Billede(vand-til-vin)pistol

Erkender, at jeg ikke er receptionsløve, men snarere en kat med halen i et sært tasteinstrument.
Skal man færdes i de københavnske kunstnermiljøer, skal man kunne gå rank gennem lokalet med tyve knive i ryggen, og det har jeg da hidtil også godt kunnet. Ligesom jeg er en ferm knivkaster, når det skal være. Det er da heller ikke gamle knive, der generer mig, de sidder udemærket deromme. Men det er som om, at de gik i kødet - hak! stab! snit! og TJUK! - og så mærkede man dem bagefter, mens nu kan jeg mærke i slowmow, når de går ind, hvilket selvfølgelig er et rædsomt dårligt billede, når det nu i grunden bare er sådan, at en og anden har afsløret sig for mig, og nerverne i ryggen er vågnet op til dåd. Og når jeg tidligere kunne være fakir, var det snarere fordi, at folk ikke betød helt så meget for mig, som nu. Eller, naaarj, njja, arrr, jeg ved ikke, om det nu er rigtigt. Måske er det snarere fordi, at den - og nu berører jeg noget meget personligt - den usunde tillid, jeg tidligere kunne fatte til netop dem, man burde tage sig lidt i agt for, er ved at være afviklet, og jeg mærker bare full impact af den usunde tillid, jeg tidligere hæftede mig til folk med. Eller den er netop ikke afviklet, men nu mærker jeg hvor usund den er, lige på stedet?
Jeg tror, jeg skal være en menneskesky. Bare for en tid. Diset og fjern og lidt gennemsigtig.

PS: Knive i ryggen kan måske i øvrigt pynte, tænker jeg, er det ikke det en leguan er, reinkarnationen af en receptionsløve med tyve knive i ryggen.

RECEPTIONSLEGUAN
Tæller takker under takketalen
på din ryg står hilsener fra rivalen
tag bestik af knivene i salen
gå din vej, få lidt sol på halen.