Blå Prut

Blå Ports leder er et angreb på Claes Kastholm. Ganske indlysende. Men. Også på Hans Hauge. De to slås sammen, som trusler mod højrøstede forfatteres pengepung, og det er da helt ved siden af. Hauge? Come on, portnere!
Fra klummen, VREDENS DAG, citeres udsagnet "der vil komme skueprocesser," som om det nødvendigvis skal læses bogstaveligt. Hauge betjener sig altid af ironi. Det kan man da kun overse, hvis man læser ham i en tilstand af had og vrede? VREDENS DAG var holdt i et for ham helt usædvanligt dommedagstonefald. Helle Thorning blev udnævnt til "Nattens Dronning." Men kort efter (22/3) skrev han: "Satire, humor og ironi har det skidt for tiden. Folk er sarte og nærtagende. Ironiske bemærkninger tages bogstaveligt. Tag nu professor Lars Qvortrup fra Syddansk Universitet. Han siger, jeg lyver, fordi jeg har kaldt ham Enhedslistens ideologiske spydspids. Hvad JP's læsere ikke kan vide, er, at Qvortrup skriver klummer i Information. Deri skrev han, at jeg er Dansk Folkepartis ideologiske spydspids i JP. Jeg har altså kun efterlignet hans måde at lyve på. Og på denne baggrund beder han mig om mådehold. Han må gerne lyve i Information, jeg må ikke efterligne ham i JP. [...] Som læservejledning til sprogvidenskabsmanden Lars Qvortrup skal jeg oplyse: I mit omtalte indlæg VREDENS DAG mimede jeg oppositionens tone og skrivestil."

Hauge er samfundsdebattens Casper Christensen. Her et citat fra hans klumme LAD OS ALLE BLANDE (27/11/04): "I folkekirken, hvor vi tror, præsterne tror, er der en præst, Thorkild Grosbøll, som ikke tror på gud (og derfor staver Ham med lille). I sygehusvæsenet, hvor vi ikke tror, lægerne tror på Gud, men på videnskaben, har en læge, Thomas Teglgaard, erklæret, at han tror på Gud og endda på Djævelen. Det ville jo være fint, hvis disse to skiftede plads. Så ville overlægen i Hillerød blive glad, og det samme ville biskoppen over Helsingør Stift. I kirken tror man; på sygehuset ved man. Der er nemlig ikke noget, vi frygter mere, end at ting blandes. Så kommer der uorden i systemet. Religion skal forblive inden for det statslige system, som kaldes folkekirken, og videnskaben skal forblive inden for det statslige system, som kaldes sundhedssektoren. Der må ikke bruges videnskabelige argumenter i kirken og religiøse på sygehuset. »Bland ikke tingene sammen,« advarer vi. Hvornår lærer vi at adskille? Som børn naturligvis. Babyer blander først alt sammen. Maden er blendet mos. Så bliver babyen til et barn, og så lærer det at skille skidt fra kanel. Lort skal i potten, mad skal i munden. Det er lutherdommens oprindelse. Luther sad på lokum og sendte de gode gerninger ned til Djævelen og troen op til Gud. Fra Luther lærte vi at adskille religion og politik. Børn vil have tingene adskilt på tallerkenen. Sammenkogte retter er de skeptiske overfor, for de kan ikke se de enkelte elementers identitet. »Hvad er der i?« spørger de. Tænk også på det danske frokostbord: først sild, så fiskefilet, dernæst osv. Og de fleste danskere ser med foragt på amerikanere, der tager lidt af det hele: sild sammen med frugtsalat, for de ved ikke, at frugtsalat (selleri i flødeskum) er til sidst og skal på franskbrød. Med frugtsalaten synder vi. Vi blander. En ting ad gangen. Sådan spiser vi. Det er dansk kultur. Der er derfor noget sandt ved Grundtvigs bestemmelse af danskhed som Barne-lighed. Grundtvig var den store antiblender. Alt skulle adskilles. Skole for sig, kirke for sig. Det folkelige til den ene side; det kristelige til den anden. Grundtvig er forløber for multikulturalismen, der er antiblendningens ideologi. Kulturer skal forblive distinkte, og de skal ikke blandes, for blandes de, bliver de noget nyt. De skal bevares etnisk rene. Derfor bryder mange sig ikke om den amerikanske ide om the melting pot smeltediglen som er en stor sammenkogt ret af kulturer...."

Eller hvad med:

"Kulturradikalismen er tæt forbundet med den norske forfatter Agner Mykles nøgleroman: SANGEN OM DEN RØDE RUBIN. Den er kulturradikalismens bibel. Kulturradikalisme begyndte med modet til at skrive - her på norsk: »presser langfingeren inn i hennes kjønnsspalte«. [...] Det er ganske som at tænde sin PH-lampe. Der skal være lys overalt - også dernede i mørket mellem benene. Hvorfor sagde de den slags dengang? Naturligvis for at forarge de sorte præster, som endnu ikke var fætre og for at provokere de værdikonservative. [...] I 1899 beviste en norsk videnskabsmand, at langskallede mennesker naturligt var venstreorienterede og progressive, mens kortskallede var værdikonservative og højreorienterede. Mon ikke snart hjerneforskningen viser det samme igen? Mon ikke DF'ere og religiøse tilhører en laverestående race - en naturlig forklaring på deres underlige handlemåder?"

Som endnu ikke var fætre. Altså det er da skægt, hvordan kan man citere ham, som om han var en krakilsk alvorsmand? Den slags skal man da besvare i samme toneleje.

Claes Kastholm lavede Ekstra Bladets kampagne mod Claus Carstensen for ti år siden. Alene den gør ham tvivlsom på posten i noget som helst kunstråd. Omvendt er Hans Hauge fan af CC. Læs dog POSTDANMARK - POLITIK OG ÆSTETIK HINSIDES DET NATIONALE (2003). En fremragende bog. Sjov! Og må folk ikke drille forfatterne? Dengang jeg gik på Forfatterskolen, sad Kirsten Thorup og sagde, at hun godt kunne ønske sig at få skiftet kristendommen ud med Islam som "vores kulturgrundlag." Hun var da en nar. Forfattere er magtfulde offentlige personer med talekompetence, de SKAL da drilles. Hvis nogen - som Hauge - ironiserer over forholdet mellem kunstens statslige financiering og samme kunsts anarkistiske attituder, er det så virkelig en logisk konsekvens, at manden ønsker kunststøtte inddraget? Det er det vel ikke. Så ærlig talt, ligner Blå Ports leder ikke - i Hauges tilfælde - faktisk en skueproces?