Rushdie

By the way. Jeg ved godt at jeg tidligere har udnævnt Niels Franks Spørgebogen til bedste danske udgivelse 2010. God er den, nemlig. Men jeg må erkende, at nu hvor jeg har læst favoritterne fra 2010 to eller tre gange hver, er jeg nød til at tildele SÆT ASTA FRI prisen. I den anledning har jeg en kommentar til indholdet. Here we go:

I The Factory optræder en hund med navnet Thomsen. Den beskrives som kontormandsagtig. Ingen steder står der, at det er en kommentar til nogen digter af samme navn. Jørgensen kan ikke anklages for at håne nogen, der er ikke noget at komme efter. Det var ellers præcis den fornemmelse flere anmeldere fik. Hmm?

I Sæt Asta Fri, bærer en figur navnet Rushdie; en rødhåret mand fra Rhodesia, der med tiden overtager hovedpersonens kæreste og ”i dag” driver økologisk landbrug sammen med hende. Og. Jeg frygter, at navnet er valgt for at kunne skrive sætningen, ”Morris og Rushdie er sønner af det hvide Afrika.”
Det er muligt jeg er uretfærdig, det er muligt jeg tager fejl.
I så fald, Jørgensen, beklager. Jeg håber, jeg gør dig uret.
Men jeg blev sgu bedrøvet, første gang jeg læste den passage.
Rushdie er ikke et engelsk eller skotsk eller irsk navn, men et muslimsk navn, jvf. Ibn Rushd (Averroes). Det er ikke rundet af britisk imperialisme, men af arabisk og på anden vis islamisk kolonisering og imperiedannelse. Den i Mumbai fødte Salman Rushdie er så at sige ”barn” af det arabisk-turkomane-mogulske Indien, og det er ikke et navn fra den blå luft; enhver læser genkender det. Også her hvor en dansk forfatter forbinder det med europæisk hegemoni i Afrika. Skal det forstås sådan, at Salman Rushdies virke betragtes som et barn af britisk imperialisme?

Når jeg overhovedet kan få det mismod, den mistanke, skyldes det, at jeg er stødt på en del af den slags forbløffende holdninger i kunstnerkredse.
Eksempelvis interviewet med pensioneret forlægger, Torben Madsen, bragt i Information 31 august 2009. Jeg har gemt det: "De Sataniske Vers er iskold spekulation i en berømmelse han ved Gud fik og lidt til."
Jo, det udtalte han. Hr. Madsen overser, at Rushdie flere år før De Sataniske Vers udkom var blevet hyldet af Klaus Rifbjerg og Poul Borum i det fjerne Danmark; verdensberømmelsen var i hus for længst.
Skulle Rushdie også have skrevet sit gennembrud, Midnatsbørn (1980), der gjorde ham uønsket i en periode af den indiske regering, for at tækkes vesterlændinge med et horn i siden på Indira Gandhi? Eller romanen Skam, der gav ham problemer i Pakistan – skulle han have karikeret Zulfikar Ali Bhutto og Zia ul-Haq af ren og skær opportunisme?
Hvad med det engelske politi, der i Sataniske Vers portrætteres klassisk som racistiske strissere? Ah, nå, jo, det er selvfølgelig for at spekulere i salg til kystbanesocialister. Eller wa?
I et essay om censur fra 1983 gik Rushdie i kødet på religiøse og politiske begrænsninger af ytringsfriheden i Indien og Pakistan. Med humor, endda. Seks år før fatwaen. Hvad nu hvis han bare mente det?

Crime of passion

Mit ideal var kleptomanen i Enhjørningens Hemmelighed. Den lille, hvidhårede herre, der ustandselig stjæler Dupont & Dupond´s tegnebøger, indtil de finder på at sætte en elastik i, så tegnebogen, i det elastikken strammes, returnerer i retning af ejermanden - og smæk i synet på Dupont. Da Tintin og Haddock til slut står i lommetyvens lejlighed, er mandens reol fyldt op med tyvekoster. Tegnebøger ordnet alfabetisk efter den bestjålnes navn. Dette er hans bibliotek. Lutter tyvekoster. Jeg lod mig som ung inspirere og klistrede selv et lille mærkat ind i bøger, jeg ikke var kommet ærligt til, og noterede navnet på boghandlen og dato for det kriminelle forhold.

Patti Smith m.fl. har for nyligt skrevet en lille tekst i The New Yorker, hvor de beretter om en bog, de engang har stjålet. I hendes tilfælde et digert opslagsværk – og hun blev taget af en vagt. Min historie bliver denne her: Forrest i mit eksemplar af Salman Rushdies Skam har jeg på mærkatet skrevet Arnold Busck 10-marts-1984. Jeg havde tidligere bekostet Midnatsbørn til fuld pris samme sted, men åbenbart nu valgt at anskaffe forfatterens næste roman via armhulen under min jakke … og det gik snildt, så jeg kan ikke runde historien af som Patti med en pågribelse.