Lana´s Mund

"Hvad drømmer man med?"
"Med munden."

Sagt af en syvårig. Til Jean Piaget i et interview til hans bog Et Barns Opfattelse Af Verden fra 1929.

"Writing to me doesn't feel too much different from talking, and my new shrink says that I talk differently from most people he sees."
Udtalte Lana i 2009. Da hun stadig var cafésangeren og fotomodellen og ngo-aktivisten Lizzi Grant. I et interview til Huffington Post i anledning af hendes første udgivelse EP'en, KILL KILL. Da jeg læste det, tænkte jeg, a-haaa! ... at hendes appel, hendes lyd, måske kommer fra at hun har gået så meget i terapi, det vil sige, har set mindst to shrinks. At hun er en afklaret person, har fået bearbejdet sine traumer. Og at det er derfor hendes sårbarhed kan lyde så ren, så forklaret og øm. At kompensationsmekanismerne er væk.
Men.
Hun bebrejdes gerne, at hun synger falsk og har falske læber. Hele munden er fup! Og jeg behøver vel ikke linke til optagelser, hvor hun er tonedøv, der ligger rigeligt af dem på youtube. At blive tonedøv er en psykisk blokering. Et symptom. At synge rent med den smule stemme, man har, kan alle derimod lære.

De nervøse læber som THE HATERS ... elsker at klippe ud!
Her har hun vist lige sunget falsk - igen.
 



Måske bliver hun mere sårbar, end hun kan bære, når hun synger rent, og tonedøvheden er en slags dissociering? For det sted hun synger fra, når hun faktisk kan synge, er jo et eller andet blottet og blødt, et såkaldt langt inde. (Dette være ikke formuleret med en tilsigtet seksuel undertone, honest!)

I et interview med GQ i 2012 fortalte hun, at hun var blevet alkoholiker som fjortenårig og havde måttet i behandling, på afvænning. Hvor efter hun blot røg på stoffer. Hvilke slags? Alle slags, sagde hun! Undtagen heroin. Adspurgt om sin reaktion på al hadet, sagde hun, at det gav hende lyst til en sjus ... ni år efter hun havde bundet sin forrige.

Så læste jeg et rygte. At hun var blevet groomet af en voksen, da hun som tolv-tretten årig gik til alle mulige auditions for filmroller og modeljobs.
Åh, nej!
Nu igen?
Tænkte jeg.
Så skulle jeg måske bruge overskriften:

PRO-MÆNADEN 2

Så skal alt det dér big bad wolf/come on and eat me up hun synger, forstås, ikke som almindeligt rollespil, men noget ubehagelig? Alvor. Bogstavelighed. Gentagelsesadfærd. Sygdom?

Hvis man når ud i krogene af hendes på nettet opdukkede, tidlige værker, støder man på videoen PUT ME IN A MOVIE. Nummeret stammer fra en EP, hun indspillede og rundsendte i 2007 og havnede senere på debutalbummet fra 2010. Videoen må være lavet, da hun var en 19-20-21 år, hvor hun klippe-klistrede en helvedes masse videoer. Sangen er ikke hendes bedste fra den tid. Men. Hun bruger noget spøjs footage af kinesiske børn, piger størrelse syv år .. og så synger hun put me in a movie/come on/you know you like/little girls/you can be my daddy.

En strofe er formuleret som et svar, You're my little sparkle jump-rope queen. Cirka: du er min lille sjippetovs-prinsesse.

Man skal som bekendt ikke tage værkindhold bogstaveligt i forhold til kunstneren selv. I videoen til SUMMERTIME SADNESS er hun både lesbisk og begår selvmord. Forestillingen om filmbranchens casting couch kunne jo tænkes at fungere som en kvindes almindeligt søndagsmasochistiske sexfantasi, og børnelokkerflirten er jo nok spøgefuldt ment. Men kunne det være en blanding af spøg og bebrejdelse?

Fem-seks år senere, altså efter den dér terapi hos mindst to forskellige shrinks, indspiller hun mesterværket OFF TO THE RACES. Jeg var straks solgt, da den dukkede op på youtube lige før nytår 2011-12. Men jeg hæftede mig ikke ved teksten før nogen - Peter Høyrup? - gjorde mig opmærksom på, at den er baseret på en kendt roman af Nabokov. Dén roman. (Hvis titel jeg ikke vil skrive, fordi det vil give uvedkommende trafik til bloggen - i forvejen drejer måske halvdelen af googlesøgningerne, der leder her hen, sig om en prostitutionsgeschäft på Mariendalsvej, jeg skrev om for år tilbage.)
OFF TO THE RACES synges fra Dolores perspektiv til Humbert Humbert. Hun får stemme, kunne man sige. Ude og svømme i det dysfunktionelle og motellets svømmepøl. Men teksten undgår det overgrebsromantiserende, Lana ligefrem er blevet beskyldt for, da stemmen synger he doesn't mind I have a Las Vegas past, det vil sige, stemmen kunne være en stripper, der blot agerer Dolores.
Men det er selvfølgelig fornemmelsen af det langt-ude-på-dybt-vand dysfunktionelle, der giver teksten og stemmeføringen sin syge sødme. Videoens balstyrige nedskydninger af mænd, danner vel en modvægt.

Nå, ja, måske skulle jeg have startet indlægget med at skrive, at dette er forfattet af en fan. Som selv har gået i terapi de sidste seks år. Og prøver at forstå, hvorfor jeg blev så heftigt heftig omkring LDR. Fordi.
Så jeg prøver at gennemskue. Om det er den syge kvinde, der appellerer til mig? Eller hende, der er ved at blive rask? Eller en, der slet ikke har været traumatiseret i nævneværdig grad, men blot har ordnet lidt småting hos terapeuten?
For måske er hun bare en virkelig sød og uforhærdet person, uforrået og reagerer NATURLIGT, når hun som forleden i Dublin tuder af rørelse på scenen. (Uha, der kom Platon og Rousseau og det uspolerede listende ...) Altså, at når hun på dette forårs turné i Europa gang på gang ender med at uddele knus til de forreste rækker under koncerterne, det er vel en sund reaktion på al den hengivenhed at svare med sin egen generøsitet?
Okay, jeg har ikke været til koncert med store navne siden 90erne, så jeg ved ikke om crowdhugging er blevet kotyme, om Bruce og Prince og Beyoncé knæler ved scenekanten og giver fem-ti fans et knus, såeh ...



Snøft i Dublin

Hvor om alting er. Der synes at være en svingning i hendes stemme, der ræsonnerer i lytternes sårbarhed, fremstår som en sårbarhed hos hende, så den på en gang genkendes og vækker ømhed. Og derfor også THE HATERS. Voldsomheden i angrebene, der startede før hun havde blameret sig på TV. Jo mere sårbar, jo flere krænkere. Sådan er det. Ingen nye sangere er blevet korsfæstet i samme grad, siden ... hvem ... nå, jo siden Elvis!

Og ... glosen Lana betyder uld på spansk, og del rey, noget med kongen ... hov, kongen, lammet ... hun ER jo Jesus, tænkte jeg det ikke nok!


 

 

Til fransk TV i 2011, I don't really find fragility appealing, just b'cause it's not something I've been really interested in for a long time. But. I. Am. Nervous on stage, and, ahm ..I d'know, every show gets a little better.