Wednesday, August 27, 2014

Fem Breve Til ... ET NAVN Med Sidevogn

Kære du & dig
Plutarch beretter, om en selvmordsepidemi blandt kvinder i en græsk by på Lilleasiens kyst. Milet. Og hvordan epidemien stoppede brat, da bystyret vedtog, at selvmordere skulle bæres over torvet, den centrale agora, og ud til begravelsen, splitternøgne.

Kære du & dig

For et års tid siden diskuterede jeg fodtøj med Hassan Preisler. Han skulle læse op til et arrangement, forestået af Lars Frost, en solskinsoplæsning ved Københavns Kunstskole. Jeg bemærkede, at Hassan og jeg som de eneste bar tjekkede sko. De andre, yngre og ældre herrer og hipstere havde tilsyneladende ikke kæret sig meget om, hvad de stak fusserne i – eller savnede sans for det. Preisler havde skrevet en bog om en vis pirrelighed under opvæksten som halvbrun dreng og ung mand. Og jeg kunne beskrive en pirrelighed fra en anden slags besværlig opvækst, mobning, ti skoler, fattigdom etc.
Men begge havde vi undertiden eller til dels haft opvækstadresse i Charlottenlund. Og nu sad vi her iført det mest overbevisende fodtøj. Demonstrerede smag. Det vil sige, en særlig bevidsthed om påklædningens detaljer.
Var det Charlottenlund, der havde sat sig i gennem? Et aftryk af Strandvejskultur? Trods ens modstand og modvilje? Trods barndomshjemmets ”flippede værdier?” Eller var det den sociale udsathed, den forstærkede pirrelighed, der havde skærpet ens blik for det usårlige ved at bære tjekkede sko? ... For mit vedkommende de ni år gamle og på udsalg indkøbte Dolce & Gabbana, jeg på fattigmandsvis har hæget om og genforsålet - ja, når jeg besøger kvarteret i dag er der da ingen, der har lige så prangende fodtøj ... også det fattigmandsagtigt.


Kære du & dig
Dengang Eva Cassidy døde, sagde man, så vidt jeg husker, at pladeselskaberne havde tøvet med at tilbyde en kontrakt, fordi hun ikke så godt ud. Janis Joplin droppede ud af college, da hun blev valgt til Ugliest Man On Campus, og hvem gad bolle med Nico?   
De skal altid have smukke korpiger på scenen, Bowie og Stones og Bryan Ferry og Jay-Z. Undertiden endda fotomodeller. Til at sælge mændene. Men har udseendet spillet nogen rolle, når folk årti efter årti har lyttet til Kate Bush, Emmylou Harris, Dolly Parton, Joni Mitchell, Siouxsie Sioux, Annie Lennox, Björk, Isabel Parra, Amy Winehouse, Sade og Tina Dico?
Carole King havde sceneskræk og nøjedes i 60erne med at skrive hits til Aretha Franklin og til sin babysitter Little Eva, der hittede med The Loco-Motion; hun var niogtyve, altså halvgammel, da hun endelig udgav TAPESTRY, som blev verdens mest solgte plade i 70erne. Omvendt: Jeg gad godt gå i seng med Beyoncé, men jeg gider altså ikke lytte til hendes kedelige output.

Kære du & dig
Her et par opslag fra forlaget Lindorm & Ringorms LILLE SEXIST LEXIKON.
Dum Gås: Jeg havde en ven tilbage i 80erne, som reagerede på en afvisning med at nedgøre pigens begavelse. Selv var han meget intelligent og vidste, at frygten for dumhed er en knap, de fleste mennesker har, det er bare at trykke på den; hvis ikke hun ville have ham, skulle hun have at vide, hvor ynkeligt dum hun var.

Rigtig Mand: Man savner nærhed, man savner sex. Det kan andre mærke. Af den ene vil man have begge dele, fra en anden kun det ene. Og er man kun nysgerrig og selskabelig, men ikke interesseret i sex, kan en kvinde hævne sig med bemærkningen, ”Jeg troede, du var en rigtig mand.”

Kære du & dig

Will you still love
Me, when I shine
From words
But not from beauty

Et forestående tab af skønhed er et genkommende tema hos Lana Del Rey. Eller i to sange. Og det er jo surt. Men det er så privatlivet. Stof. Det er jo uvedkommende. Bare lidelsen, ydmygelsen, skuffelsen ved at blive ældre, får hende til at præstere interessante værker. Som nu den skønne tåreperser her med den Charlottenlund-relevante titel:


Thursday, August 07, 2014

Hvid Ridder


Hvidhedsprivilegier? Har jeg prøvet dem? Jo, en nat i Genova sommeren 1986. Jeg var på interrail, rejste alene, og efter en skuffelse i Firenze satte jeg kursen mod den franske Riviera. Det krævede et togskifte i Genova. Her var nogle timers ventetid midt om natten og jeg satte mig over i den lille banegårds tomme ventesal. Lamperne lyste, så man kunne læse og jeg tog en bog frem. Men karakteristisk for sydeuropæiske banegårde er disse sære mænd, der om natten ligesom bare hænger ud dette beskidte sted. Færdes, dasker rundt, sidder lidt. Samler et skod op og ryger det færdigt.
   Nogen er selvfølgelig bare bøsser på udkik – en anden ungdomsanekdote kunne handle om toiletfolket på Milanos banegård. Men med et brag går dørene til ventesalens glasbur op, i det to canadiske piger vælter ind på flugt fra nattemændene. De slår sig ned et par sæder borte. Men da mændene følger efter, rykker pigerne helt hen til mig, en på hver side, og hilser.
   Carol & Sharon. Ottawa, Ontario. Hi!
   Straks efter slutter to svenske piger sig til os. Canadiernes rygsække er anbragt på sæderne som volde, svenskerne sætter sig på deres lige ved mine fødder. Den sidste er en enlig tysk pige. Hun er helt ude af den, napper en tudetur, da hun endelig har fået plads bag volden; en mand havde fået væltet hende om på bænken ude på perronen, og hun har måtte ofre en taske med mad og drikke og kamera.
   Nu sidder der tre mænd på plastsæderne overfor mig. Nogle flere bag mig i salen. Jeg når at tænke, om jeg mon skal have røvfuld, så de kan fortsætte med pigerne, hvor de er sluppet. Men der er intet drama over de tre, de sidder bare og sludrer. En flot fyr, en gammel fyr og en tredje fyr. Jeg havde haft en ægyptisk kæreste i gymnasiet og genkender sproget som arabisk af en slags. Noget i deres rolige facon gør det til en situation, mere end et forløb. Som om det at gramse på rygsækrejsende er en selvfølge, ikke en begivenhed. De ser ikke på mig, demonstrerer ingen fjendtlighed.
   Derimod virker den mand, der havde kastet sig over tyskeren, olm. Tirret. Byttet er undsluppet i første omgang. Han har sat sig helt hen til volden, det vil sige, den ene canadiers rygsæk. Jeg skyder ham til at være en lokal genoveser. Han kan ikke lide mig. Lyskrøllede fløjtespiller i et flor af unge piger. Men heller ikke han udæsker mig. Og så sker der ikke mere den følgende time. Vi har vores samtale, de har deres. Eller sidder på lur.
   Da toget mod Rom ruller ind, spurter svenskerne ud, og de skulle endda ned gennem en viadukt for at nå over på den fjerne perron. Halvdelen af mændene springer op og suser efter. Jeg antager, at pigerne kom på toget.
   Jeg husker tydeligt, at canadierne og mig fulgtes til Nice. Men jeg er i tvivl om, hvad tyskeren gjorde. Hun skulle nordpå. Men kørte hun alligevel med os for at være i toget, indtil dagen gryede? Stod af i San Remo og ventede, fordi her var mere øde? Eller blev hun i Genova, skønt jeg ikke tilbød at blive hos hende? Det skulle jeg nok have gjort. Men det var så varmt selv om natten. Og så længe til det næste tog. Bare hun ikke kom noget til.