The sins of the fathers

Sidder og syrer ud til John Lennons prægtige posthumt udgivne version af Ronettes´ klassiker, BE MY BABY, så syret, så smuk; falset og passion. Da min fars hustru er ude af landet, har jeg ham for mig selv for tiden, og i går gik han længere end nogensinde med sine historier fra besættelsen. Stenguns var nemme at betjene, sagde han, men upraktiske pga magasinet, der sad sidelæns - han og gruppen havde foretrukket svenske husqvarnaer og finske suoma-maskinpistoler. Havde han så affyret dem? Og jeg holdt vejret. Først havde han. Så forsvandt det, så havde han ikke. Men han fortalte om gruppens likvidering af to HIPO-chefer og hvordan de havde såret den sidste 2 eller 3 maj 45. Jeg tror, det var så langt han nogensinde kommer til at gå i hvad han fortæller. Nu er han 85. Men. Jeg ved jo, at farmors bror kæmpede på Frankrigs side i Første Verdenskrig, jeg har læst brevene fra fronten og de interviews han gav, da han kom hjem - i et af brevene til min farmor ærgrede han sig over at ingen havde overlevet til at bevidne, at han igen havde dræbt en tysk officer i en skyttegrav, så han gik glip af en medalje (han fik ellers rigeligt). I min familie har man slået mennesker ihjel. Jeg skal lige åbne en flaske mere.