"Scarlet secrets kept her there"

I 1980erne var vel over halvdelen af mine venner vordende kunstnere af en eller anden slags. Nogle kom på akademiet, andre blev teaterinstruktører, kendte skuespillere eller ligefrem forfattere. Men de følgende tyve år skiltes vore veje, for de flestes vedkommende, og den dag jeg begyndte på Forfatterskolen, talte min vennekreds en række uforløste wannabees, en eller to skizofrene, flere piger end drenge, og flere mørklødede end hvide, og langt, langt flere på samfundets bund, end bare nogenlunde velstillede som nu gode gamle Jens, der var blevet læge. Forfatterskolen var ikke det mindst dysfunktionelle miljø, jeg har sat mine ben i, og i løbet af de to år, begyndte jeg kun at se een af mine klassekammerater. "Sådan rigtigt." Men siden er det - og især siden min bog, der sikrede folk imod, at det var en taber de skulle omgås - det skyr selv de bedste, jo - har det sociale rum af yngre forfattere åbnet sig til alle sider. I december var jeg til flere julestuer og -frokoster i det rum, og det er nærmest som at møde normaliteten, hyggeligt, varmhjertet, med blot een alvorlig bivirkning - forfattere er ikke gode historier, sådan som netop alle de forhutlede og fortabte. Bortset fra selvfølgelig, at man kunne skrive om skoletiden, hvordan lærerne bagtalte hinandens bøger for eleverne, hvordan een lærer blev tosset, og en anden spottede og hånede elever, men jeg har for mange andre bedre.