The Horror! (More is - laissez faire)

Jeg genså Apocalyse Now -redux, altså Coppolas endelige løsning, og det er godt nok en advarsel til andre kunstnere! Han har som bekendt fejet sine darlings op fra klipperummets støvede gulv og proppet dem ind i værket igen, og hver eneste tilføjelse ødelægger filmen mere og mere. Udvidelsen af episoden med det luftbårne kavalleri ("I love the smell of napalm in the morning"), al det pjat med at stjæle Robert Duvalls surfbræt, udvander såvel den storslåede absurditet og grusomhed, som Martin Sheens figur, der fremstår mindre autoritær og mere buddy med sin besætning. Værst er den 20 minutter lange klump med den franske enklave i Cambodia, der effektivt tapper spændingen ud af hele bådfærden. Straks efter er man så oppe hos Kurtz, men hvorfor egentlig? Er det overhovedet længere nødvendigt?

Hos Homer accepterer man gladeligt, at Odysseus og gutterne gemmer sig i en træhest, og at trojanerne bare må have tingesten rullet ind på torvet; men i en filmatisering af realistisk tilsnit med Brad Pitt & co. falder det helt igennem, for hvor dumme kan man lige godtage, at de der trojanere er? Tilsvarende hos Coppola. Så længe det er en stringent drevet fabel med "syret" brug af realistiske elementer (austronesiske junglefolk (formodentlig mnong gar stammen), lysraketter, Playboy-piger, FLODEN osv) accepterer man, at f.eks. det lille fartøj, der kan flyttes af en helikopter, er nød til at starte rejsen helt ude ved kysten, hvor FNL kontrollerer området; istedet for at Martin Sheen bare bliver afleveret med chopper ved et af støttepunkterne længere oppe af floden, hvor der åbenbart både er store varelagre (motorcykler) og ligefrem sejler andre amerikanske kampskippere ("Lazzaro", der morer sig med at kaste en brandbombe over på taget af vore venners lille båd). Men den går sgu ikke i et realistisk TIDSBILLEDE.

Et klassisk dilemma for en prosaist: skal man lave en stram fortælling eller en bred skildring. Coppola forsøger at ælte det ene om til det andet. Væk er den suggestive fabel, der drejer båd og fortæller og identifikatorisk tilskuer "dybere og dybere" ind mod Mørkets Hjerte, (vanviddet derinde, der blot er en karrikatur af vanviddet herude) med virkemidler som surferens LSD-trip, de skæve sorte soldater uden ledelse ved den

yderste bro, den sidste forpost i den evige nat, spyddet, der gennemborer styrmanden, tågebankerne, bådfærdens mystik. Det er nu alt sammen elementer i en skildring af Vietnamkrigen med en realistisk appel. Men når man skal høre på de der franskmænds udlægning af konflikten, må man som tilskuer spørge, hvorfor man så ikke også for at vide, hvorfor les montaignards så beredvilligt har kæmpet for først franskmændene og siden amerikanerne? Eller at når disse franskmænd selv stadig er jorddrotter i Cambodia hænger det sammen med, at Cambodia ikke var en erobret koloni på samme måde som Vietnam, men protektorat uden egen uafhængighedsbevægelse. Franskmændene var, som typisk for fremmede erobrere, dukket op som naturlige allierede for cambodianerne (og bjergstammerne) mod thaier og kinh (vietnamesere). Alt sådan noget bliver relevant, når man er ovre i den brede skildring, og har forladt den stramme fabel. But who cares? Det er blevet til et makværk.