The Horror! (More is - laissez faire)

Jeg genså Apocalyse Now -redux, altså Coppolas endelige løsning, og det er godt nok en advarsel til andre kunstnere! Han har som bekendt fejet sine darlings op fra klipperummets støvede gulv og proppet dem ind i værket igen, og hver eneste tilføjelse ødelægger filmen mere og mere. Udvidelsen af episoden med det luftbårne kavalleri ("I love the smell of napalm in the morning"), al det pjat med at stjæle Robert Duvalls surfbræt, udvander såvel den storslåede absurditet og grusomhed, som Martin Sheens figur, der fremstår mindre autoritær og mere buddy med sin besætning. Værst er den 20 minutter lange klump med den franske enklave i Cambodia, der effektivt tapper spændingen ud af hele bådfærden. Straks efter er man så oppe hos Kurtz, men hvorfor egentlig? Er det overhovedet længere nødvendigt?

Hos Homer accepterer man gladeligt, at Odysseus og gutterne gemmer sig i en træhest, og at trojanerne bare må have tingesten rullet ind på torvet; men i en filmatisering af realistisk tilsnit med Brad Pitt & co. falder det helt igennem, for hvor dumme kan man lige godtage, at de der trojanere er? Tilsvarende hos Coppola. Så længe det er en stringent drevet fabel med "syret" brug af realistiske elementer (austronesiske junglefolk (formodentlig mnong gar stammen), lysraketter, Playboy-piger, FLODEN osv) accepterer man, at f.eks. det lille fartøj, der kan flyttes af en helikopter, er nød til at starte rejsen helt ude ved kysten, hvor FNL kontrollerer området; istedet for at Martin Sheen bare bliver afleveret med chopper ved et af støttepunkterne længere oppe af floden, hvor der åbenbart både er store varelagre (motorcykler) og ligefrem sejler andre amerikanske kampskippere ("Lazzaro", der morer sig med at kaste en brandbombe over på taget af vore venners lille båd). Men den går sgu ikke i et realistisk TIDSBILLEDE.

Et klassisk dilemma for en prosaist: skal man lave en stram fortælling eller en bred skildring. Coppola forsøger at ælte det ene om til det andet. Væk er den suggestive fabel, der drejer båd og fortæller og identifikatorisk tilskuer "dybere og dybere" ind mod Mørkets Hjerte, (vanviddet derinde, der blot er en karrikatur af vanviddet herude) med virkemidler som surferens LSD-trip, de skæve sorte soldater uden ledelse ved den

yderste bro, den sidste forpost i den evige nat, spyddet, der gennemborer styrmanden, tågebankerne, bådfærdens mystik. Det er nu alt sammen elementer i en skildring af Vietnamkrigen med en realistisk appel. Men når man skal høre på de der franskmænds udlægning af konflikten, må man som tilskuer spørge, hvorfor man så ikke også for at vide, hvorfor les montaignards så beredvilligt har kæmpet for først franskmændene og siden amerikanerne? Eller at når disse franskmænd selv stadig er jorddrotter i Cambodia hænger det sammen med, at Cambodia ikke var en erobret koloni på samme måde som Vietnam, men protektorat uden egen uafhængighedsbevægelse. Franskmændene var, som typisk for fremmede erobrere, dukket op som naturlige allierede for cambodianerne (og bjergstammerne) mod thaier og kinh (vietnamesere). Alt sådan noget bliver relevant, når man er ovre i den brede skildring, og har forladt den stramme fabel. But who cares? Det er blevet til et makværk.

Le mot propre 2 (strandbagvasker)

Der er nu noget særligt over seriekrakileres ordforråd, se bare i dagens Weekendavisen, Poul Pilgårds artikel, Psykiateren, hvor retspsykiater Max Schmidt citeres for gloserne: kommisagtig, pjokket, kattevenlig og dumfiffig!

Til Forsvar for Krimivægring

...eller: Portræt af kunstneren som ung plotter

Jeg lå med en stabel gamle BLÅ PORT og læste og genlæste hist og her, fx. Simon Pasternaks tekst, Til forsvar for plots. I den anledning vil jeg lige skrive, at når jeg ikke læser kriminalromaner, og at de end ikke fængede, da jeg var teenager og lå forkølet, og (søde) mor hentede 5 x Agathe Christie på biblioteket, skyldes det hverken snobberi for det lyriske eller foragt for plots. Det er sandelig heller ikke, fordi jeg ikke har haft fornøjelse af Eco eller af Dorph/Pasternaks egen stærkt medrivende, Afgrundens Rand - men medriveriet skyldtes nok valget af motiv, nemlig klassikeren: De hemmelige gamle nazister, såvel som at bestræbelsen på at tegne et tidsbillede af 1979 appellerede til min egen realistoide åre.

Næ, hurdlen er ganske enkelt, at jeg i tidlig alder vænnede mig til at få min trang til plot tilfredsstillet af film og tegneserier. Selvfølgelig havde jeg lagt ud i anden klasse med at fejre det at kunne læse, ved at tyre cirka 20 bind af Edward S. Ellis´ indianerbøger, altså plot-over-prærien fortællinger om Hjortefod og de to hvide børn, der var hans venner, eller Falkeøje og de to hvide børn, der var hans venner, for slet ikke at snakke om Bjørnedræber og de to hvide børn osv. Men derpå lærte jeg at tilfredsstille min trang til plot via film (vi fik fjernsyn, da jeg fyldte ti år) og med spændingstegneserier, som Blueberry. Skulle man læse bøger var det altså mere spændende at gå på voksenhylderne og låne Grimbergs Verdenshistorie og Bjøll og Durant og læse lyrisk, det vil sige, bladre.

Med plads til 100 prutter

Jeg læste lige Hans Otto Jørgensens nyeste, Hestenes Øjne, og hvor er den dog bare god god god. Den skal mor have i julegave! Til gengæld er jeg noget tvivlrådig mht hvad det er for en aktivitet, den gode Redd Foxx har optaget live i 1975. Måske rap? Æsel dér.

Nå, nu fik jeg like wikipetteret ham; Redd Foxx var en stand-upper, omtalte af Malcolm X som "the funniest dishwasher on earth."

Hverken jeg eller andre får skrevet meget på nettet ...

You may THINK, I've gone insane. But I prOmise: I willl! Blog! A-gaaain!