Til Forsvar for Krimivægring

...eller: Portræt af kunstneren som ung plotter

Jeg lå med en stabel gamle BLÅ PORT og læste og genlæste hist og her, fx. Simon Pasternaks tekst, Til forsvar for plots. I den anledning vil jeg lige skrive, at når jeg ikke læser kriminalromaner, og at de end ikke fængede, da jeg var teenager og lå forkølet, og (søde) mor hentede 5 x Agathe Christie på biblioteket, skyldes det hverken snobberi for det lyriske eller foragt for plots. Det er sandelig heller ikke, fordi jeg ikke har haft fornøjelse af Eco eller af Dorph/Pasternaks egen stærkt medrivende, Afgrundens Rand - men medriveriet skyldtes nok valget af motiv, nemlig klassikeren: De hemmelige gamle nazister, såvel som at bestræbelsen på at tegne et tidsbillede af 1979 appellerede til min egen realistoide åre.

Næ, hurdlen er ganske enkelt, at jeg i tidlig alder vænnede mig til at få min trang til plot tilfredsstillet af film og tegneserier. Selvfølgelig havde jeg lagt ud i anden klasse med at fejre det at kunne læse, ved at tyre cirka 20 bind af Edward S. Ellis´ indianerbøger, altså plot-over-prærien fortællinger om Hjortefod og de to hvide børn, der var hans venner, eller Falkeøje og de to hvide børn, der var hans venner, for slet ikke at snakke om Bjørnedræber og de to hvide børn osv. Men derpå lærte jeg at tilfredsstille min trang til plot via film (vi fik fjernsyn, da jeg fyldte ti år) og med spændingstegneserier, som Blueberry. Skulle man læse bøger var det altså mere spændende at gå på voksenhylderne og låne Grimbergs Verdenshistorie og Bjøll og Durant og læse lyrisk, det vil sige, bladre.