This Guns for Hire

Det er næsten som at komme ud af skabet, men, okay, jeg må altså bekende: den seneste uge er jeg faldet for Bruce Springsteen. Born in The USA. Og det har dog ellers kostet mig en hel del de sidste tyve år, at le hånligt af The Boss og hans fanatiske menighed. Ud over alle dem på 4 Maj kollegiet, der sad og nikkede rørstrømsk til I´m goin´ down-down-down, så jeg måtte sprutte af grin, og en pige jeg pillede ved i en kort periode som blev sur over noget med Bruce og i forvejen syntes, jeg hørte og mente det forkerte i forhold til hendes særlige venstreorienterede snæversyn, så vendte jeg desuden engang en hel fest imod mig, på grund af ham; En fest hjemme hos mig selv!
Det var, da jeg var femogtyve og rendte på et par gamle kommunistpiger - rødhætter - fra barneårene, og vi så arrangerede en lille fest for en 10-12 stykker af de gamle oppe hos mig, og netop Born in The USA havde jeg lånt af min sambo, og den ville de gerne høre, og jeg lo hånligt af musikken og karikerede Bossens sjokkedans i videoen, Dancing in the dark. Det var ikke populært. Slet ikke. De tidligere kommunister havde projiceret al deres arbejderdyrkelse over på amerikaneren med hans proletariske enkelhed og muskuløse bluecollar autencitet. Især pigerne. Så det var dén aften.Men, bevares, jeg har selvfølgelig altid syntes godt om nummeret, I´m on fire - Hør lille tøs/er din farmand hjemme/er han gået uden at give dig/noget af det slemme/osv - men ellers er det, som det nu går, når man bliver gammel, stemmen - the human presence - der har ramt mig i disse dage. Count me in, nu står jeg i kø ved kirken. Men gudskelov er der vist også kommet nogle Zappa titler til mig på biblioteket.