Monday, January 29, 2007

Well said, Sir!


Som bekendt kom Orientalism langt om længe på dansk i 2002, året før Edward Said døde, og før at Robert Irwin begyndte udgivelsen af et tre binds opgør med ham. Jeg er ved er at læse det første - For lust of knowing; The Orientalists and Their Enemies - og den er som alt "Cairo-Bob" skriver aldeles fremragende og overraskende. Utroligt, at Said var sådan en falskner og fupmager i sit arbejde - men læs selv, bogen er venlig overfor manden, Irwin deler selvfølgelig hans grundsynspunkter om Palestina og amerikansk pressedækning, men de bolde Said bragte i spil sparkes ad helvede til. Hermed være den universitære brug af Orientalism udspillet, hvis ellers der er troværdige folk tilbage på de kanter. Irwin gennemgår kongerækken af sære, vilde, islamofile, skøre, mytomane eller bare geniale figurer, der har forsket i arabiske, persiske, tyrkiske emner siden renaissancen, og frikender feltet som sådan for den maskepi med imperialisme og kolonialisme Said konstruerede i sin klassiker.
Andet bind, Dangerous Knowledge kom i vinter, den dækker vistnok rejseskribenterne, og biblioteksvæsenet har den ikke endnu. Det tredje bind kommer til at dække orientalistiske kunstnere.

Friday, January 19, 2007

Inspektør Chafik siger... ak


En glædelig overraskelse ved receptionen for Kasper Nørgård Thomsens monster, Malonecity, var, at den ene af de iraqiske digtere på stedet ligefrem havde stemt på min mand i Baghdad, provo-imamen, Ayad Jamaluddin. I det nyeste klip er han dog ved at være tydeligt trængt, - han er flot placeret på diverse dødslister - http://www.memritv.org/search.asp?ACT=S9&P1=1351 og så går hans projekt jo heller ikke strygende. Studieværten på Desert Fox News - undskyld, al-Jazeera - mener, at demokrati bare har ført til blodbad, og den gode Jamaluddin bliver helt revolutionsromantisk til slut, ligesom Bush.

Hvis man orker, så kan man jo - men det nytter vel ikke, - skrive under for Kareem her, den ægyptiske blogger http://www.hamsaweb.com/c2/home.php?id=Kareem der er røget i brummen.
Hov, løb lige på denne historie på en iraqisk blog:
"Iyad Jammaludine survived a assasination attempt, by fighting back!
I just got a phone call from my pops in DK, since he knows im a big supporter of Jammaludine.In Shatra, Nassriyah, Jammaludine and a couple of his rafeeqs were on they're way out of the city. They got stopped by a rebel group, wich fired RPG's and bullets at them. Jammaludine and his rafeeq jumped out of the car and ressisted. Jammaludine fought back using a kalashnikov, while 2 of his rafeeqs got wounded in the car. The police came in the end to help and the rebels flee!I know it sounds like a Egyptian movie by Ahmad Zaki, but wallah im not making this up. My pops got the news from his rafeeqs, i will try to find some sources."

Monday, January 15, 2007

På opfordring


Mads Eslund udbeder sig en anekdote, jeg troede var almindelig kendt "i de kredse," men så skidt da, og så diskret som muligt, det er et vidneudsagn fra X:

En kendt kunstner drikker tis. Fint med mig og skål i skivet, men da jeg hørte det, syntes jeg alligevel det var morsomt. Det rørte et tabu. Fnis, fnis. Tænk engang. Et glas hen under kødhanen, lyden af plump stråle og så bare bunde! Tilmed var det en andens - en anden mands varme, skarpe urin. Der var blevet festet grundigt, og de var flere talenter samlet på et badeværelse, da kulturpersonligheden bad om et større skvæt fra et ungt talents trængende tykkert; En kritisk gurglen fulgte, kendermine, rynkede bryn, hvordan var balancen mellem sukker og nitrat, var farven rigtig, men så oplyste forklarelsen kunstnerens åsyn - og down the hatch. Hvis det er sjovt, betyder det så at urinerotik aldrig kommer med i den store tolerancepakke?

Friday, January 12, 2007

Om Ib




Lige færdig med Robert Irwins 1001 Nat - En indføring. Lærd, velskrevet og fuld af gode oplysninger og bibliofil begejstring, og så har den den mest omfattende og spændende beskrivelse af grev Potockis liv jeg hidtil har læst. Jeg vidste ikke, at han til slut havde suget så heftigt på hash- og opiumspiben, at han frygtede, han selv var en varulv, hvorfor han smeltede sig en sølvkugle, trillede den i rytterpistolen, rystede lidt krudt på plads og skød sig gennem hjertet.
Irwin og Potockis læste jeg allerede i 1980erne, The arabian nightmare og Manuskript fundet i Saragossa, og hvem introducerede mig til dem, andre end Knud Romer. Så meget han end hadede alt, der foregik i dansk litteraturliv og nægtede at læse det, men på forhånd vidste det var lort, vidste han hvad der var oppe i Tyskland og læste tidligt Deleuze (på tysk) efter anbefaling fra hjemmetyskeren Claus Carstensen, en af hans bekendte, og når jeg overhovedet reagerer på Knuds selvudnævnelse til brugtvognsforhandler er det vel også fordi han var så udsøgt anæmisk en wannabee foruden en slamsnadrende drukkenbolt i de seks år vi var venner, og hvis ikke han selv havde brugt tyve år på at lege kunstner af den romantisk-krampagtige og socialt ubehjælpsomme slags a la Van Gogh og Kafka, havde han næppe skrevet så godt et produkt til "markedet" som nu. Så lad dog andre digtere leve i fred med deres weltschmerz.

"Scarlet secrets kept her there"


I 1980erne var vel over halvdelen af mine venner vordende kunstnere af en eller anden slags. Nogle kom på akademiet, andre blev teaterinstruktører, kendte skuespillere eller ligefrem forfattere. Men de følgende tyve år skiltes vore veje, for de flestes vedkommende, og den dag jeg begyndte på Forfatterskolen, talte min vennekreds en række uforløste wannabees, en eller to skizofrene, flere piger end drenge, og flere mørklødede end hvide, og langt, langt flere på samfundets bund, end bare nogenlunde velstillede som nu gode gamle Jens, der var blevet læge. Forfatterskolen var ikke det mindst dysfunktionelle miljø, jeg har sat mine ben i, og i løbet af de to år, begyndte jeg kun at se een af mine klassekammerater. "Sådan rigtigt." Men siden er det - og især siden min bog, der sikrede folk imod, at det var en taber de skulle omgås - det skyr selv de bedste, jo - har det sociale rum af yngre forfattere åbnet sig til alle sider. I december var jeg til flere julestuer og -frokoster i det rum, og det er nærmest som at møde normaliteten, hyggeligt, varmhjertet, med blot een alvorlig bivirkning - forfattere er ikke gode historier, sådan som netop alle de forhutlede og fortabte. Bortset fra selvfølgelig, at man kunne skrive om skoletiden, hvordan lærerne bagtalte hinandens bøger for eleverne, hvordan een lærer blev tosset, og en anden spottede og hånede elever, men jeg har for mange andre bedre.