Wednesday, January 23, 2013

Nellie's Bøger

Forlaget Lindorm & Ringorm har for nyligt haft den fornøjelse at udgive H.C. Andersens genfundne kogebog, Den Grimme Vælling - skønt onde tunger stadig taler om et falsum - og den kommende tid har vi den glæde at præsentere Niels Franks samlede værker i ny, omskrevet form. Digteren, der ellers tæller blandt Karl Ove Knausgårds mest ophidsede kritikere, kommer nu bag på alle og går Knausgård i bedene. Det skulle dreje sig om følgende bind: 

Små Huder. Sturm und dreng, den svære kærlighed i puberteten, skindet som bedrager. Niels får sit første digt trykt i hundesexbladet Ugens Apport. (1974-76).

Børgespil. Hvordan man tjener til en ny cykel inden saunaens sten bliver kolde. (1977-80).

Alt Andet End Løgene. Unge Niels barberer sig (1981-83). Til skolekomedien synger han, ”Man kan jo ikke gøre for at man har tarme.”

Bagbordsindianernes Store Hvide Ven. Om mødet med Poul Borum. (1988-90).

WC. Fotobog.

Acapulco. Æstetik, Andy Warhol og landligt jyske a´ ka´ pul´ ko erfaringer.

Livet I Misantroperne. Avant et derriére. Garden dør, men den overgiver sig ikke (1995-02). Som rektor på Forfatterskolen er der ikke dét, Niels ikke vil sige om eleverne bag deres ryg, – faktisk allerede, når de starter på Hald – for at fjerne deres grænser for hvad man kan skrive.
 
Niels Frank & Lars Frost (red.): Kværuslanten. Mandeessays. Skriftet indledes af Frost med Mis Og Gryn – kvinde- og kapitalismekritik, og tæller Niels Franks eget Bitter-Issen; Om hårtab og civilisationens undergang. Til slut den velfærdsutopiske, fælles tekst: Smukke Diller Efter Krisen.