Lægesjusk

Jeg blev ikke inviteret til at bidrage til FADLs antologi med skæbner-i-hvidt-prosa, så som hævn bringer bloggen her et klip fra en ikke-skrevet lægenovelle:

STUEGANGBANG

" ... "Sig 'aaaah,'" sagde overlægen, men patienten nåede ikke længere end til første stavelse, så havde 1. reservelæge Nikolaj Ventegøb sit lem mellem hendes læber og faretruende tæt på hendes drøbel. Connie Crewcow havde fået et akut anfald af fibromyalgi i forbindelse med intensiverede jordstråler under parcelhuset i Lille Skamsved og var blev suset til Rigshospitalet i en ambulance naglet fast mellem to fyrige falckredere [se foregående kapitel]. Overlæge Mikael von Magnum var så under stuegang begyndt at palpere hendes barm, mens den unge turnusansatte, Ib "The Stud.med." Ibsen med det yderste af glans foretog en surheds- og fugtighedsprøve på de ..."

"Just beat it"

Der er ikke mange skribenter på aviserne, det er værd at læse, sandelig heller ikke på Jyllandsposten, som blot har en o.k. tegningefremfærd, den eneste jeg gider læse på JP er Hans Hauge med hans klumme om lørdagen. I den fra igår skriver han sådan set bare et ekko fra 80erne - de postmodernistiske og Canetti & Deleuze & Derrida læsende 80ere - men det er godt, at der er en der uforfærdet og fjollet og uden træthed siger det igen og endnu:

" ... Det er ikke kun rockere og indvandrerbander, der er i krig: Der er også Hizb-ut-tahir; fodboldfans, som ofte er racister, men som i al fald er voldelige; autonome venstrefascister, som slås med højrefascister. Det er alt sammen udtryk for en ting: Fællesskaber er dæmoniske, klæbrige og voldelige - men varme og identitetsskabende. Vi er alle frisatte fra ethvert fællesskab, og det er et stort civilisatorisk fremskridt. Vi er endelig frie. Det hedder, at vi er individualiserede. Men vi vil ikke friheden. Denne globale individualisering medfører en længsel efter fortidens fællesskaber. Denne længsel næres af mange politikere, pædagogers og præsters sentimentale propaganda for fællesskaber. Disse demagoger står lokkende i kulissen med deres patetiske fællesskabssnak. »Kom til os, så skal I få en identitet«. Det hedder med et fint ord ”kommunitarisme”. Disse bander realiserer alle på hver deres måde drømmen om et tabt fællesskab. De tilbyder unge mennesker en identitet. Hvis man vil se, hvilke ulykker fællesskab og identitet kan føre til, så tag til Nørrebro. Fri os fra fællesskaber."

Say what?

Den store stygiske ulv, Harald Voetmann har bedrevet noget sjovt ovre på parallelbloggen, http://www.haraldvoetmann.blogspot.com/ I den forbindelse bringer vi et opslag fra Ordbog over Udansk Sprog:

Voetmann (el. Wutmann, Vorteman) Etym.be. ukendt. Af Voet (germ/skyth.latiniseret) + mann (germ.) De af Stiliko hvervede og anførte germanske og sarmatiske lejesoldater, der tjente i Rom og Ravenna, lancerede udtrykket Helt Voet Mann! som udtryk for tilfredshed. Hos Olympiodorus optræder varianten phoet mann! Ligeledes blev den blandt soldaterne udbredte afsyngelse af en form for spontan eller simuleret spontan talesprogspoesi (rappus raptus) under hvil og efter et slag, typisk anerkendt af kammeraterne med udtrykket megavoet! i det græsktalende øst og max voet! i vest. I byzantinske kilder, så som bevarede flosculi af Menander 'Protector', nævnes vendingerne, Voet Nok! og Voet at se dig! Begge i brug blandt lejetropperne under gotheren Gainas´ kommando. Mere uklarhed hersker om en inskription fra Bursa (Nikomedia), hvor til mange af Gainas trofaste flygtede efter mytteriet i år 400, Lad os ryge den phoete! Visse forskere, (Nissenberger og Grankovsky, 1967), foreslår, at Voet ganske enkelt betyder født, og at betydningen Født Mand skal læses odinistisk, denne fødte mand er avataren, som man kender den fra Krishna, Mitra, Kristus eller en af de nordiske gudeskikkelser, der antager menneskelig form. (Se også, Johann Wolfgang Voethe, Werke und Briefe XXII, s. 352) Hermed kan Bursa-inskriptionen tolkes religionssociologisk, lejetropperne har inhaleret et euforiserende stof, som en konsumering af guden og forholdet til guden, en nadver af røg. Fænomenet kendes fra Herodots beskrivelse af skytherne, og en hunnoskythisk rod til ordet kan i øvrigt heller ikke udelukkes, mener Grankovsky. Ifølge Donner og Wettermanns såkaldte smoke-without-fire-theory (1988) er det tværtimod også her vi finder roden til det tyrkiske navn, Osman. Nemlig i steppefolkenes kulthandling, at smide hellige urter på bålet og så trampe rundt i dem, mens man inhalerede osen. Det er således en misforståelse, at navnet skulle være det arabiske Uthman, der blot gennemgik en konsonantforskydning på tyrkfolkenes læber. Ligesom Jesus, Dio, Muhammed osv i de store civilisationer, har Oseman været populært i de præislamiske, prototyrkiske nomadesamfund.