Bom!

I 1988 var der et arrangement på natklubben U-Matic (hvor jeg tidligere havde arbejdet) - Poul Borum læste op fra sine oversættelser af Lou Reed´s såkaldte digtning. Og det gad jeg absolut ikke gå til. Borum & Lou Reed? Som om!

Rastapopolous? Uden dreadlocks!

Hele forestillingen om Walk on the wild side var jeg skeptisk overfor - og så var det jo Borum. Ham havde jeg oplevet første gang i et fjernsynsprogram cirka 1981, hvor han stadig talte arbejderjagong; en intonationsopsætning fra 70erne han kort efter konverterede til den malmfulde æstetikprædikant´s. Jeg stødte så også på ham i byen på BarBue inde i Huset i 1984-85, og der var han bare en gammel bøsse ved baren, der forsigtigt kastede verbal madding, når man maste sig frem til disken og afgav bestilling. Harmløs kæderyger. Klædt i den klassiske livsglade, amerikanske pensionistfrues leopardgamacher.
Men det var mine café-år og når jeg sad på café greb jeg gerne Ekstra Bladet og læste hans anmeldelser. Det meste handlede om musik, speedmetal, heavy metal osv. Tre linier, fem stjerner. Men desuden kunne man danne sig et slags overblik over hvilke danske bøger, der udkom. Jeg havde en pubertær vedtægt om, at der ikke kom noget interessant fra danske forfattere - i så fald skulle jeg og min ven Knud jo i fremtiden dele verdensherredømmet med andre - utænkeligt - mens jeg tilgengæld slugte alt, der blev oversat. Typisk dansk kosmosnobberi.
Nå, men i de år gryede alligevel min sympati for Borum, vel egentlig blot fordi han kærede sig så fuldstændigt om kunsten. Respekt!

Musikkens Verdenshistorie, Kapitel LV

På det seneste har vidt forskellige mennesker anbefalet mig transvestit-sangeren, Anthony. Hmm? Okay, så. Jeg prøvede. Og konstaterede, at jeg allerede havde lyttet lidt til ham på Bryan Ferry nummeret Lowlands Low fra sørøver-antologien, Rogue´s Gallery, hvor Anthony står for omkvædet. Pæn stemme, jo vist. Men det er ligesom jeg får sådan en oldtimer følelse a la jeg-har-hørt-det-hele-før. For lyder han ikke bare, som en veg udgave af det hysterisk-kraftfulde homo-ikon, Sylvester James?
Nu knappes gravøllen op på bloggen: det er nemlig her i 2008 tyve år siden Sylvester døde af AIDS. Han var en af diskoens mestre og var kendt som The West Coast Drag Disco Queen. Mesterværket er selvfølgelig den smukke You make me feel (mighty real) fra 1978, men desuden må man anbefale det andet store diskotekshit, Do ya wanna funk fra 1982, samt den mere sauna-relevante, Menergy. Han mestrede dog også kitchede pianosjælere med éngangsknaldsmelankoli, som den fine, falsethomoøse One night only.

Musikkens Verdenshistorie, Kapitel XXVII

Det vil være bloggens læsere bekendt, at jeg aldrig har oplevet en åbenbaring i forbindelse med The Velvet Underground. Allerede da jeg var seksten, forsøgte min ven Jon at introducere mig til banan-pladen, som stod på hans fars LP-reol - Jon var opdraget med beat-finkultur. Meeen, det sagde mig sgu ikke noget. Den der stemme? Lou Reed. Shiz a fæmme føtale - hvorfor kunne han ikke udtale det ordentligt?
Nå, der er sådan set stadig behjertetede og kultiverede mennesker, der fra tid til anden lægger Velvet på og mener jeg burde snuse dybere. Kan hænde. Og jo, jeg kan da meget godt lide dem. Lou Reeds stemme bliver bare aldrig den der klang i rygmarven, som så mange andre sangere er. Skal jeg være ærlig foretrækker jeg David Bowies version af I´m waiting for the man, Bryan Ferrys All tomorrows parties (selvfølgelig) og egentlig også Billy Idols Heroin, der af www.allmusic.com udnævnes til "possibly the worst cover ever recorded."

Falsk varebetegnelse?

I torsdagens Information skrev Kamilla Löfstrøm en anmeldelse af piratoplæsningen forleden i kollektievet L.u.l.l.i.t.a Invest og anmeldte også et anonymt indianerhyl blandt publikum; men jeg må straks korrigere, det var de marokkanske og somaliske, professionelle grædekoners hyl, den anonyme leverede.

Hvad ellers her på kvindernes kampdag? Jo, jeg var på bordel igår. Mandag, tirsdag og onsdag havde jeg været hos kiropraktor og havde lagt 763 + 363 + 263 kroner for røntgen og behandling og lommefilosofi, og så igår var den gal igen med nakken, som om jeg intet havde fået for mine penge. Så jeg tænkte, okay, jeg er blanket af, men nu vil jeg alligevel og istedet få mig en times thaimassage. Den berømte og ærbare man lærer i Wat Po templet. Det ved man hvad er. Troede jeg. Henne på Falkoner Allé meddeler et kæmpestort skilt ud for en boligblok lige ved Mariendalsvej: L.o.t.u.s. M.a.s.s.a.g.e - en time 300 kroner - Bad - Håndklæder - Øl - Vand - Te - Kaffe. God til prisen, tænkte jeg, men tog nu bad hjemmefra. Sikken jeg glædede mig til bare at slappe af, mens jeg blev mast af albuer og knæ. Ved døren stod to skilte ud for samme dørtelefon, både L.o.t.u.s M.a.s.s.a.g.e og det mere mistænkelige Dansk Hjemmeservice a/s. Escort eller gulvskrub? Nå, men indenfor var der en slags lille, ganske smagfuld lounge med dæmpet musik, husalter med offerskåle, buddhafigur, en reol fuld af hvide håndklæder og en slags bardisk med de omtalte drikkevarer. Men ud af en dør kommer en asiatisk dame eller pige - alderen umulig at gennemskue, dybe render under øjnene, koparrede kinder - iført en sort top med temmelig store bryster i, samt skørt og en slags ingen-omsvøb attitude. Kunne jeg få wat po massage spurgte jeg, og begyndte straks at massere mine egne skuldre med den ene hånd. Nej, vel. Var jeg idiot. Hun rystede nærmest opgivende på hovedet. Okay, jamen så tak og hav en god dag.

I det mindste var det dog stof...