjovt, hvis en forfatter ubevidst tildeler sit alter ego navnet på en obskur topnazist.

"Now It´s Dark"

Her i går eftermiddags blev jeg mindet om Andy Warhols film Blood For Dracula (1974). Det er den, hvor Udo Kier skal bruge en jomfrus blod, men hver gang er vellystningen Joe D´Allesandro kommet ham i forkøbet, med det resultat at vampyren straks efter at have suget saft af pigen vælter om på gulvet og ligger og brækker sig. Fordi, altså, blodet ikke alligevel sprang fra en jomfrus årer. Sjovt, sjovt. Selv om filmen også er lidt tung og lidt lang.
Nå, men jeg blev mindet om det, da jeg gik forbi Blockbusters tilbudskasse, hvor der stod en vampyrfilm med Steven Seagal! Tænk engang. Karatepensionisten deler flade ud til nattens børn. Den skal næsten ses. Jeg forestiller mig, hvordan et par hugtænder slås løs og sejler gennem luften i slowmow efter et velrettet gok. Hvordan den fede mester varmer flagermuseører. Kvaste kister. Ki-yap i krypten. Kolde hjerter gennemboret i et enkelt hak med hegnspælen. Sølvkugler affyret fra pumpgun. Tibetansk bedekrans af hvidløg. Kan det tænkes den er ligeså spøjs som Warhol?

Okay, egentlig ville jeg idag bare give et shoppingtip: BLUE VELVET kan lige nu fås for 25 (femogtyve!) kroner i metalbox, en 2-disc Limited Collectors Edition, på Nørrebrogade i DVD/CD-butikken mellem Netto og Frisør Capaldi lige ved Elmegade/Stengade overgangen. Det er især fantastisk fordi det er stort set den eneste udgave i LETTERBOX format, der har været til at få billigt i 20 år! Den udgave TV plejer at vise og som biblioteker og TP-music og Fona har haft i udbud, har været den skamskårne, hvor man kun ser midten af det brede billede. Har man kun set den, har man aldrig set andet af Double-Ed end blindestokken, men til gengæld stirret på en skærm hvor to næsetipper konverserer på vegne af Jeffrey og Dorothy. Etc. Så ring efter en taxa og kom afsted!

Fight The Powers That Be

For nyligt var der en diskussion på nogle blogs om tidsskrifter. Jeg kan ikke huske, hvad den handlede om. Men så kan jeg jo tilføje, at jeg synes, det er synd, at tidsskrifterne i den grad har karakter af sekundært værk for redaktørerne. Skaberne af et nummer af Blå Port, Ildfisken, Sentura, Banana Split, Apparatur, er vist alle uden undtagelse selv skønlitterære forfattere eller "boblere" med ambition om at blive det. Og det forekommer mig, at de risikerer at fylde for meget i tidsskriftet som værk. At processen med at skabe, samle, begrænse det næste nummer er for vigtigt et personligt selvudtryk.
Lad mig sige det på denne her måde: Selvfølgelig er en redaktør Kommisær for Kulturelle Anliggender, det er i orden, sådan er det. Men personligt har jeg det sådan, at jeg gider ikke længere reagere, når en redaktion sender mig en opfordring til at bidrage med en tekst med et bestemt emne. Hvad har det at gøre med det nye, der er på vej? Var det ikke det, tidsskrifter bare burde give plads til? 'Absolut Work-in-progress nr. 47'. Skal tekster skrives på opfordring vil redaktøren jo aldrig for alvor blive overrasket. Men det er måske det, der er hurdlen? Det sikre sikrer en kontrol. Men tænk hvis Hvedekorn skulle have et tema for hvert nummer.
Det er ellers yngre folk alle steder. Kunne de ikke overlade det fantasiløse antologi-koncept til ronkedorer og ronkedåser på de gamle forlag?
Hvad synes I? Fylder redaktørerne for meget på tidsskriftscenen, skønt de hører til i kulissen? Hvis jeg er dybt uretfærdig, må I sige det, så vil jeg overveje at tænke mig om.

Vise ord

Og så sagde hun, "Man skal jo ikke gnave den gren over, man selv sidder på."

Y

Jeg synes nok, at www.bukdahl.blogspot.com/ lader hånt om vigtige y´er i sit isme-alfabet dags dato, så som

Yvonneismen (alt skal og må være kirstenwalteresque og pludrende og polkaprikket og mallorcabound)

Yvesmontandfeistisk (alt skal være tilrøget fransk og ønskeparisisk)

Yenisejistisk (alt bør og skal og må være sibirisk flydende, cool og med anatolsk yeni-yedi rytme)

Yodaistisk (alt skal og må være ypperstegnomagtigt vismandslangøret og planetomsorgsfuldt jo-sigende)

Yveristisk (alt skal være storbarmet og muhterende)

Überallesistisk (alt skal være hegemonisk og foliegrandeurøst)

...mindst!