Friday, April 27, 2007

Rolling Stones


Montaigne - uressayisten - noparticularplacetogoskribenten - pralede med at kunne holde på sit vand ti timer i træk, og for en, der har været sengevæder som barn, er det stort at læse. Men han var plaget af grus i vandvejene. En overgang håbede han, at galdestenen kunne forløses i et rigtigt godt knald, men, men.. Siden drog han slukøret på turne til Europas kursteder - Baden Baden og året efter, Marinbad. På vej gennem Italien noterer han store og små sten - hele to afleverer han i strålen over Venedigs Canal Grande (jeg overdrev i går med dueægget, jeg havde ikke læst op på ham), Arno-floden gennem Firenze tager imod endnu flere, og i Rom en stenen stor som en pinjekerne. Desuden var han indianernes store hvide beundrer. Efter at være løbet på et par rødhuder i Normandiet, voksede de i teksten til de noksombekendte autentiske, rene og gode mennesker, der ligefrem var lykkelige og mindre barbariske end hans landsmænd, når de åd menneskekød. Lige til Enhedslisten m.a.o.

Post Canem

Så i aftes blev jeg pludselig i tvivl, var Agrippas sorte følgesvend vitterligt den første helvedeshund? Eller hvad med Kerberos? Jeg konsulterede Dante og i Infernos sjette sang, læser man:
"Vilddyret Cerberus...gøer som en hund og fra tre struber trænger dens hyl...ildrødt er øjet, udspændt bugen hænger, dens skæg er sort og vådt..." Flere gange sammenlignes den med en hund, men det hedder også, "Cerberus, den store orm, os hørte..." Så jeg konkluderer at the hounds of hell nok alligevel er fordoblinger af det græske sagndyr, der blot farede i Agrippas køter, den okkulte dobermann, hvis hale stadig basker for vildt i litteraturen.

Thursday, April 26, 2007

H.C.Agrippa - dagens DWM


"Tal om offentlige ting til offentligheden, men om ophøjede og hemmelige ting kun til de mest ophøjede og nærmeste venner. Giv oksen hø og papegøjen sukker. Forstå dette rigtigt, medmindre du ligesom visse andre skal blive trampet sønder af øksne."
Johannes Trithemius i brev til Heinrich Cornelius Agrippa.
Anledningen var, at den unge Agrippa (1486-1535) havde sendt ham sit håndskrift, De occulta philosophia, hvor i han forklarede, at en verdenssjæl gennemstrømmede universet og at et moralsk renset sind, tålmodigt skolet i magiens veje, kunne tune in og benytte sig af the force. Agrippa var en flink mand, overtalte inkvisitionen i Metz til at frigive en smækker ung troldkælling, der allerede lugtede af grill, men var senere så uforsigtig faktisk at udgive sit manuskript - godt nok med et forord, hvor i han undsagde sig selv. Nu kendte man ham, og det oplyses at en djævel fulgte ham som en hund og tillod ham at sove på månen.
Men som moden mand skrev han - ofte i gældsfængsel - at krig er de fås forlystelse, som er at slagte de mange, lægekunsten er en form for manddrab, kabbala sygelig overtro og pavens magt uberettiget. Digtere er galninge, filosofferne vrøvler, historikere skriver fabler, hofferne er tilflugtsteder for ondskab, handel er forræderi, og magi, alkymi og spådomskunst bare antividenskab. Han angreb kirken for at bruge for meget på katedraler og for lidt på de fattige, og ærgrede også Luther ved at kalde både Det gamle og det nye testamentes forfattere fejlbarlige. Jesu ord var det eneste, der duede.
Den sorte hund, der fulgte ham, skal være anledningen til alle helvedeshunde i litteraturen lige siden, fra Goethes schwarze puddel til David Lynch: the black dog grunts at night.

Min lille serie om Dead White Males (with the occasional black dude) her skal ses som et heroisk forsvar for akkuratesse - på nixiconnet, wikipedia, står der skinbarligt vrøvl om en figur som gamle `Grippo.
Læs i morgen om Montaigne og hans galdesten - under en rundrejse i Europa førte han dagbog og noterede sig størrelsen på de sten han tissede frem - i Venedig var den stor som et dueæg, så han må have haft et godt rør.