PER19GRYN SIGER

Hellige Tre Sambuca-Konger

Jeg læser den nye Christina Hesselholdt – forstået sådan, at jeg har læst den hele, men læser videre i den – og jeg bliver alvorligt i tvivl om stavefejl er en del af den kunstneriske hensigt. Sådan som Tue A. Nexø antyder i sin anmeldelse. Eller om det er udtryk for tiltagende redaktionel sjusk på forlagene.

Hvor triumferende lethåndet skulle det egentlig være at fejlstave Becketts figurer Molloy og Malone? Så havde det også været sjovere at skrive Pirouette Le Pen (s. 59). Eller Madame de Stald (s. 47). Og jo, jeg kan godt se at bumlet og "autentisk fejlagtig" stavemåde kunne være et led i værkets afhierarkisering af stof og sprog og hele autobiografoide teater og alzumenschlischeskeit. Men jeg lander altså på, at det umuligt kan være forfatterindens hensigt. I CAMILLA AND THE HORSE omtales en crepêmand to gange på side 112. Det er vel en der sælger pandekager, crêpe, til han er ved at krepere. Ligesom Maryl Streep og zigeuner er sluppet i gennem.

Jeg vover en påstand om, at der er noget galt i dansk forlagsverden. Læg mærke til s. 68 i Christina Hagens SEXDRONNING, "De vil drikke retsina og saki …" og s. 83 i Lone Aburas´ FØTEXSØEN, " at drikke sig fulde i Zambuka." Begge forfriskninger indtages under ophold i Grækenland. Men mon ikke der skulle stå raki og sambuca? Eller bedre, ouzo og sambuca? Den lokale anisbrændevin hedder raki i Tyrkiet og i de gamle osmanniske kolonier på Balkan – undtagen i Grækenland, hvor man drikker ouzo! I Libanon og Syrien brygger man (kristne og alevitter) til gengæld arak, mens man i Syditalien laver sambuca, der er en hel del sødere end de andre typer. Så med mindre Christina Hagens heltinde vil drikke japansk sake i Grækenland, og Lone Aburas´ personer boykotter den lokale sprut, ligner det et par dobbelte svipsere. Sådan nogle redaktøren eller korrekturlæseren skal fange, og man tænker, drikker de ikke nok på Gyldendal?

Men de er øjensynligt lige så tørlagte ovre på Rosinante. I CAMILLA OG RESTEN AF SELSKABET får en figur serveret en snaps i Serbien. Men mon ikke det skulle have været en slivovitj? Vi kalder vel heller ikke vodka for russisk kartoffelsnaps – skønt, okay, det slår mig lige, at man faktisk siger pæresnaps om den dejlige, normanniske Poire Williams! Okay, så. Men så skulle der have stået blommesnaps, for jeg er ret sikker på, at serberne ikke laver kornbrændevin efter tysk og dansk model.

I interviews bryster forlæggere sig gerne af, at de elsker litteraturen. Men det virker, som om de ikke engang gider gå i seng med de bøger, de udgiver, længere. Jeg synes fejlene hober sig op i for meget af endda den bedste danske skønlitteratur. Der er en scene i K.B. Foss´ STORMEN I 99, hvor en skurk binder en kvinde til en seng med viskestykker og knebler hende med en karklud, der også bindes fast. Så voldtager og vansirer han hende. Men kort efter er hun i stand til at komme fri ved at gnave viskestykkerne over. Gode tænder! Dårlig redaktion? En forfatters privilegier indbefatter at stave forkert i manuskriptet, kludre i formuleringen og at gyde tanketorsk, hvorfor det er forlagenes opgave at levere en grundig korrektur. Men den er måske sparet væk, fordi forfatteren formodes at klare det selv med stavekontrollen?

Uden at jeg skal påstå, at man ikke kan skrive på det tanketorskuøse. Selvfølgelig kan man det. Kunstnerisk frihed, forskønnende skønhedsfejl bla bla.

Men altså.

Okay, så er fluen kneppet …

Per19Gryn siger (2)

"Det hele kunne minde om et sted i O'JØSSES, hvor Steffen og Baloo hen ad morgen går gennem Dublin ..."

"What a rest to speak of bicycles and horns."

"Det hele kunne minde om den cykeltur Malloy eller Mallone er på med en søn et sted i trilogien …"(SELSKABET GØR OP s.129-30 og bagsiden)

"Hvordan går cykelklokke-maskinen i forbindelse med moder-anus-maskinen" (ANTIØDIPUS s.2)

Det er Moran & søn der sidst i MOLLOY cykler derudaf, men den tanketorsk fungerer fint som skønhedsfejl, en prik på en pudret kind i rokokoens Frankrig, jo, jo, den køber jeg, det er også meget praktisk at kunne forbinde de navne hjernen åbenbart helst vil skrive, derved dannes poesi. Men enten må forfatteren efter korrektur have bedt forlaget lade stavemåderne stå, og så er det ikke ægte fejl, men forfatterens hensigt. Eller også er det virkelig elendig korrektur - siger jeg for lige at understrege forrige indlægs pointe.

"Det hele kunne minde om et sted i UGLESØS, hvor den ungarske jyde Leopoul Borum og unge Steffen hen ad morgen går gennem Dublin ..."