Shah shah shah

Nå, ja, lige fordi, der har været kommentarer til forrige indlæg - altså revolutioner og opstande vindes/tabes fordi magthaverne ryster på hånden og netop optræder blødt eller svagt eller forsonligt i det afgørende øjeblik. Graden af undertrykkelse har intet med det at gøre.

YAK YAK YAK

Hvis man kan sin Umpapa & Tveskalp og husker det album hvor de slås med store høvding Frådende Vanvid og preusserne, så faldt jeg lige over hvad der åbenbart er forlægget for den scene hvor de høflige europæiske officerer nøder hinanden til at indlede slag. Det er Voltaire, der har historien: de fjendtlige hære står opstillet overfor hinanden ved Fontenoy (1745) og den engelske lord Charles Hay råber, "Mine herrer af den franske garde, giv ild!" Men grev d`Antroche svarer for franskmændene, "Mine herrer, vi fyrer aldrig først; I kan begynde."
Så, ak. De franske geledder falder, og det i et omfang, så soldaterne gør omkring og flygter. Men Louis XV og dauphinen nægter at flytte sig fra den høj bagude, hvor de har slået sig ned med kikkerter og vin, fasaner og kapuner, og det gør indtryk! Hæren vender om endnu engang, og slår englændere og hollændere tilbage.
I mens man ryder op på den rygende slagmark bøjer kongen skamfuldt hovedet og siger, "Se, min søn, hvad en sejr koster. Lær at være karrig med dine undersåtters blod."

Fight the power

Kongen er død. Kongen længe leve!

Schulz Ekstra

Nå, ja, men så vil jeg lige tilføje. I 1980erne læste jeg de to titler af Robert Walzer, der dengang fandtes på dansk, Spadsereturen og samlingen, Digterliv fra Brøndum. De var gode, de var vildt gode, og dengang havde jeg en ven, der hed Knud, som læste meget på tysk, et sprog, der var lukket for mig - jeg havde ikke gået i skole fra begyndelsen af sjette til begyndelsen af ottende klasse, jeg havde haft visse problemer især med systemet, (historierne følger, promesso,) så jeg var aldrig kommet ordentligt i gang med tysk - og Knud bakkede på sin pibe og lovede, you ain´t seen nuthin´ yet: Walzer havde skrevet Geschwister Tänner og Jakob von Gunten for slet ikke at snakke om mikrogrammerne. Ting, der nu er ved at være der på dansk, så godt som. Og. Men. Ærlig talt. Jeg er lidt skuffet. Da også. De fiser ud i forhold til Spadsereturen og Hölderlin-novellen. Synes jeg. Walzer og Schultz er to af litteraturens STORE SÆRE, men måske er det bare sådan, at særheden holder lige præcis til Kanelbutikkerne og Das spaziergang og så ikke så meget længere. Lidt a la skizofrenes selskab, som godt kan blive monotont.

Schultz 2020

På http://www.litlive.dk/ anmelder Martin Larsen skuffet og udmattet one of my heroes, Bruno Schultz, nemlig den nye, Sanatoriet under Timeglasset. Sproget er pumpet op med billeder og nykker, og anmelderen kan høre den fise ud - og jo, jeg er sådan set enig, den fornemmelse, da jeg kæmpede mig i gennem den engelske udgave for tyve år siden, at stilen ikke rigtig holdt til en to´er fordi den passede så fint til første roman, Kanelbutikkerne´s indskrivning i tidlig barndom og faderens vanvid, den fik jeg igen. Også. Men. Gak ud og find Kanelbutikkerne i Jess Ørnsbos billedskummende oversættelse fra 60erne, den holder, gør den.