In dreams I walk with you - men ikke som medløber

Drømte i nat om forfatteren Dennis Gade Kofod og hans kone Sidse. Det starter udendørs på Nørrebro i gaderne, der er en demonstration, den deler sig i to, følger to gader for at drille politiet. Det er autonome eller BZere. Jeg ved Dennis og Sidse er her et eller andet sted, og at de er venlige. De var her lige før. Snart går jeg i en parallel gade eller bag det ene optog, men så er jeg pludselig oppe forrest i det andet optog. En spændstig ung fyr i sort gør klar til at slås med politiet, det er hans thing, han lader op og prøver kroppen af, hopper, og jeg kan sådan set meget godt lide ham, men hvad laver jeg her, politiet er ikke mine fjender, jeg er betænkelig, om lidt vil folk spæne og smide med ting, og jeg har jo også mine nye Tommy Hilfiger fløjlsbukser på (som jeg fandt på udsalg - autentisk detalje, JJ); Dem vil jeg ikke have hærget af at ligge på asfalten. Så skifter drømmen, optoget forvandles til en aflang kro med talrige stuer. Det er stadig en demonstration, stuerne er fulde af unge autonome, og der sidder en højtaler i hvert lokale. Man venter på en tale. Jeg vil gerne ind til Dennis & Sidse, der befinder sig nærmere centrum, men istedet går jeg længere bort gennem lokalerne. I en stue, hvor der er bar, henvender en venlig ung pige sig, hun ved godt hvem jeg er, jeg kender da DD og JD, siger hun. Hun ved også, at jeg nok ikke er særlig enig politisk i den tale, der kommer eller allerede er i gang. Så jeg tænker lidt, "Ååååh, skal vi nu til det igen, blive uvenner med alle, fordi jeg ikke gider konsensus," men pigen respekterer det. Man har ret til at være den man er, i denne her drøm. Og så begynder jeg selv at holde tale, og folk er mere interesseret i min tale end den fra højtalerne. Men lokalet er lidt forladt, og her står forladte drinks, caipirinhaer, og jeg tømmer en slat og har også fundet en urørt drink, jeg bare vil gafle. Desuden tjekker jeg min pengebeholdning, og er frisk på at spendere, jeg har lyst til at give omgange. Så vågner jeg.

Hvis man er alle elementerne i sine drømme, er jeg altså en aflang kro fuld af autonome og caipirinhaer. Dagsresten bag kunne være, at eks-autonome Dennis for tiden læser mit Brasilien-manus. Kro=krop?

Go down, dogg

I september bloggede jeg en drøm, jeg havde haft, om den amerikanske singer-songwriter, Jonathan Richman. Nu ser jeg så, at Helle Helle på litteratursiden.dk er i færd med at publicere en hel serie celebrity-drømme med skikkelser fra forfatterverdenen. Måske skulle man så få sig en Helle Helle drøm. Den starter som Ned til hunnerne, Attila er transvestit, flirter med tanken om at blive vestalinde, men gribes og sodomiseres igen og igen af Aetius og Theoderik. Så glider drømmen over i Ned til huderne: under udførelse af cunnilingus, viser vaginaen sig hele tiden at rumme et nyt sæt skamlæber, det ene inden i det andet, det er Borges, der drømmer, og der formelig bladres i skamlæber, men så vågner man.

"Greetings in the name of his majesty emperor Haile Selassie - JAH! - rrraaastafarai, ever livin´, ever fearfullll ..."

Under lidt research - jeg ville finde tinsoldatudgaven af Christian d. X, som tyskerne fremstillede før, men muligvis også under besættelsen - opdagede jeg, at små raske ariske drenge kunne lege abyssinierne mod italienerne. Sågar med en håndmalet negus Haile Selassie. De sandfarvede tropper er etiopierne, de hvidklædte er Mussolinis trofaste somaliere og tigrayanere. Ak, ja, det minder mig om, at Josefine Baker, kulturradikalismens ikon, hyldede Mussolini og udtalte, at hun var parat til at hverve sine racefæller (!) til hans krig mod det væmmelige Abyssinien (sic! Haile). Senere blev hun så kæreste med en franskmand, der gik ind i modstandsbevægelsen, hvad hun også selv gjorde, og hun endte da netop som den store heltinde i la resistance por la France. Også hun fandtes i talrige legetøjsudgaver, hvor hun ved hjælp af lidt mekanik kunne svinge bananskørtet.

Der fandtes næsten tyve Hitler figurer til det tredje riges drengeværelser. Her et udvalg, man kunne sætte ham i en bil, lege med tænksom fører, talende fører, marcherende fører, frisk-fyr-fører i SA-uniform osv. Læg mærke til at figurerne typisk har løs, drejelig arm i højre side, så den raske dreng kan lege heile.
Men det havde altså været interessant, hvis Christian d. X til hest altid allerede var en tyskfremstillet tinsoldat.
Nå, ja, lige til overskriften, vi er ovre i Musikkens Verdenshistorie, kapitel CVX, lad ikke Bob Marley & The Wailers´ live-album, Babylon By Bus (fantastisk titel) gå i glemmebogen, det er ikke langhåret, men ligefrem tunghåret musik - `dem `eavy dreads!

(Blogger igen snart)

Det lover jeg! Indtil da, fortjener Hans Hauges klumme fra JP at blive citeret in total, him funny man:

TAMILSAGER
"Vi har næsten glemt, at Poul Schlüter faldt på en ”tamil-sag”. Man længes næsten tilbage til de dage, hvor ingen talte om muslimer. Tamiler var sagen. Derefter blev tamilerne integreret, og de har været et plus for landet. Det eneste problem er deres lange efternavne, men dem får de vel forkortet efterhånden.
På Sri Lankas nationaldag demonstrerede en masse dansk-tamiler. Mig bekendt uden det sædvanlige: Ingen vold, og de blev ikke omklamret af præster eller socialister. Nu kan det undre, hvorfor ingen sammenligner de døde tamilske civile med Gazas. Hvorfor er det singalesiske flertal ikke ligesom jøderne og tamilerne ligesom palæstinenserne? Hvorfor sammenlignes Sri Lanka ikke med Sydafrika? Det er, fordi konflikten ikke er styret af ubevidste anti-semitiske passioner. Derfor er den ikke forsidestof. Det tamilske område sammenlignes aldrig med Langland som FN-kolonien Gaza. Konflikten er usymbolsk, og den kan ikke mobilisere nogen i kampen mod regeringen.Den burde være symbolsk, for tamiler er en del af dansk historie. Ceylon skulle egentlig have været dansk, men der gik kludder i det, så i stedet fik vi Trankebar. Hans Hartvig Seedorf Pedersen kaldte endog Ceylon ”vort tabte paradis”. I 1618 gik en hollænder rundt i København med en ceylonesisk præst af ”ilde udseende”. Danskerne var nok ikke så meget for fremmede dengang. Han ville ”sælge” Ceylon til Christian IV. Ove Gjedde drog af sted, og jeg mindes stadig vor koloniale fortid, når jeg går ad Ove Gjeddes Gade. Vi udviste forfattere til Trankebar, og en af dem oversatte vist nok Det Ny Testamente til ”tamulisk”. En indfødt forfatter skrev digte til den danske konge. Og så videre. Dette blot for at vise, at der er historiske forbindelser mellem os og tamilerne. De hører ligeså meget til her som islændinge. Hvem har nu ret til landet Sri Lanka? Hvem kom først? Er tamilerne indvandrere? Tamilerne siger, at de har været der ligeså længe som singaleserne. Myten siger, at den singalesiske prins Dutthagamani besejrede den tamilske prins Elara i 101 f.Kr. Det år begyndte den singalesiske nationalisme. England fik Ceylon, da vi tabte Norge. I 1911 konstaterede englænderne, at der i Ceylon var to racer (det sagde man dengang), som var helt forskellige. Englænderne kaldte den nordlige del ”the Tamil Provinces”. Nu er det sådan, at der hvor englænderne har været, har der været to dele. De har altid været multikulturalister, for det er en imperialistisk ide. Det hedder også ”del og hersk”. Irland har altid været delt. Cypern er delt, som vi ved. Palæstina er delt. Indien blev delt i to efter 1947. Ceylon blev én stat i 1948. Men en stat med to nationer i sig går aldrig godt. Tænk på Belgien. I 1970'erne begyndte de tamilske tigres oprør (LTTE). Tamiler flygtede hjem til Danmark. Schlüter faldt. Men siden har venstrefløjen brugt al energi på palæstinenserne. De ved jo, at Sri Lanka er en socialistisk republik. Altså en af vennerne. Da de har deres Hamas-sag, må vi andre jo tage os af tamil-sagen."