Sukkets Anatomi a.k.a. Suk&Sød
All that grace
All that body
All that face
Makes me wanna party
Tænk, at det kan synges så gribende.
Dermed være så genialt skrevet. Oh, store livsfejring.
Det god pop kan, og som gør god pop til god pop og uden hvilket pop var overflødig, er, som du ved, at ramme en fundamental nerve og ramme den helt rent! De store følelser, de elementære. Tab, sorg, generøsitet, at bare måtte danse, at elske uden forbehold. Sådan, at de blusser op i lytteren. Som havde man pustet på en grånende brændeknude. Og det er ikke nemt, så hitlisten er en kloak og løber altid over med ligegyldig musik. Mislykket pop.
Den seneste måned har man på nettet kunnet høre Young & Beautiful, tema til nyindspilningen af THE GREAT GATSBY. Jeg har haft våde kinder 25-30 gange - faktisk stort set hver eneste gang, jeg har lyttet til den. Ikke hulk, ikke gråd, ikke oh, det gør ondt, bare en uproblematisk automatreaktion. Plask!! Jeg bliver våd, uanset om jeg lytter fokuseret eller ej. Med hørebøffer og uden.
Hvorfor?
Hvad er nu det?
Nu spørger du måske, hvorfor skal jeg læse en grådlabil bloggertosse? Mister HulkeHulke? Men det er hvad jeg har til dig. Det sidste værk, der udløste tårer ad libitum, var Henryk Goreckis tredje symfoni, der hittede stort tilbage i 1993. Men her var der tale om et værk, indledt med dybtgravende strygere og en adgang til sorg, smerte, medfølelse, den slags, såvel som en osmose af forklarelse og sorg. Derfor tårer af en sådan type, kunne man sige. Lidelsens reservoir. Sorgens salt.
Lanas sang synes at få fat i lykke og kærlighedsevne, som åbenbart også kan måles i tårer. (Er det for personligt, at jeg skriver det her? Men det er du vel vant til, efterhånden.) Nå, ja, man siger jo glædestårer. Men hvor tit har man ellers dem?
Goreckis symfoni har vokal, noget tekst, men på polsk. Ordene kunne altså ikke i sig selv spille en rolle. Lana synger Will you still love me/When I´m no longer/Young and beautifull ... /When I got nothing/But my aching soul og konkluderer, I know you will ... og kærligheden transscenderer døden, fortsætter ind i evigheden - der er en passage a la bodegaklassikeren HIMMELHUNDEN, hvor hun synger cirka må-man-tage-fyren-med-sig-ind-i-himlen, han-er-sød-og-han-har-været-min-bedste-ven.
Den uhæmmede, oceaniske kærlighed er grundlæggende barnets kærlighed. Kender ingen modstand, ingen skuffelse, ingen grænse. Hvis ikke du bliver som et barn igen, kommer du ikke ind i Lanas sang. Men der venter saligheden. I'm lying in the ocean/singing your song, som det hedder et andet sted.
Men stemmen. Uden stemmen ingenting. Hun, der netop så tit synger falsk live, synger som bedst, altså når hun er mest lydhør, indefra mig. Gud være hermed identificeret, det er Lanas ånde med sin lyd og lydhørhed, når hun synger Young And Beautiful.
Som du for længst har regnet ud: jeg ER Lana. Min anima, mit følelsesliv personificeret, osv. Lana-jeg-Lana. Ved at ramme en nerve så rent, så rent, som hun gør, bliver identifikationen hos lytteren så meget mere omfattende, vil jeg tro. ... nå, jeg prøver at skrive noget mere en af dagene ...
All that body
All that face
Makes me wanna party
Tænk, at det kan synges så gribende.
Dermed være så genialt skrevet. Oh, store livsfejring.
Det god pop kan, og som gør god pop til god pop og uden hvilket pop var overflødig, er, som du ved, at ramme en fundamental nerve og ramme den helt rent! De store følelser, de elementære. Tab, sorg, generøsitet, at bare måtte danse, at elske uden forbehold. Sådan, at de blusser op i lytteren. Som havde man pustet på en grånende brændeknude. Og det er ikke nemt, så hitlisten er en kloak og løber altid over med ligegyldig musik. Mislykket pop.
 |
| .. jo, jo, Lana, men hør nu videre |
Den seneste måned har man på nettet kunnet høre Young & Beautiful, tema til nyindspilningen af THE GREAT GATSBY. Jeg har haft våde kinder 25-30 gange - faktisk stort set hver eneste gang, jeg har lyttet til den. Ikke hulk, ikke gråd, ikke oh, det gør ondt, bare en uproblematisk automatreaktion. Plask!! Jeg bliver våd, uanset om jeg lytter fokuseret eller ej. Med hørebøffer og uden.
Hvorfor?
Hvad er nu det?
Nu spørger du måske, hvorfor skal jeg læse en grådlabil bloggertosse? Mister HulkeHulke? Men det er hvad jeg har til dig. Det sidste værk, der udløste tårer ad libitum, var Henryk Goreckis tredje symfoni, der hittede stort tilbage i 1993. Men her var der tale om et værk, indledt med dybtgravende strygere og en adgang til sorg, smerte, medfølelse, den slags, såvel som en osmose af forklarelse og sorg. Derfor tårer af en sådan type, kunne man sige. Lidelsens reservoir. Sorgens salt.
Lanas sang synes at få fat i lykke og kærlighedsevne, som åbenbart også kan måles i tårer. (Er det for personligt, at jeg skriver det her? Men det er du vel vant til, efterhånden.) Nå, ja, man siger jo glædestårer. Men hvor tit har man ellers dem?
 |
Den uhæmmede, oceaniske kærlighed er grundlæggende barnets kærlighed. Kender ingen modstand, ingen skuffelse, ingen grænse. Hvis ikke du bliver som et barn igen, kommer du ikke ind i Lanas sang. Men der venter saligheden. I'm lying in the ocean/singing your song, som det hedder et andet sted.
 |
| .. jamen, jeg mener det sgu, søde .. |
Som du for længst har regnet ud: jeg ER Lana. Min anima, mit følelsesliv personificeret, osv. Lana-jeg-Lana. Ved at ramme en nerve så rent, så rent, som hun gør, bliver identifikationen hos lytteren så meget mere omfattende, vil jeg tro. ... nå, jeg prøver at skrive noget mere en af dagene ...
 |
| ... Jeg ved ikke om det her giver mening eller har nogens interesse ... |
posted by jens jacob toftegaard at 4:07 PM
3 comments
