Wednesday, January 30, 2008

Teutonsk-turansk tvekønsturnering

Der var udlændingedebat i en af mine drømme i nat. Det tyske fodboldlandshold er for begge køn, og en ung tyrkisk kvinde scorer til 2-0 for Tyskland og alle de hvide bluser på stadion ryger i vejret og jubler; oven i købet er hendes mor først løbet helt uregelmenteret ind på banen og har forsøgt et hovedstød, der ramte overlæggeren, og det er så på riposten at datteren scorer. Jeg ser det endnu engang i en slags ikke-langsom gengivelse. Det er uklart om jeg er spiller eller kamera, hvis jeg er nogen, men jeg er mere nede mellem spillerne i gentagelsen, og jeg lægger mærke til moderen, korthåret, buttet, intet tørklæde, skiftevist klædt helt i sort buksedragt eller med den hvide, tyske bluse. Speakerens kommentar lyder, at det med tyskere og tyrkere, det skal nok gå. Men. Men så er der dem, der ikke vil være med til at være sekulære, de anerkender ikke det tvekønnede fodboldhold, det er de andre, de er stadig dem osv.

Wednesday, January 23, 2008

Det 20 årh.´s forbløffende krapyl

"Coolidge var den af natur mest konsekvente og målbeviste af den nyere tids amerikanske præsidenter. [...] Han var mager og kantet, med et skarpskåret ansigt, 'opflasket med saltlage' [...] Han blev gift med en meget smuk, 'ravnesorthåret' lærerinde, Grace, OM HVEM INGEN NOGENSINDE SAGDE ET NEDSÆTTENDE ORD. Mens de var forlovede, oversatte han Dantes Inferno til engelsk, men straks efter brylluppet overrakte han Grace en pose med 52 par sokker, som skulle stoppes."

Jeg læste lige Paul Johnson´s A History of The Modern World. From 1917 to The 80s. På dansk. Hvis man som jeg er vokset op med overvejende skandinavisk-socialdemokratiske fremstillinger af århundredet, kan den især varmt anbefales. Det går op for en, hvor lidt konservativ indignation har fyldt i ens dannelseslæsning.

I begyndelsen af det 20 århundrede hed en af den amerikanske journalistiks prominente stemmer, H.L.Mencken. Om ham skriver Johnson: "Meget af det, der skaffede ham beundrere og tilhængere, lå i hans rasende kritik af præsidenter. [...] Wilson var 'det perfekte eksempel på den kristelige sjover,' som ønsker at indføre 'et kosak-despoti.' Harding var 'et stupidt skrog,' Coolidge 'småtskåren, lavsindet og snotdum, EN BILLIG OG SNAVSET SKID, nærmest blottet for ethvert begreb om æresfølelse, en rædselsfuld lille sjover.' [...] Mencken overgik sig selv i sine angreb på Roosevelt, hvis anstrøg af lusket kollektivisme fyldte ham med rasende forargelse. Roosevelt var 'en Führer,' [...] omgivet af 'et FORBLØFFENDE KRAPYL af højrøvede nulliteter,' [...]

Så følger en fodnote: "Mencken selv opnåede diverse betegnelser som nasseprins, en britisk spytslikker, en preusser, en hylende hyæne, en snylter, en skabet køter, et krukket æsel, ET UHUMSK KREATUR, et sjælsråddent SKROG, en offentlig plage, en litterær stinkpotte, en charlatan, en bølle, en forfængelig hysteriker, et udskud, en litterær renegat og EN DRESSERET ELEFANT, der skrev så våset som en idiot" (side 300)

Paul Johnson er kaptajn Haddock som historiker.

Roosevelt blev åbenbart kritiseret en del: "Senator William Borah vidste at berette, at han tilbragte sin tid i sit arbejdsværelse med at klippe papirdukker ud.' Ifølge rygter var han sindssyg, svaghjernet, håbløst fordrukken, [...] en bedrager (den virkelige Roosevelt var anbragt på sindssygeanstalt), blev behandlet af en psykiater, der optrådte forklædt som tjener i Det Hvide Hus, [...] Videre hed det sig, at han led af et Ødipus-kompleks, et navlesnor-kompleks, hjertefejl, spedalskhed, syfilis, ufrivillig vandladning, impotens, kræft, [...]
Johnson selv kalder ham fjantet, barnagtig, overfladisk m.m.

Det nærmeste beretningen kommer en helt er Winston Churchill, der kun får mild foragt for sin fejlbedømmelse af Japan. Århundredets andre koryfæer slagtes derimod grundigt.

"Gandhis første spørgsmål, når han vågnede, til de kvinder, som opvartede ham om morgenen, var: 'Har I haft en god afføring nu til morgen, søstre?' En af hans yndlingsbøger hed Forstoppelse & Vor Civilisation; den læste han igen og igen. [...] Efter at han var blevet midaldrende og i resten af hans levetid, indtraf hans eneste sædafgang i søvne i 1936, og den episode bekymrede ham meget. [...] Faktum er, at Gandhis egen ashram med hans egne meget kostbare, 'jævne' kostvaner og hans utal af 'sekretærer' og tjenestepiger kun klarede sig takket være meget store tilskud fra tre handelsfyrster. Som et medlem af hans omgangskreds bemærkede: 'Det koster en masse at sætte Gandhi i stand til at leve i fattigdom.' Over fænomenet Gandhi var der alle dage en gennemtrængende odoeur af 1900tallets humbug" osv.

Monday, January 14, 2008

Men der mangler uhumskheder

I slutningen af min barndom dukkede porno-tegneserierne op. Gentofte Kommunebibliotek havde landets største samling ikke-oversatte tegneserier, og på den franske hylde stillede de titler af bla. Milo Manara. Når jeg nu skriver porno-tegneserier, mener jeg ikke nøgenheden hos Lauzier eller samleje-komik i Fritz The Cat. Jeg tænker på den type serier, hvor penslen udpensler kropskontakten, bryster sidder som modeleret i silicone, og forekomsten af voldtægt nærmer sig det monotone.

At åbne Manaras tegnede udgaver af Marquis de Sade var et chok. Visse numre af GRU havde faktisk også haft antydninger omkring sex, temmelig ubehagelige naturligvis, lystne mutanter, der krøb op i sengen, og Manara var lige så stærk kost for drengen her. De forskellige eksplicitte seriers blanding af æggende slibrighed og så forulempelse/sex-kombinationen var desuden en kraftig kontrast til den flowerpower-blødhed, der ellers prægede mit kulturkonsum: rockmusikken, biograffilmene osv. Det var med et andet ord, hårdt.

I 1990erne tjekkede jeg sjældent nye tegneserier. Jeg har sikkert overset meget. Men jeg lagde dog mærke til Moebius Gravis-serien, hvor den yppige heltinde, Druuna kostant voldtages af halvt opløste lig og geile robotter. Den bekræftede min kulturpessimisme. Tegneseriemediet var endt i "sådan noget" og profaneret.
Men det var dengang.

Her i oktober-december blev jeg forkølet og fik influenza en del gange, og så bestilte og hentede jeg store stabler tegneserier på biblioteket. Dér faldt jeg for Tacito´s Magika. Siden har jeg opdaget, at han tidligere havde tegnet en meget bedre serie, skrevet af Froideval. 666, hedder den. Froideval er åbenbart en fantasy-forfatter og står også bag Den sorte månes krøniker m.m. - alt muligt hvor satanisme og rødhårede nøgenmodeller spiller en afgørende rolle. Handlingen i 666 er da også, at Lilith, Lucifers datter, forsøger at erobre jorden. Og det er sjovt. Lilith, en lesbisk dominatrix, anfører hærskarer af dæmoner, når hun ikke er optaget af orgier, og hun bekæmpes af solide, patriarkalske kræfter som paven, USAirforce og Mossad. Et must for alle, der værdsætter det vulgære og smagløse.

PS: Eneste ulogiske detalje eller svipser er, at dæmonerne får lov at erobre Jerusalem, uden at Mossads rabbiner-kommandoer tager deres gammeltestamentlige, hemmelige våben i brug.

PS

PS2: Man skal læse 666´s første seks bind først. Det er en lang afsluttet fortælling. For det nyeste er, at Tacito/Froideval er i gang med en fortsættelse - 4-5000 år senere i år 6666 - hvor hovedpersonerne genoplives, og her er vi ude i galaksen og tilsyneladende er der ekstra-tegnere ind over, det ligner ikke helt Tacitos streg længere. Men nano-teknologien er sjov...

Tuesday, January 08, 2008

Caramba!

Endelig! Jeg har længe ledt efter min barndoms yndlingsplade - Caramba med Los Machucambos - fordi min storesøster desværre solgte den på et af utallige loppemarked-arrangementer til fordel for den kommunistiske sag i 1970erne, og nu fandt jeg i det mindste et billede af den. Hvis nogen genkender den fra oldemors stash, må de gerne allarmere mig. jeg kunne godt lige klare igen at høre cumba-cumba-cumbachero og deres version af Aquarela do Brazil...

Wednesday, January 02, 2008

Bogsæsonen

Lindorm & Ringorms forårsprogram er på vej i trykken og redaktionen er stolt over at kunne præsentere:

Asma Abdol-Hamid: Fluffer for Herren. 220 sider. Ærlige Asma fortæller den (nye) sande historie om hvorfor hun ikke giver mænd hånden.
Dennis Gade Kofod: Svumpukkel. Roman. 350 sider. Vi følger transvestitten Martin/Maren i 24 timer gennem Rønnes natteliv og fluffermiljø: "- Hvor får man lige syv stykker højt belagt klokken fire om morgenen iført de her hæle og med mine spiseforstyrrelser, brummede Maren og rystede håret nedover ryggen..." (citat fra bogen)
Kristian Bang Foss: Rejsning til nattens ende. Roman. 147 sider. Genskrivning af Celine, nu med smertefuld priapisme.
Palle Sigsgaard: Så kold din lille mund er - isklump? Elegier. 32 sider. Samlingen er allerede indstillet til den fornemme Frederik Luffe-pris.
Glenn Christian: Portræt af kunstneren som ung fluffer. Lyrik eller roman? Døm selv. 112 sider.
Nassrin el Halawani: Kitab-al-Fluff. Alle har råbt på denne bog. I årevis. Nu har den hørt det. Vi følger Mjølnerparkens al-fluffimin gennem tykt og tyndt. 344 sider.
Katinka My Jones: Borte med bæstet / Dharma Fluffere. Digte i åben vogn gennem sydstaterne. 107 sider.
Peter Woetman: Hvis en vinternat en fluffer. Prosadebut. 89 sider.
Shadi Angelina Bazeghi: Candy Fluff. Popart. 143 sider. Kunsten at poppe den for dig og hvem hvis jeg skreg hørte mig ikke blandt englenes ordener.
Jens Peter Kaj Jensen: Flufferekspressen. 120 sider. Den nødvendige roman om discount skirejsen, der endte i tragedie, da chaufføren sov, og bussens top, hvor alle flufferne lå, ramlede mod en lav bro.
J.K.Rowlings: Harry Fluffer og Hemmelighedernes Krammer. 703 sider. Fantasy for den kræsne teenager.
Uffe Elleman-Jensen: Har jeg sagt stop? Kan du så komme i sving, kælling! Endnu et bind erindringer fra den ældre statsmand. Denne gang med fokus på den hjemlige front. 270 sider.
Simon Grotrian: Sic transit gloria Hundige. Salmer. 34 sider. "Der er forår i min pave/nåden er en fluffergave."
Villy Søvndal: Jeg har været mange steder. Erindringsforskydninger. 330 sider. Erotik, plejehjem og fri fantasi.
Maja Lucas: Flufferpuklen. Stress og multifelatio i det moderne samfund. Samfundskritik, når den er bedst. En nødvendig bog. 140 sider.
Kristina Nya Glaffey: Mister Flufferfluffer. Kønspolitisk kovending & kalvekast. Samtidig afsløres hvorledes de kvindelige stjerner gøres klar. 120 sider.

Deep space


Bloggen kan dags dato afsløre, at Søren Ventegodt i en tidligere inkarnation var befalhaver på månebase Alpha. TV-scifi-gyser-serien af samme navn skræmte mig fra vid og sans i ottende og niende klasse. Månen tumlede gennem det ydre og yderste rum, efter at en atomeksplosion i rummet, havde brudt dens kredsløb om jorden. Gang på gang trængte sære og navnligt nederdrægtige livsformer ind på basen, ofte via kroppenes indersider. Mystiske energifænomener forekom, ondskabsfulde lys, og serien kopierede Solaris i afsnittet hvor månen blev suget gennem et sort hul og selveste tiden opførte sig underligt. Nyttige erfaringer ved vaginalpressur, det må man respektere.