Mister Bloggerblogger

Anti-Skinnebach

2012-01-06T12:11:00.003+01:00

Det er ikke vigtigt, at menneskeslægten overlever, hvis litteraturen skal handle om klimakrisen.

Back In Your Life

2011-12-14T15:33:00.003+01:00

Hov, en serbisk tegner har lavet striber med Jonathan Richman som figur - desværre eller endda på italiensk. Kan du oversætte den for mig? bare lidt?

Polle & Hajen

2011-12-08T17:30:00.006+01:00

Når man tilkendes et ophold på Det danske institut i Rom følger der en slags diæter med, et beløb til udgifter og forplejning, og da jeg i 2007 var afsted første gang, kunne jeg se, at hvis jeg sparede og undlod at gå ud i nattelivet, var der også råd til et stykke beklædning. Noget italiensk! Friske stilen op. Nede på Corsoen faldt jeg så pladask for en polo af et mærke, jeg aldrig havde hørt om. Paul & Shark. Den kostede det dobbelte af en La Coste polo. Der i sin tur kostede tre gange så meget som en Marlboro polo. Men det var den, jeg skulle have.
Dagen efter, at jeg købte den, opdager jeg, at der ligger en hel Paul & Shark butik på den lille plads ved Trevi-fontænen. Godt skjult af den vedvarende mængde turister på pladsen. Så ind ad døren med mig og kikke på sejlsportsmode. Skipperkasketter til ældre milliardærer. Charmeklude til velbeslåede søulke. Vindjakker beregnet på høj sø, kæk kashmir til den sidste aftensol ombord.
Men lige bag mig dukker indehaveren op. En lille mand uden tålmod eller er det uden respekt? Han hilser mig med, “Goodbye!”
Gør en fejebevægelse foran sig med ti fingre, ud!
Han vil bare af med mig. Jeg må ikke engang kikke. Hans kone dukker også op, heller ikke hun vil have mig som kunde.
Var det marinemodens Nørreballe? Sådan at forstå, at man kun lige måtte træde ind og afgive sin specifikke forespørgsel, alt andet var en frækhed og så var det herut? Eller smed han bare fattigrøve ud, rutinemæssigt og af princip?
Krænket og ydmyget føjede jeg manden. Meget ydmyget. Han havde virkelig fået ram på mig, da jeg forlod butikken, jeg havde slet ingen parader haft, helt uforberedt på skamløsheden i det italienske klassesamfunds hierarkisering.

Så da jeg vendte tilbage til Rom på et nyt ophold i 2009, vidste jeg, at det var payback time. Jeg venter et par dage, jeg var så opkørt og nedkørt af angstanfald hjemmefra, at jeg måtte starte med et par dage indendørs på Campari+appelsingulerodsjuice fra morgen til aften. Men så var jeg ved at være klar. Rullede skuldrene på plads foran spejlet, lavede knæk med nakken, tog et par dybe indåndinger og blæste kraftigt ud. Andiamo! Afsted gennem Villa Borghese, ned ad den spanske trappe, hen til fontænen. Jeg havde den fordel, at jeg huskede ham, mens han umuligt kunne genkende mig, umuligt nå at gennemskue min hensigt.
Den lille klokke ringer, i det jeg smutter ind og lukker døren bag mig. Hadet lyser straks ud af den næringsdrivende. Men både ham og konen er optaget af kunder. Jeg begynder altså ugenert at bladre i cocktailjakkerne på stangen. Løfter en jakke ned og slænger den på et bord. Prøver den. Er den mon stram i armhulerne? Jeg svinger lidt med armene. Men nu er han der, lige i nakken.
“We are closed!”
“Yes, nice clothes.”
Jeg holder smilet højt, men undlader at se på ham, og taler anerkendende om varerne, mens jeg slentrer over til bælter og cigar-etuier. Videre til bluser og bukser. Griber vurderende stoffet med fingrene, holder sweatre i vejret. Han iler lige bag mig, konen er med nu. Han vrisser, “Thank you, goodbye,” jeg svarer, "Oh, thank you, sir," han siger, “Ciao, ciao,” jeg siger, "Come estai?", og da han slår ud med armen i retning af døren og siger, “The shop is closed” nikker jeg begejstret, “Yes, the shop is quite close to everything.”
Jeg kan mærke hans afmagt, og hvor er det skønt. Det er nu, han ærgrer sig over at have sparet pengene til en butiksvagt. Havde han haft en dørmand, havde han ladet mig kaste i dybet fra den tarpinske klippe. Fodret murænerne med bloggeren. Eller fodret Paul & hajen. Og lige udenfor døren står faktisk altid carabinieri. Med sort kasket og hvid skrårem. Men kun en enkelt på denne årstid, det er november, de færreste turister pønser på at soppe i Trevi-fontænen, politimandens fløjte er tavs – skønt heller ikke carabinierien ville butikken kunne tilkalde, for hvad har jeg lige gjort?
Konen har sat sig på en stol, har opgivet. Sukker uvant. Pengesvinet selv opretholder forfølgelsen, står med alt sit tyranniserende kropssprog forvandlet til volapyk. Da jeg synes, jeg har gennemført min gestus, tager jeg venligt afsked. Går ud og finder mig en is.

Rushdie

2011-11-02T15:33:00.006+01:00

By the way. Jeg ved godt at jeg tidligere har udnævnt Niels Franks Spørgebogen til bedste danske udgivelse 2010. God er den, nemlig. Men jeg må erkende, at nu hvor jeg har læst favoritterne fra 2010 to eller tre gange hver, er jeg nød til at tildele SÆT ASTA FRI prisen. I den anledning har jeg en kommentar til indholdet. Here we go:

I The Factory optræder en hund med navnet Thomsen. Den beskrives som kontormandsagtig. Ingen steder står der, at det er en kommentar til nogen digter af samme navn. Jørgensen kan ikke anklages for at håne nogen, der er ikke noget at komme efter. Det var ellers præcis den fornemmelse flere anmeldere fik. Hmm?

I Sæt Asta Fri, bærer en figur navnet Rushdie; en rødhåret mand fra Rhodesia, der med tiden overtager hovedpersonens kæreste og ”i dag” driver økologisk landbrug sammen med hende. Og. Jeg frygter, at navnet er valgt for at kunne skrive sætningen, ”Morris og Rushdie er sønner af det hvide Afrika.”
Det er muligt jeg er uretfærdig, det er muligt jeg tager fejl.
I så fald, Jørgensen, beklager. Jeg håber, jeg gør dig uret.
Men jeg blev sgu bedrøvet, første gang jeg læste den passage.
Rushdie er ikke et engelsk eller skotsk eller irsk navn, men et muslimsk navn, jvf. Ibn Rushd (Averroes). Det er ikke rundet af britisk imperialisme, men af arabisk og på anden vis islamisk kolonisering og imperiedannelse. Den i Mumbai fødte Salman Rushdie er så at sige ”barn” af det arabisk-turkomane-mogulske Indien, og det er ikke et navn fra den blå luft; enhver læser genkender det. Også her hvor en dansk forfatter forbinder det med europæisk hegemoni i Afrika. Skal det forstås sådan, at Salman Rushdies virke betragtes som et barn af britisk imperialisme?

Når jeg overhovedet kan få det mismod, den mistanke, skyldes det, at jeg er stødt på en del af den slags forbløffende holdninger i kunstnerkredse.
Eksempelvis interviewet med pensioneret forlægger, Torben Madsen, bragt i Information 31 august 2009. Jeg har gemt det: "De Sataniske Vers er iskold spekulation i en berømmelse han ved Gud fik og lidt til."
Jo, det udtalte han. Hr. Madsen overser, at Rushdie flere år før De Sataniske Vers udkom var blevet hyldet af Klaus Rifbjerg og Poul Borum i det fjerne Danmark; verdensberømmelsen var i hus for længst.
Skulle Rushdie også have skrevet sit gennembrud, Midnatsbørn (1980), der gjorde ham uønsket i en periode af den indiske regering, for at tækkes vesterlændinge med et horn i siden på Indira Gandhi? Eller romanen Skam, der gav ham problemer i Pakistan – skulle han have karikeret Zulfikar Ali Bhutto og Zia ul-Haq af ren og skær opportunisme?
Hvad med det engelske politi, der i Sataniske Vers portrætteres klassisk som racistiske strissere? Ah, nå, jo, det er selvfølgelig for at spekulere i salg til kystbanesocialister. Eller wa?
I et essay om censur fra 1983 gik Rushdie i kødet på religiøse og politiske begrænsninger af ytringsfriheden i Indien og Pakistan. Med humor, endda. Seks år før fatwaen. Hvad nu hvis han bare mente det?

Crime of passion

2011-11-01T16:34:00.001+01:00

Mit ideal var kleptomanen i Enhjørningens Hemmelighed. Den lille, hvidhårede herre, der ustandselig stjæler Dupont & Dupond´s tegnebøger, indtil de finder på at sætte en elastik i, så tegnebogen, i det elastikken strammes, returnerer i retning af ejermanden - og smæk i synet på Dupont. Da Tintin og Haddock til slut står i lommetyvens lejlighed, er mandens reol fyldt op med tyvekoster. Tegnebøger ordnet alfabetisk efter den bestjålnes navn. Dette er hans bibliotek. Lutter tyvekoster. Jeg lod mig som ung inspirere og klistrede selv et lille mærkat ind i bøger, jeg ikke var kommet ærligt til, og noterede navnet på boghandlen og dato for det kriminelle forhold.

Patti Smith m.fl. har for nyligt skrevet en lille tekst i The New Yorker, hvor de beretter om en bog, de engang har stjålet. I hendes tilfælde et digert opslagsværk – og hun blev taget af en vagt. Min historie bliver denne her: Forrest i mit eksemplar af Salman Rushdies Skam har jeg på mærkatet skrevet Arnold Busck 10-marts-1984. Jeg havde tidligere bekostet Midnatsbørn til fuld pris samme sted, men åbenbart nu valgt at anskaffe forfatterens næste roman via armhulen under min jakke … og det gik snildt, så jeg kan ikke runde historien af som Patti med en pågribelse.

Lol y pop

2011-10-19T16:04:00.007+02:00

Jeg lever i den dybeste armod og har derfor kun råd til at investere i f.eks. den årlige titel af C.Hesselholdt eller en titel eller to fra - den nu åbenbart udtørrede - H.O.Jørgensenske syndflod, sådan cirkus ... den nye Llambías er der således ikke råd til eller Hannah eller Ukelele-Jam eller hvad der nu ellers gør mig nysgerrig. Sorry, folks! Få jeres gnieragtige og jævnt hen kunstforagtende forlæggere til at sende mig et eksemplar, tak. Men når jeg nu altså ikke kan juble eller kede mig bravt til afsnittet l i Monte Lema kan jeg jo tilgengæld mindes med fryd Godley & Cremes fede L fra 1977 - den med nummeret Art School Cantine ... er den mon citeret i bogens poechick afsnit? Godley & Creme var to af dem fra 10CC, der forlod bandet for at fjumre med et instrument de havde opfundet, the gizmo, som floppede fælt, og da de røg på røven økonomisk gik de over til at lave videoer for at tjene lidt, f.eks Girls on film og andet 80er godt + deres egen Cry, den kender du vel ..

Tilegnet

2011-09-22T13:49:00.005+02:00

æd dig myg i scones
Katinka My Jones
og anskaf så den gekko
forklæd den i Marimekko
den jagter edderkopper
og kvækker - haps, en whopper
så kan du være en kæk ho
og sippe semisecco

Portræt af Kunstneren som Ung Smatso (2)

2011-09-19T13:40:00.003+02:00

De første tyve sider af Charlotte Roche´s Vådområder var jeg bare så glad for, hvad jeg læste. Hæmoriderne og skamlæbernes perspektiv. At små anekdoter blev udløst, når teksten rørte ved forskellige slimhinder. Endelig var vi oppe hvor skriften aldrig skinner! Men bogen er et eksempel på hvordan intentionen om et plot kan forringe en bog. I stedet for så at sige at sejle rundt i nedre sovs, fnuller og suppedas, former hun sig en stiv rettethed, hospitalsindlæggelseshistorien, og i et laaaangt stræk går teksten død med sin pligtagtige masen og baksen. Ret ærgerligt. Netop allestedsantændeligheden – hun er stolt af også at kunne komme i rumpen – er jo et rigtig godt niveau at tune ind på for at generere intens tekst.

Gad vide, hvorfor jeg så bliver så blufærdig, når jeg læser True Blood bøgerne. Genren er vel chic-lit + clit-lit. Forfatterinden formulerer en yngre kvindes seksualudforskning. Og den foregår som antydet i Lummerkrog, Lousiana: Vikingevampyren Eric er "tilstrækkeligt udrustet" etc. På den ene side synes jeg, at det er godt, det er der, så det ikke er forvist. På den anden side har jeg måske en brist, jeg kan blive lidt blufærdig, når teksten gør mig til lurer. Visse scener bliver mere langtrukne, end jeg gør. Det må dreje sig om lige præcis det je-ne-sais-quoi, der gør noget til kunst og andet til noget andet.

Hound Dog

2011-09-06T15:24:00.007+02:00

Jeg er glad for, at Elvis er skrevet ud af True Blood, flimmerversionen. I bøgerne hedder det sig, at en vampyr var til stede på hospitalet i Memphis og opdagede, at der stadig var liv i den slaskede dynge mand på båren, og sørgede for transformationen. Men vampyr-Elvis rejste sig som hjerneskadet, og han ved derfor ikke rigtigt hvem han er, men det er ikke sjovt nok, det er bare ebbet – ligesom The Shining er filmversionen blevet bedre end bogen.

Som sagt er jeg begejstret for seriens skildringer af dysfunktionelle, nære relationer. Tag nu Sam, den bortadopterede, han opsporer sin biologiske familie, og de viser sig at være lumpenproletarer med gråvaskede underhylere. Han har en lillebror, opdager han, men der stikker noget under, et eller andet, og man fornemmer, urgh, glup, det måtte komme, mere incest, der spillels på den forventning – men så er det dogfights! Forældrene udnytter hans evne til at blive-dyr, devenir-pitbulll (sig det på fransk, Deleuze) og lader ham dyste på liv og død mod frådende køtere.

Oprah i Transsylvanien.

Dødbidere 1

2011-09-05T16:05:00.011+02:00

Man kan håbe, at når sidste afsnit af True Blood vises på HBO i næste uge, kulminerer serien med, at The American Vampire League går ud og sætter et godt eksempel ved at udtale en undskyldning for vampyrernes overgreb på menneskene gennem historien.

Ser du True Blood? Jeg har som bekendt hverken fjernsyn eller internet hjemme. Men jeg låner DVD på biblioteket, fik endelig set Sopranos, og har prøvet med Mad Men. Og hvad er nu det? En soap om knudemænd fra min fars generation. Lidt spleen, social skam, usunde vaner. Klasse- køn- og racehierarki fremstillet diskret demonstrativt. Hykleri som underholdning, pæn titelmelodi, pænt skuespil. En sædeskildring, der mimer reklameuniversets artistiske strømlinethed.
Men man har en fornemmelse af, at der hele tiden blinkes til seeren, se bare hvor fordomsfulde og kæderygende de var, er vi ikke klogere og bedre mennesker nu.
Næh, så foretrækker jeg samfundssatiren i True Blood. Den lumre og geniale og lummert-geniale serie om vampyrer og sex i sydstaterne. Dens omgang med fordomme, blodets betydning, adskilleses- og overlegenhedstemaer, magtmidler mellem minoritet og majoritet osv.

Jeg har fulgt serien iført en fl southern comfort + 7up, cajunkylling etc, og jeg elsker bare Eric og Lafayette og Jessica og selvfølgelig alle de nøgne, velformede bryster. Til orientering: Eric er den tårnhøje, svensktalende vampyr, Lafayette den nuttede gangsta afrobøsse, og Jessica den unge pige, der bliver vampyr, mens hun stadig er jomfru, og derfor får det problem, at kroppen regenerer hendes mødom efter hvert samleje ...

Dødbidere 2

2011-09-05T16:03:00.015+02:00

Serien bygger på romaner af Charlaine Harris, hvor af i det mindste den første lader sig læse med stor fornøjelse. Vinklen er så alene Sookies, hun er jeg-fortæller, det giver en fokuseret fortælling, men i længden savner man det brede galleri. De på TV så elskelige figurer, den krushårede cruiser Lafayette, slem-numsen Tara, ensomme, bortadopterede Sam og enfoldige, fyrige Jason er ubetydelige statister i bøgerne, og de socialrealistiske indslag fraværende.
Lad mig lige her indskyde, at netop forløbene omkring Tara og Sams dysfunktionelle familier er noget af det, der taler stærkest til undertegnede. Voksne børn sovset ind i forældres kærlighedsforstillelse og misbrug. Tara i terapi efter voldtægt. Det har sgu snittet løg for mig et par gange.
Men også Bills sorg over at være blevet gjort til vampyr og smerte ved at udsætte Jessica for det, giver serien et løft i forhold til bøgerne.
Manuskriptet er et resultat af et kollektiv. Der er flere forfattere ind over hvert afsnit, flere instruktører på en sæson. Skuespilleren Nelsan Ellis (Lafayette) har endda fået frie hænder til at tilføje egne replikker. Men problemet er, at de mange forfattere, ikke kun har forbedret, men også fordærvet måltidet en smule. De glemmer nemlig vigtige præmisser.

LÆSERADVARSEL: i det følgende vil jeg diskutere episoder fra sæson 1, 2 og 3, som du måske ikke har set endnu!

Kære fan. Hvad synes du? Ja, jeg synes altså, at der er et par svipsere. Læg mærke til, at i sæson 1 demonstreres det, at Bill kan sidde i kirkens køkken med en sjus blod og høre, hvad der bliver sagt inde i salen, og da han afhøres af sheriffen, har han kunnet høre en bil på den anden side af kirkegården, den nat Grannie bliver myrdet. Ligeledes fremhæves det, at Sookie får skærpet lugtesansen af at have drukket af Bil. Hun finder frem til en ostekiks, der lå og rådnede under en lænestol. Men da The King of Mississippi (jeg var lige ved at skrive Missi-sissie!) i sæson 3 skal narres i en fælde, kan han end ikke høre Eric hviske, ”Hit me,” til Bil halvanden meter foran ham. For slet ikke at tale om, da hans to fjender står og lægger planer lige bag døren.
Og da de så ligger ude i solen, The King og Eric, lænket sammen med sølv, og Sookie kommer ud og sprænger lænken og trækker Eric ind i sikkerhed, hvorfor kan Russel så ikke selv slæbe sig ind i ly? Husk på, at Bill (sæson 3, afsnit 1), da han sidder på bagsædet mellem Cooter og Gus, bortført af varulvene, der drikker af ham, alligevel kan have kraft nok til at snuppe Cooters handske, befri sig fra sølvlænken og knække halsen på chaufføren.
Plus. I den smukke, kitchede scene, hvor Godric går solen og døden i møde, brænder og forstøver han på et øjeblik. Modsat de to bisser, Eric og Russel, der ligger og steger i timevis. Eric er tusind, Godric totusind og Russel tretusind år gammel, så det kan dårligt være et spørgsmål om alder. Og hvorfor kan Russel gå med sølvsporer på støvlerne, og hvorfor kunne han nede i fangekælderen under Fangtasia befri Pam fra sølvlænkerne og lægge The Magister i dem, når han er krafteløs iført sølvhåndjern og ...

Gul Nat - Gul Galde

2011-08-29T13:28:00.004+02:00

Stod du også op klokken fem i går morges? Jeg kan ikke huske, jeg før har oplevet en torden med vedvarende buldren. I 1997 eller 99 var der en nat med 4-5000 lyn i København, og det var det rene stroboskoblys, disko-torden, men lyden var derfor skarpe smæld og ikke buldren. Natten til i dag lød helt anderledes. Og så kikkede jeg ud, tågen stod tyk, men helt fuld af gult lys – Jasons gyldne skind, nærmest – det skulle Turner lige have set, så havde han måtte ud med penslen.
Nå, senere hørte jeg Skønlitteratur på P1, og jo, jeg har resigneret og vænnet mig til at programmer om kunst, modsat programmer om videnskab eller teknologi, SKAL laves af folk uplettet af viden, begavelse og indsigt. Alligevel blev jeg forarget, da Klaus Rothstein forkyndte, at nu kommer Clarice Lispector for første gang på dansk. Det understregede han, hun var ukendt, krimiforfatter og ikke tidligere oversat, men nu kommer Arena med … osv. Jeg mener, Husets Forlag/S.O.L. udgav i 1989 Stjernens Time og i 1995 Passionen Ifølge G.H. Suk! De gider ikke engang google.

Gentri-frisering

2011-08-29T13:05:00.004+02:00

Her forrige weekend var årets kommunistfestival i Nørrebroparken flyttet helt hen under mine vinduer, på grund af Metro-udgravningen i den modsatte ende af parken. Hårrejsende, at de stadig i fulde alvor kan flage for Nordkorea, kræve Stop Krigen Mod Libyen osv.
Men.
Alligevel blev jeg lidt forarget – af skuffelse. De sang We shall overcome! Og kun den. Helt ærligt! Hvor var Brødre lad våbnene lyne, Horserødsangen eller Warzjawjankaen? Jeg kan forstå, at den GENTRIFICEREDE venstrefløj, (det lyder næsten som den genFRISEREDE venstrefløj), ikke kender den slags og hellere vil synge Eddie Skollers Kom Og Syng En Enkelt Sang Om Frihed. Men dem nede i parken var pensionister. Jeg var lige nede og kikke, og det var krykker, rollator og adskillige oldtimers parkeret i store spasserjeeps. Med andre ord, veteraner, så de må have kendt de røde sange.
Men hammer & segl burde nok have været krydset med et høreapparat eller et pilleglas. Glemt var Jarama-fronten, "Spaniens himmel breite seine sterne/über unzer schutzgegraben/ …/auf zum kampf du Thälmann-batallion," "på vagt for Madrid" og "men vi kæmper til det sidste/for den spanske frihedssag/ ay carmela, ay carme-e-laa" osv. Altså alle det vi kunne på rygraden i DKUs børnegrupper, da vi var tolv-fjorten år. Et sangkatalog jeg stadig meget lettere kan huske end julesangene, som jeg aldrig har fået lært, sådan at jeg år efter år må nynne mig rundt om træet. Og som de burde kende, alle de gamle fag- og partiaktivister. Men nej. Fucking Pete Seeger skulle tegne revolutionen, jeg mener, We shall overcome – den lyder som en gospel. De røde fascister er blevet lyserøde, og dem er der jo i forvejen rigeligt af på den gentrificerede venstrefløj, så ellers tak.

Men okay, de var ved at stille træskoene, de gamle kommunister. Så en gospel var måske på sin plads. Måske skal man være yngre for at huske den der fra den parlamentariske krise i 1920: "Storm, storm, storm/Til kamp for et rødt København/ …/Vi synger ikke om røg & damp/Vi synger og spiller om klassekamp/Kong Kristian Den Sidste – Herut/Nu er det slut!".

Back For Good

2011-08-26T11:38:00.003+02:00

Ser lige under min blogs TRAFIKKILDER, at blandt de ti vigtigste søgeord, der bringer folk herhen er "en liderlig smatso" og "hinkestensbriller." Og, yes, jeg ved godt, at Monsieur Bloggerblogger gik død, men nu vil jeg vække ham til live igen, selv om alle I andre er faldet fra.

Ud til replik-kanten)

2011-03-04T12:43:00.008+01:00

Suk! Ja, en dag bortvaskede jeg to talebobler, og da jeg fortrød, ja, så var de væk, det er ikke som med Facebook, at intet er forsvundet, alt kan trækkes op af papirkurven igen, såeh ... men som du ved, kære læser, den ene dag har jeg det skidt med at nævne VIRKEKLIGE personer ved deres navne og måske endda blive personlig og den næste dag er det bare i orden ... elas, sådan kan det gå, jeg skal prøve fremover at tage mine egne grænseoverskridelser i stiv musearm ... og jeg kan ikke huske det jeg havde skrevet godt nok til at kunne rekonstruere ... skønt jeg husker at et eller andet handlede om, hvor forskelligt forfattere håndterede nedturen i (cafe)litterær status, at Høeg (se billede), håndterede det næsten for knastefrit ... hvilket minder mig om hans dobbeltgænger, jeg så nemlig endelig den directors cut af Blade Runner, jeg har undgået, + The Making of ... på bonusdisken, og det viser sig at 80ernes mest indflydelsesrige digt:

I watched C-beams glitter in the

dark near the Tannhäuser gate

All these moments will be lost in time

like

tears in rain

Time to die

faktisk blev forfattet, af Rutger Hauer selv, et døgn før sidste optagelse. Det glædede mig også, at filmen blev til så bumlet og med så mange bidrag fra skuespillerne - E.J.Olmos opfandt selv cityspeak ved at tage kurser i ungarsk.

Club Hits (a.k.a. Kølletræffere)

2011-02-24T13:43:00.005+01:00

Lindorm & Ringorm præsenterer nu egen bogklub og medlemstilbudene er uimodståelige:

Dy Plambeck: Begrebet Fangst. Jagtbreve og dy(r)plagerier.
Josefine Klougart: Ballerne. Åbent værk
Snasker Crack: Den Kærlighed. Digte. (Forfatteren var tidligere kendt under pseudonymet Parringskutter.)
Peter Højrup: Ikke en skid. Nihilismer
Glenn Christian: Torben. Digte
Ib Michael: Gul Og Blå Bror. Trusselsbreve i udvalg

Min Hamp

2011-02-12T11:39:00.002+01:00

Hvis der er noget, jeg aldrig har gjort meget i er det stoffer - jo, selvfølgelig pulsede jeg med på vandpiben i Knuds stue for femogtyve år siden og endnu tidligere hostede jeg hos Rock Ib ude i Albertslunds luxusbeton nede ved kanalen, men coke og E og hest og hvad har man, har aldrig tiltrukket mig, måske også fordi min papfar var hooket i 1972-74, og at jeg senere levede i bofællesskab med en mannequin, der opdagede hvidt pulver og holdt op med at betale de fælles regninger ... men til gengæld elsker jeg duften af marihuanna, og nu er det sådan, der hvor jeg bor, at sprækkerne mellem lejlighederne er blevet så store, at man kan lugte både underbo og nabos madlavning, især karry, friture og på-brændte retter, men også underboens cigaretter, jeg vågner om natten, når manden ryger i sengen og soden driver op til mig, jeg frygter den dag, hvor jeg kan lugte underboens prutter, men bliver i godt humør af den søde duft fra hans tjald og pot, kunne han ikke droppe de væmmelige smøger og nøjes med drugs?

Min Kamp (2)

2011-02-12T11:23:00.004+01:00

Umuligt, tænkte jeg, da jeg fik Knausgårds bind 2 fra biblioteket, tusind sider mere, men jeg foretog igen en frontforkortning, bladrede, slog op i midten, læste bare, nogen ville have advaret, det var en tofrontskrig, læste snart nærmere begyndelsen, snart igen længere inde i bogen, oprigtigheden, enkelheden i tonefaldet, den betagende menneskelighed betog mig, så ordren lyder: Fæstning Stalingrad holder ud, von Paulus modtager marskalstaven per faldskærm, von Mannstein rykker til undsætning, det endelige tilintetgørelseslag mod den judeotatariske fjende, og jeg åbnede en ny front, gav mig til at læse Knausgårds debut, UDE AF VERDEN, befriede Mussolini, besatte Rom, holdt ud på Monte Cassino, det er romanen, hvor han i aldeles samme møjsommelige stil som i MIN KAMP beskriver et lolitaeventyr i en norsk bygd, og jeg kan altså ikke læse ham lige ud af landevejen, marcherende rask lige ud, aber nein, jeg bliver for rastløs, sproget savner ammunition, hvor er partisanaktiviteten på disse sider, jeg er nød til at bladre, det er endnu engang næsten tusind sider, fjendens resourcer synes uudtømmelige, skønt usofistikerede …
... og så er det alligevel dette mærkeligt diffuse og lidt vamle begreb menneskeligheden, der er så forførende ved hans tekst, den nøgent fremstillede nøgenhed (intet foto), den skamundsigende skamløshed ... fik jeg sagt, at jeg kan lide ham?

Blondine forulempet med det helt store horn

2011-01-14T14:08:00.003+01:00

... det er sådan nogle udsagn, der henter trafik til min blog. Hmmm! For en måned siden opdagede jeg, at jeg kunne gå ind i STATUS og se hvor mange, der besøgte bloggen, hvor de kom fra i verden og også hvilke søgninger, der havde bragt dem herhen. Lidt skuffende læsning. Okay, jeg skal erkende, at den seneste uge efter, at jeg har genoptaget bloggeriet, bliver mit navn googlet et par gange. Men ellers var det LOTUS MASSAGE og navnene på en kendt nynazist og en politiker fra Guinea, der gjorde Mister Bloggerblogger interessant under min lange passivitet.
Jeg kan se, at der ind i mellem er en computer i Sydkorea, der kikker ind, og det er nok Maja (hej, Maja). Der er også pænt flow fra Ukraine (sikkert pga pionerlejren Artek), Ungarn (neonazi nysgerrighed?), USA, Italien og Skandinavien. I løbet af 2010 har nogen i Ægypten desuden været inde om - jeg tror det var cirka 10 gange - og hvis det er min gamle kæreste fra dengang jeg var sytten, som fra Heliopolis eller Cairo snuser lidt, varmer det mit hjerte, habibi - held & lykke!

Ogginok er alt nok

2011-01-12T13:08:00.003+01:00

Lad mig starte sådan her:

En god bog, det er en bog, der giver mig lyst til at skrive mine egne ting. Sproget liver op, mit eget stof går i blomst.
En dårlig bog, derimod, alle dem, der ryger hen ad gulvet med et ærgerligt kast, gør mig rastløs, for hvad skal det nytte, dårlige bøger genner mig ud af litteraturen, for hvis det dér er kunst, så er det jo ikke vigtigt, nærmere omsonst.
Meningslyst vs. meningsløst.
Men pointen er altså, at gode bøger, andre skriver, stimulerer min egen skrift.

For nyligt skrev Lene Asp på Facebook, at forestillingen om originalitet forekom hende uoriginal. Et par måneder tidligere talte Rene Jean Jensen i programmet Skønlitteratur på P1 om Axolotl Roadkill, som han havde oversat, og i den forbindelse om Helene Hegemanns brug af indsakset tekst fra en eller andens blog. Originalitet fandtes i virkeligheden ikke, sagde RJJ sådan cirka.
Det vil jeg så polemisere imod.

Nedenfor citerede jeg Madonnas sang She´s not me, Somebody wants to pimp your style/And hang with you a little while, og bevares, det er da komisk, at netop hun skulle klage, hun bad jo midt i 90erne sin producer sørge for at den næste plade "lød som Björk."
Men, der er noget andet.

Jeg læste for nyligt en roman af en tidligere elev på den gamle skole. Men det var først i tredje forsøg, det lykkedes at få den læst. Den var nemlig skrevet med sætninger, betoning, besyngelse, der lignede Hans Otto Jørgensens på en prik og fuldstændigt, og det føltes ikke rart at læse. Nogen siger, at Jørgensen til tider lyder som Christian Skov. Det ved jeg ikke, jeg kan ikke læse Skov. Men den yngre forfatter var ikke blev vejledt godt af skolen, det vil blive frygtelig en dag, at skulle se tilbage på sit ungdomsværk og erkende, at albuerne lukkede for gehøret.
Ikke kun hørelsen i forhold til idolets lyd, men også hørelsen i forhold til forfatterens egen stemme. Næppe helt sundt heller.

Zoologer har de seneste år slået fast at selv den mindste hundestejle har personlig egenart. Adfærd og nykker og stil, der adskiller den fra andre. Verden er fuld af originalitet. Måske kan vi endda mærke den instinktivt. Både originalitet og fraværet af den.

Garber dabei (alternativt: abu dhabi dabei)

2011-01-12T12:21:00.009+01:00

Hvad er det Lotte Garber har gang i? Jeg læser lige dagens Information her på biblioteket, at der skal ligestilling ind i litteraturen, fordi mænd får hæderen, kvinderne læserne!? Ærlig talt, K.B. Foss og K. Romer har skrevet velanmeldte og lødige bøger uden at få det 3-årige, mens praksis er blevet, at mindst een decideret fiduskunstner af hunkøn skal have det hvert år. Så, come oooon! Se dog på statistikken over tildelinger fra kunstfonden.

At kvinder foretrækker at læse kvindelige forfattere er da værst for dem og virkelig ucharmerende. Tænk, hvis jeg stod med en bog af Christina Hesselholdt eller Mette Moestrup og tænkte, "Nå, nej, det er jo en kæling, så kan jeg ikke identificere mig med det." Det er de kvindelige læsere, der har et problem - indskrænkede læse-tæver - at læse er en universalistisk praksis ellers skal man lade være og gå ud og tage opvasken.

Allerede dengang ...

2011-01-12T12:11:00.002+01:00

Da jeg rejste, kunne jeg gætte en persons ideologi ud fra stemmeføringen, sproget og yndlingscitaterne. Da jeg kom tilbage, havde jeg ikke begreb skabt om, hvem der holdt med hvem. Der blev ikke talt om revolutionen mere, man talte om Begæret, og de, der kaldte sig venstreorienterede, nævnte Nietzsche og Céline, mens de højreorienterede tidsskrifter hyldede revolutionen i den Tredje Verden.

Umberto Eco, Foucaults Pendul (1988)

Ingen Forlagskrise Her

2011-01-03T15:28:00.008+01:00

Vi vil lige, her på Lindorm & Ringorm, gratulere os selv med, at vi allerede for to år siden skuede i bunden af kaffekoppen, at det var Christina Hagen, der ville skrive DON KASCHOT, romanen om kvinders sværmen for hårde straffefanger. Jeg tror godt, jeg må afsløre, at forfatterinden bad os fjerne advertissementet - den skulle jo desværre også istedet udkomme på Gyldendal. Men nu forbereder vi en serie smalle værker, VORTESVINETS LÆDERBIBLIOTEK, med følgende titler klar:

Christina Hagen: Hånd & Jern. Erotoman kortprosa. ”Hun skriver med et fast greb og uden nåde,” skrev pressen.
Josefine Klougart: Lussinger & Knald. Kortprosa med en snert i enden.
Niels Frank: Solgt Til Stanglakrids. Kortprosa med en prop i enden. ”Vi vover beskrivelsen erotomantisk,” skrev anmelderen.
Helle Helle: Hælle Bælle Bolle. Autofiktiv kortprosa. ”Kort, men tyk,” skrev pressen.
Hans Otto Jørgensen: Mellemkød & Siddeflæsk. Mellemfornøjet kortprosa. "Endnu en mellembog," skrev Erik Skyum.
Harald Voetmann: Karius & Baktus. ”Perspektivet fra Platons mundhule,” skrev Nordjyske.
Lars Frost: & Sidevogn. Kortprosa i centilitermål, men rigeligt af dem.
Simon Grotrian: Gog & Magog. Apokalyptisk kortprosa.
Martin Glaz Seerup: Bumsen Oder Blasen? Zimmer Oder Auto? Kortprosa med op. "Men måske er der tale om traffickingdigte," skrev Flensborg Avis, "og er de virkeige?"
Christina Hesselholdt: Kran & Kasse. Kvindefjendsk kortprosa.
Katinka My Jones: Sort Tud, Hvide Tasker. "Erotistisk og eroticistisk kortprosa i dialog med Franz Fanon,” skrev Århus Stiftstidende.

His Satanic Majestys Request (2)

2010-12-23T13:45:00.013+01:00

Jamen, så skidt da, Wendelboe og Høyrup, så får I den guide til Billy Idols værk. Hans stemme var endnu mest lys, da han var punker og sang i Generation X. Man bør tjekke numrene ONE HUNDRED PUNKS og READY STEADY GO fra 1978-79. Desuden livecoveren af Bowies ANDY WARHOL.

Så gik han solo og på debuten-lp´en, BILLY IDOL (1982) skal man nyde WHITE WEDDING, HOT IN THE CITY og DANCING WITH MYSELF.

Hovedværket REBEL YELL blev udgivet i 1983. Titelnummeret var det, jeg faldt for. Det var ellers lidt socialt betænkeligt, folk syntes, at han virkede smagløs, klam og psykopatisk i sine videoer. Åh, ja. Men jeg købte den og kunne nyde titelnummeret og sådan noget som den vulgært discoøse FLESH FOR FANTASY, ud-og-køre-råddent numrene BLUE HIGHWAY og CATCH MY FALL eller new romantics sjæleren EYES WITHOUT A FACE. Men hele pladen holder.

”Skal du kun eje en enkelt plade fra 80erne, er det Rebel Yell.”

I 1986 kom WHIPLASH SMILE. Den er absolut lige så god som den forrige plade, måske melodisk bedre, men mindre frisk, mindre drenget, selvfølgelig, berømmelsen gør vel sin virkning, og han var passeret de tredive. Hør WORLDS FORGOTTEN BOY (Iggy Pop citat), en vellykket rå ting, og de sære, smukke stykker heavy-metal-møder-keyboard-og-trommemaskine DON’T NEED A GUN og FATAL CHARM, den pastiche-bløde SWEET SIXTEEN, og de djævelsk poppede TO BE A LOVER og ALL SUMMER SINGLE.

Nu havde han så efterhånden sniffet og snøftet og sprøjtet og modelkneppet sig ud af sine nære relationer, herunder kompagniskabet med guitaristen Steve Stevens, der skred. Det kan man høre på CHARMED LIFE fra 1990. Han fik store hits med CRADLE OF LOVE og en cover af The Doors´ L.A.WOMAN, men det eneste, der virkelig rykker som i gamle dage, er nummeret PUMPING ON STEEL.

Så er der ikke så meget at tilføje. CYBERPUNK fra 1993 var en helt usædvanlig grim plade. Jeg nøjedes dengang med singlen SHOCK TO THE SYSTEM, med den glimrende B-side THE AFTERSHOCK (svær at opdrive). Musikken var opspeedet og aggressiv technorock. Eller: ”aggressiv.” Fra lp´en skal dog fremhæves en cover af The Velvet Undergrounds HEROIN, hvor han tillige synger nogle vulgært blasfemiske strofer af Patti Smith (fra GLORIA på hendes debutplade.) Der findes vist syv versioner på You Tube. Han har fået blonderede, Medusa-agtige dreadlocks.

Nå, helbredet skrantede, han havde prøvet at ligge i coma, der var børn at opdrage og næste album kom først i 2005. DEVIL’ S PLAYGROUND. På coveret skuler han olmt. Men hviler en hånd på en rå væg, han var blevet 50 og havde vel brug for at støtte sig lidt mod muren.
Steve Stevens og han havde fundet sammen igen, og der er flere skønne riffs på numre, der bare ikke helt når i mål – feks. BODY SNATCHER og EVIL EYE. Sangen PLASTIC JESUS er uden omsvøb det mest tumpede stykke blasfemi nogensinde. Billy-drengen var vokset op i en stærkt religiøs familie og har altså haft det behov.
Min favorit er CHERIE. En blød, akkustisk sag. Det er det ene af to numre, der spiller på ekskonens navn Perrie. Hun var en punktøs, han dannede par med helt tilbage fra Generation X dagene, men siden var de blevet skilt efter noget barnefødsel, og nu sang han altså CHERIE og SHERRI for at få hende tilbage. Sådan kan det gå.

Ind i mellem kan man downloade nye numre gratis fra hans hjemmeside, men de er ikke særlig spændende. Jeg er dog fan nok til, at jeg kan nyde den imbecile cover af IN THE SUMMERTIME, han i 2006 indspillede sammen med Slash og et par andre ældre statsmænd.

PS: der var åbenbart også tilstrækkeligt lavvande i kassen til, at han indspillede en juleplade for nogle år siden. Det er på en måde, den mest uhyggelige plade til dato. Aldrig har man hørt noget så rædsomt ...

PIB

2010-12-23T13:36:00.006+01:00

Jørgen Leth udtalte i september til Politiken, at Danmark var blevet ”et meget racistisk land.”
Nå da da da. Virkelig?
Samtidig udkom Ib Michaels Orbit, og ibbermand blev interviewet til radioen, programmet Skønlitteratur på P1. Han forklarede, at heltinden i den nye roman er adopteret fra Korea, men hun har “et dybere kulturelt lag i hendes væsen,” der gør det muligt for hende at forstå visse ting bedre end helten, der er af europid racetype. Nå? Faktisk, forklarer Ib, har hun ”i kraft af sin asiatiske oprindelse et slags buddhistisk blåtryk i sit væsen.” Selvom hun er adopteret. Det er ret fantastisk sagt i år 2010.
Ernst Renan mente, at semitter havde semitisk tankegang, der gjorde dem ude af stand til at skabe myter. Modsat ariere, der havde arisk tankegang. Hos C.G.Jung hed det den semitiske underbevidsthed, der ikke evnede den dybere kraft i en mytedannelse, man for eksempel genererede fra den germanske psykofysik. Men det var altså racen, der genererede kulturen og religionen. Hvilket jo også gjorde Hitler bekymret for såvel racemæssig som kulturel smitte. Tingene hang sammen.
Vi kan dog være rolige; Ib Michael forklarer, at de bibelske myter ikke er vores, det er stadig deres, semitternes, vores er nordiske.

Der er visse problemer ved Ibs raceteorier. På den ene side, kan jeg selvfølgelig ikke udelukke, at naturen har skabt os kvalitativt forskellige fra population til population. Men det ville stadig være sært, hvis et kulturelt aftryk kunne ligge nedfældet i et koreansk spædbarn, eksporteret til DK. Ligesom jeg har svært ved at se, hvordan en indisk forestillingsverden som buddhismen skulle være mere indlejret i den koreanske krop, end de semitiske i en dansk. Ib afviser jo de kristne myter som ”ikke vores, de er semitiske.” De koreanske kongedømmer Silla, Koryo osv havde vel deres egen asiatisk-nordiske eller måske nordasiatopacifiske eller endda sibiriopacifiske mytologi før de blev bharatificerede med buddhismen?

Grand Cu Classé

2010-12-07T19:22:00.007+01:00

Forfatterforeningens Lotte Garber har i offentligheden gengivet en historie, som jeg måske er ophav til, så nu fortæller jeg den lige, som den skal fortælles.

En ven i vinbranchen advarede mig for tyve år siden mod denne her etikette; denne her baron. Det drejer sig om et medlem af den vidt forgrenede Rothschild familie, dem, der står bag flere af de otte klassiske premiere cru Bordeauxvine, Chateau Lafite-Rothschild og Chateau Mouton-Rothschild, men selv kører han rundt med en tankvogn, en vin-slamsuger, ud til alle de små, almindelige vinbønder og så suger han op, hvad de har i tønden, kommer godt med stabilisatorer og sukker i og voila: Baron Phillipe præsenterer …
Og da mennesker gerne vil snobbe og især snobbe for vin, passer den perfekt til det danske marked, Hold da op, lille mor, har du set? Brugsen har en Rothschild på tilbud. Har man kendt magen! Nu rykker vi en socialklasse op, lad os fylde bagagerummet.

Der skete så det, dengang jeg begyndte på Forfatterskolen, at Institut for Nordisk Filologi sendte skolen en mail. Kunne vi ikke komme over på universitetet, et par digterspirer og fortælle om skolen og vores SKRIVERI? Palle og jeg indvilgede i at stille op, men betingede os en erkendtlighed. Vi skrev tilbage, at jeg skulle have en kasse ædle vine og Palle en flaske whisky. Klart og udtrykkeligt! Vi møder så frem og sidder foran cirka tredive mennesker. Lektoren - lektorinen, faktisk - giver os ordet, det er os, der står for showet i to timer, som hun lønnes for. Palle læser højt af svenske Stig Larsson og snakker om Lars Frosts forfatterskab, og jeg siger, hvad jeg nu sagde. Kvalificeret infotainment. I to timer. Så rejser lektoren sig og takker og tilføjer stolt, at hun har en lille gave til os, en fin ting til de fine digterspirer - værsgo, en flaske rævepis til hver!
Rigtigt gættet, det var en Baron Phillipe.

Min Kamp

2010-12-07T13:58:00.001+01:00

Begyndte fremrykningen gennem Knausgårds bind 1 og forventede at tage Moskva inden jul, men løb ind i en mudderperiode efter side tyve, skulle jeg fyre feltmarskal von Bock, skaffe vintertøj? forfremme ”Schnelle Heinz” Guderian? men via en frontforkortning (dvs. at bladre) fik jeg bragt mig tilbage i offensiven og øjner nu Kaukasus´ toppe i det fjerne, Kalmyksteppen og Stalingrad …

Større nydelse har læsningen af nye titler af Hesselholdt og Jørgensen beredt mig, men årets bedste er nu N.Franks Spørgespil. En nemlig blog-agtig bog. Den bereder det for hjernen så stimulerende områdeskift med passende intervaller, da vi jo, som det dyr vi er, helst flytter på opmærksomheden, beredt på rovdyr og byttedyr og modne bananer. Skal jeg beklage noget, er det blot titlen, den er jeg ikke helt vild med – forfatteren er gammel nok til at have hørt punk i sine unge dage, så som Devo, et meget underligt amerikansk band, der udgav en plade med titlen:

Q: Are we not men?
A: We are Devo.

Bogen kunne have heddet:

Q: Are you honest?
A: No, I´m frank.

Et eller andet deviant Q & A og så skulle den være udkommet hos os på Lindorm & Ringorm.

Er her igen

2010-12-06T08:24:00.003+01:00

Nietzsche ønskede, at hans navn med tiden måtte blive glemt, men hans ord leve videre som mundheld. Altså at det, han havde skrevet, havde en sådan gyldighed, at det tusind år senere ville været indgået som livssandheder i hverdagssproget. Blæret tanke. Karl Marx huggede til gengæld med arme og ben uden at kreditere; ”Det eneste proletarerne har at miste er deres lænker” fra Marat osv - Marx eksproprierede vakse udsagn!

Min blog har stået stille i et halvt år. Det har haft sine grunde. Jeg havde overset, at digteren er et dyr. Det gør man selvfølgelig hele tiden. Man glemmer aktivt, at man selv er, og at andre er, til fordel for et fokus i det pålydende, hvis man kan sige det sådan.

Nå, så jeg følte mig snigløbet og – osteløbet, afløbet, jeg kan ikke lige finde ordet – og jeg mistede trangen til at kommunikere med det litterære offentlighedsrum.

Madonna synger, Somebody wants to pimp your style/And hang with you a little while .... og ja, jeg synes bare jeg oplevede et vist tillidsbrud. Grundlæggende var jeg bare naiv.

Die-Stiv

2010-06-03T11:51:00.006+02:00

Jeg ville egentlig have skrevet noget andet, det gør jeg måske i morgen så, men idag vil jeg bringe min hyldest til den 80er-fascistiske film, Die Hard. Hvis nogen ved, hvor man kan få den billigt på DVD, så sig til. Jeg har lyst til at se den igen, for max. 30 kroner.
Grundtemaet i mange film fra perioden er, hvordan den amerikanske bluecollar worker forrådes til udenlandsk - gerne japansk - kapital af whitecollar typer. Arbejderen, der lever af at sælge sin krop, svigtes af eliten og korsfæstes af udenlandske skurke. Smokestack-industrien lukkede over hele USA, millioner mistede deres job. Sony opkøbte underholdningsindustrien, Mercedes overtog Chevrolet. Det er baggrunden.
I Die Hard er Bruce Willis således lønmodtageren, der sælger og ofrer sin krop i landets politistyrke; men må se sig forladt af konen, der er bedre uddannet og er blevet hyret af japanere. Modstanderne er tyske terrorister uden idealer, deres sag er fup. Men de får hjælp af en skruppelløs journalist og en skruppelløs IT-ekspert. Journalisten og IT-manden - the whitecollar workers - angiver efter tur Willis til forbryderne, blotter ham og hans familie. Sælger dem.
Hadet til det finkulturelle Europa er smukt fremført: hver eneste gang den tyske skurk, Hans Gruber, viser sig, hører man An Die Freude, Beethovens hit, der var blevet EU-hymne, det kører som leitmotiv i baggrunden.
Behovet for intern mobilisering i USA eksemplificeres ved forbrødringen mellem arbejdsskadet sort arbejder og arbejdsskadet hvid arbejder. Den sorte politimand, som er blevet venner med blødende Bruce over radioen, får overvundet sin kastration - han har engang skudt et barn og er nu en afmægtig og kvindagtig trøstespiser - ved at skyde det blonde bestie fra Tyskland. Manddommen er genrejst.

Note 1: så vidt jeg ved, er det den film, der introducerer en ny stereotyp til sorte skuespillere, The black wiz-kid. Som kompensation for afrikanske amerikanere hos Marx Brothers, der danser, ruller med øjnene, grimasserer, synger Who `that man, osv, skal vi her have en sort fyr som genialt intellekt, Hans Grubers kodebryder og IT-nørd. Samme figur fulgte kort efter i One False Move etc.

Note 2: læg mærke til at den farligste forbryder både har den største gun og et forførende langt blondinehår, næsten en dobbeltkønnet skikkelse, der rummer frustrationens kraft ... "With your long blond hair/and your eyes where blue/the only thing I ever got from you/was sorrow" ... blondinen har i Hollywood film særligt ofte denne karakter af forræderisk frister, der blot volder smerte ... men her kan figuren nedskydes i samme øjeblik som Bruce Willis har fundet ind i favnen på den kone, der havde forladt ham.

Flaptekst

2010-05-10T11:50:00.005+02:00

Læser bag på en bog, der står lige ved siden af min computer på Nørrebro Bibliotek:

Ian Bendtsen har i mange år praktiseret cunnilingus - kunsten at give oralsex til kvinder - med et større antal partnere i et seksuelt frigjort miljø. I denne bog STÅR HAN FREM OG FORTÆLLER SIN HISTORIE og deler ud af sin viden og [...]
Ian Bendtsen er 38 år og uddannet fra Handelshøjskolen i Århus. Han arbejder som seniorrådgiver med forretningsudvikling og innovation ...

Mine fremhævelser! Jeg bliver en smule forskrækket over det med SENIORRÅDGIVER - gerontoslik? Men det er godt, vi også får den historie.

Errata

2010-04-06T12:15:00.002+02:00

Sorry, rettelse, jeg skrev nedenfor, at skaberne af de første orgler var ukendte, hvis ikke det var Heron fra Alexandria, men nu læser jeg lige, at orglerne går tilbage til omkring 250 f.kr. og at en hr. Ktebesios i Alexandria ca. 175 f.kr. forbedrer dette instrument, hvor på man i romersk tid spiller på noget nær det orgel, vi har idag.

Dagens citat:

"Da teatrene er blevet fuldstændig barbariske og musikken fuldstændig ødelagt og vulgær, vil vi - skønt vi kun er få - sidde for os selv og i ånden genkalde os, hvad musikken var engang."

Aristoxenos fra Tarent: Elementa Harmonica (ca. 318 f.kr. - før CD og LP sikrede os Oldies til evig tid)

Haiku

2010-03-31T13:27:00.002+02:00

En yakuza i jacuzzi
galleri under strømhvirvel, måske Rauschenberg

Jan The Man

2010-03-25T12:41:00.004+01:00

Da du lovede mig lidt tæsk
og et smæk med skallen,
stod du øllet i dit flæsk
du sku´ ha´ røget tjalden.

Men så skal der også lyde en anerkendelse herfra. Jan har skrevet den bedste socialt indignerede prosa. Forstået som genereret den bedste novelle på følelser af såkaldt social indignation, givet sætninger og fortælling den musikalitet, vi vil have som læsere. Jeg tænker på 'Netto & fakta' fra Radiator.

Bulderbassens bouillabaise
spiser han af dåsen.
Skoddet er hans sidste hvæs.
Ikke mer´ papir til måsen.

Det er en beskrivelse af social deroute. Formodentlig en middelklasse-dreng fra Holte, der efter brødløse humaniorastudier er endt med gæld og på bistand ude omkring Tomsgårdsvej eller fuglekvarteret. Forfatteren rammer her så utrolig flot, den narcissistiske krænkethed ved derouten. Protagonisten står i supermarkedet og tænker ligefrem, at det er de andres skyld, de andre sølle eksistenser i butikken. Det er resourcesvaghed lige på kornet.
Omvendt kan visse forfattere finde på at udtale, at de gerne har villet VISE, at den enlige mor og blandingsmisbruger nede i parken rummer de samme menneskelige følelser SOM OS ANDRE. Forstået som samme følelser som de kystbanesocialister, der skriver og læser prisbelønnet prosa. Monstro. Men op i røven. Det fine hos Jan er netop den bevidste og musikalske urimelighed og søllehed i fortællerstemmen.

I en kæffert sur som kål
skriver han epistel;
pennen dyppet som en nål
i hans anus´ fistel.

'Netto & fakta' er også så umådeligt meget bedre end Submarino, en næsten ulæselig læse-let-bog med en helt utroværdig fremstilling af en narkoman. Oh, den omsorgsfulde junkie, der prøver at skjule sit misbrug fra det stakkels barn. Men hør nu her, min papfar var på stoffer, og da jeg var i tyverne delte jeg lejlighed med bla. en mannequin, der begyndte at sniffe heroin, og jeg har siddet i en gruppeterapi med en fyr, der havde junket halvdelen af sit liv. En narkoman ville sælge det barn efter en måned på HEST. Der er nul hensyn. Hvorfor tror i narkomanerne sælger sig selv til syg sex? Afhængigheden er en djævel. Deres nærmeste bliver til byttedyr.

Nede med fru Hansens kæffert
kan man skrive sig en sællert,

spinde guld på skæbner kranke

som gir´ stof til eftertanke.

Altså. Bedst er Jan, når Holte-narcissismen bliver til Nordvest-bitterhed. Så er han the man. Værst, når Jan-the-law skal gøre op med gamle bekendte i Nordsjælland, og kystbanesocialisten lægge afstand til Strandvejsfolket. Stemmen fremviser kulturel kapital, namedropper fine drikkevarer, og kystbanesocialisten stikker sit krænkede krænkerfjæs frem.
Spar os!

På bordel med psykopat
og kendskab til grand cru,
lød kritikken temmelig vagt
af de andres fy.

Jeg prøvede forleden at læse den nye, 'Wilhelm Funk etellerandet ...' skrevet af en person, der ikke rigtigt kan huske 1980erne eller finde sine nerver. Åbenbart blev han en del år efter julefrokosten (se nedenfor) venner med ham, min kammerat, som jeg senere var blevet uvenner med, og dermed kørt rundt i en uovertruffen manipulators, naturligvis både skadelige og udmarvende, karussel. Nu karikerer han sin tidligere ven, så tydeligt at få vil overse det. Men han gør det tyndt, svagt og endda svækket. Skal forklaringen findes i titelnovellen i samlingen 'Sidste Søndag i Oktober'? Livstruende sygdom? Hæng nu på, Jan. Kom dig. Og bliv så gerne sur på mig og skriv med din gamle frådende indignation. Holte-narcissisten strandet i Nordvest, det er ham, vi gerne vil læse, tak!

PS: I øvrigt forstår jeg ikke formålet med navnet på hovedpersonen i Jans nye roman - er han opkaldt efter Hitlers økonomiminister, Walter Funk? Det er altid sjovt, hvis en forfatter ubevidst tildeler sit alter ego navnet på en obskur topnazist.

"Now It´s Dark"

2010-03-20T11:15:00.008+01:00

Her i går eftermiddags blev jeg mindet om Andy Warhols film Blood For Dracula (1974). Det er den, hvor Udo Kier skal bruge en jomfrus blod, men hver gang er vellystningen Joe D´Allesandro kommet ham i forkøbet, med det resultat at vampyren straks efter at have suget saft af pigen vælter om på gulvet og ligger og brækker sig. Fordi, altså, blodet ikke alligevel sprang fra en jomfrus årer. Sjovt, sjovt. Selv om filmen også er lidt tung og lidt lang.
Nå, men jeg blev mindet om det, da jeg gik forbi Blockbusters tilbudskasse, hvor der stod en vampyrfilm med Steven Seagal! Tænk engang. Karatepensionisten deler flade ud til nattens børn. Den skal næsten ses. Jeg forestiller mig, hvordan et par hugtænder slås løs og sejler gennem luften i slowmow efter et velrettet gok. Hvordan den fede mester varmer flagermuseører. Kvaste kister. Ki-yap i krypten. Kolde hjerter gennemboret i et enkelt hak med hegnspælen. Sølvkugler affyret fra pumpgun. Tibetansk bedekrans af hvidløg. Kan det tænkes den er ligeså spøjs som Warhol?

Okay, egentlig ville jeg idag bare give et shoppingtip: BLUE VELVET kan lige nu fås for 25 (femogtyve!) kroner i metalbox, en 2-disc Limited Collectors Edition, på Nørrebrogade i DVD/CD-butikken mellem Netto og Frisør Capaldi lige ved Elmegade/Stengade overgangen. Det er især fantastisk fordi det er stort set den eneste udgave i LETTERBOX format, der har været til at få billigt i 20 år! Den udgave TV plejer at vise og som biblioteker og TP-music og Fona har haft i udbud, har været den skamskårne, hvor man kun ser midten af det brede billede. Har man kun set den, har man aldrig set andet af Double-Ed end blindestokken, men til gengæld stirret på en skærm hvor to næsetipper konverserer på vegne af Jeffrey og Dorothy. Etc. Så ring efter en taxa og kom afsted!

Fight The Powers That Be

2010-03-17T17:21:00.003+01:00

For nyligt var der en diskussion på nogle blogs om tidsskrifter. Jeg kan ikke huske, hvad den handlede om. Men så kan jeg jo tilføje, at jeg synes, det er synd, at tidsskrifterne i den grad har karakter af sekundært værk for redaktørerne. Skaberne af et nummer af Blå Port, Ildfisken, Sentura, Banana Split, Apparatur, er vist alle uden undtagelse selv skønlitterære forfattere eller "boblere" med ambition om at blive det. Og det forekommer mig, at de risikerer at fylde for meget i tidsskriftet som værk. At processen med at skabe, samle, begrænse det næste nummer er for vigtigt et personligt selvudtryk.
Lad mig sige det på denne her måde: Selvfølgelig er en redaktør Kommisær for Kulturelle Anliggender, det er i orden, sådan er det. Men personligt har jeg det sådan, at jeg gider ikke længere reagere, når en redaktion sender mig en opfordring til at bidrage med en tekst med et bestemt emne. Hvad har det at gøre med det nye, der er på vej? Var det ikke det, tidsskrifter bare burde give plads til? 'Absolut Work-in-progress nr. 47'. Skal tekster skrives på opfordring vil redaktøren jo aldrig for alvor blive overrasket. Men det er måske det, der er hurdlen? Det sikre sikrer en kontrol. Men tænk hvis Hvedekorn skulle have et tema for hvert nummer.
Det er ellers yngre folk alle steder. Kunne de ikke overlade det fantasiløse antologi-koncept til ronkedorer og ronkedåser på de gamle forlag?
Hvad synes I? Fylder redaktørerne for meget på tidsskriftscenen, skønt de hører til i kulissen? Hvis jeg er dybt uretfærdig, må I sige det, så vil jeg overveje at tænke mig om.

Vise ord

2010-03-16T12:25:00.001+01:00

Og så sagde hun, "Man skal jo ikke gnave den gren over, man selv sidder på."

Y

2010-03-16T11:58:00.010+01:00

Jeg synes nok, at www.bukdahl.blogspot.com/ lader hånt om vigtige y´er i sit isme-alfabet dags dato, så som

Yvonneismen (alt skal og må være kirstenwalteresque og pludrende og polkaprikket og mallorcabound)

Yvesmontandfeistisk (alt skal være tilrøget fransk og ønskeparisisk)

Yenisejistisk (alt bør og skal og må være sibirisk flydende, cool og med anatolsk yeni-yedi rytme)

Yodaistisk (alt skal og må være ypperstegnomagtigt vismandslangøret og planetomsorgsfuldt jo-sigende)

Yveristisk (alt skal være storbarmet og muhterende)

Überallesistisk (alt skal være hegemonisk og foliegrandeurøst)

...mindst!

Billede(vand-til-vin)pistol

2010-02-26T11:52:00.006+01:00

Erkender, at jeg ikke er receptionsløve, men snarere en kat med halen i et sært tasteinstrument.
Skal man færdes i de københavnske kunstnermiljøer, skal man kunne gå rank gennem lokalet med tyve knive i ryggen, og det har jeg da hidtil også godt kunnet. Ligesom jeg er en ferm knivkaster, når det skal være. Det er da heller ikke gamle knive, der generer mig, de sidder udemærket deromme. Men det er som om, at de gik i kødet - hak! stab! snit! og TJUK! - og så mærkede man dem bagefter, mens nu kan jeg mærke i slowmow, når de går ind, hvilket selvfølgelig er et rædsomt dårligt billede, når det nu i grunden bare er sådan, at en og anden har afsløret sig for mig, og nerverne i ryggen er vågnet op til dåd. Og når jeg tidligere kunne være fakir, var det snarere fordi, at folk ikke betød helt så meget for mig, som nu. Eller, naaarj, njja, arrr, jeg ved ikke, om det nu er rigtigt. Måske er det snarere fordi, at den - og nu berører jeg noget meget personligt - den usunde tillid, jeg tidligere kunne fatte til netop dem, man burde tage sig lidt i agt for, er ved at være afviklet, og jeg mærker bare full impact af den usunde tillid, jeg tidligere hæftede mig til folk med. Eller den er netop ikke afviklet, men nu mærker jeg hvor usund den er, lige på stedet?
Jeg tror, jeg skal være en menneskesky. Bare for en tid. Diset og fjern og lidt gennemsigtig.

PS: Knive i ryggen kan måske i øvrigt pynte, tænker jeg, er det ikke det en leguan er, reinkarnationen af en receptionsløve med tyve knive i ryggen.

RECEPTIONSLEGUAN
Tæller takker under takketalen
på din ryg står hilsener fra rivalen
tag bestik af knivene i salen
gå din vej, få lidt sol på halen.

Er du stadig bange for Jens Jacob Toftegaard?

2010-01-20T13:54:00.007+01:00

Det ville være synd at sige, at Knud og jeg var populære på Institut for Litteraturvidenskab. Dukkede en af os op i løbet af et semester, var det selvsagt kun til en forelæsningsrække om Büchner eller Deleuze eller Hölderlin, og så holdt vi os ikke tilbage, men tog gerne ordet. Men det var der andre, der gjorde. Holdt sig tilbage. Tavse fyre som Jan og Fagrådsformanden. Til gengæld havde hverken Knud eller jeg taget en eksamen de seneste to-tre år, vi var hverken successtuderende eller arbejdet ind i det sociale rum, og da vi mødte op til julefrokosten i 1987, gled et misbilligende smil fra ansigt til ansigt ledsaget af en ærgerlig mumlen. Åh nej, ikke de to!

Vi fandt en øl - Knud havde en upopulær tendens til at stjæle øl, men folk kendte os, og efter hans indledende tyveriforsøg var vi nød til at betale for dem - og en time gik. Så kom Knud lidt rystet hen til mig. Med en bule i panden. Han havde stillet sig ved et bord med et selskab, hvor der sad en sød pige, og havde rutinemæssigt talt hele bordet op med en af sine faste anekdoter; tyske forfædre med monokel og med ar på kinden efter mensurfægtning; anekdoten var udemærket, og pigen havde vel lyttet med interesse, for hendes fyr havde rejst sig og råbt, "Nu holder du kæft," og slået ham med en flaske.
Knuds øjne stak febrilsk, og han sagde, "Jens Jacob, enten slår jeg ham ihjel eller også går jeg hjem, så nu går jeg hjem, hej."
Selv blev jeg og dansede. Jeg havde mødt Pernille, nogen lagde Bryan Ferry på, og vi snakkede og vrikkede til rytmen. Men midt i Windswept bliver musikken afbrudt; det fyldte dansegulv går i stå. Ovre ved anlægget sidder fagrådsformanden, som syntes, han lige vil spole rundt på nogle kassettebånd og finde noget andet. Men nu var vi godt i gang, så jeg strækker fingeren frem mod eject-knappen for at sætte Boys & Girls tilbage i maskinen. Fingerspidsen er næsten fremme og røre ved knappen, da fagrådsformanden skriger, "Nej, det skal du ikke," og lukker tænderne om den. Yep: formanden for fagrådet på Institut for litteraturvidenskab kaster sig frem med åbent gab og bider sig fast i min pegefinger, og jeg hyler højt, men han slipper ikke, han maser kæberne sammen, som et dyr, der skal knuse en knogle. Jeg må tage hans briller af, smide dem på gulvet og trampe et par gange på dem. Det hjalp.
Han åbner munden for at sige, "Øv," og jeg trækker fingeren til mig. Men smerten er i top, jeg bløder, og jeg ville have hævn, som er en luftart. Men jeg har ingen forstand på vold, hamrer blot næven ind i hans fjæs og slår knoen til kvas, mens han til gengæld går bagover minus en flis af fagrådsfortanden.
Det var det.

Folk ryster på hovedet af os begge. Pernille tilser min hånd. Et sted står der en øl. Det er tydeligt, at knoen er brækket, den halve hånd hæver og får syge farver, bleg, blå, violet, skrammet med lidt blod. Det ærgrer mig, at jeg skal på skadestuen. Midt om natten. Uden Pernille. Foran mig venter måneder med forbinding og ømhed og genoptræning. Sågar en læge, der mente, de kunne blive nød til at sætte fingeren af, hvis førligheden ikke vendte tilbage i tilstrækkelig grad.

Men så står Jan hos mig. Trådt ud af tapetet. Den helt tavse fra forelæsningerne. En øllet gnom, allerede fed i fjæset. Vi har aldrig vekslet et ord, og jeg har aldrig skænket det en tanke, at han kunne tale. Eller at han kunne optræde så selvsikkert, som nu, hvor han forsikrer mig, at han er voldskyndig og erklærer, at han er fagrådsformandens ven, og opfordrer mig til at gå med udenfor.
"Kom så! Så skal du fandme få!"
Jeg havde aldrig haft noget imod de to, de interesserede mig ikke, mit konfliktstof kredsede om helt andre figurer. Nu hvor jeg selv havde givet et gok, var jeg sådan set også tilfreds. Desuden var min hånd aldeles ukampdygtig. Men det synes han ikke gør noget, jeg skal have en gang lak, uanset hvad - og jeg griner og håner hans mod, han må vente den tid, det tager hånden at hele. Så skal jeg gerne føje ham.

Mean Machine

2010-01-05T14:40:00.005+01:00

Musikhistorien har som regel glemt instrumenternes opfindere. Var det mon Heron fra Alexandria selv, der skabte vandorglet og vindorglet - og iøvrigt dampmaskinen og injektionssprøjten og de automatiske døre og møntautomaten - eller er det bare ham, der som den første beskriver dem? Hvem udviklede bongotrommerne? Mundharpen? Fingerknips? Nå, men tilgengæld er der næppe nogen, der vil tage æren fra Athanasius Kircher og anfægte, at han opfandt kattejammerklaveret. Det var engang i 1600tallet, inde i instrumentet spændes et antal katte fast, og når man slår en tangent ned, hakkes et søm i halen på en af dem. Så siger den noget. En anordning foran katten modulerer lyden. Det vil sige, at et prik på den næste tangent, bringer det næste søm i sving, og aftvinger den næste kat lyd, men opfanget gennem anordningens næste mundstykke, der frembringer tertsen eller kvarten eller kvinten osv. Do, re, miav, fa, sol, bi, do. Ganske fikst.

Nice Price!

2009-11-12T14:44:00.012+01:00

Det har på det seneste forlydt, at forlaget Lindorm & Ringorm var ved at gå ind, men det må vi afvise, det er tværtimod på vej ud i alle retninger og udgiver idag følgende titler:

Pablo Llambias & Leonora Christine Ulfeldt: Llammersminde.

Pablo Llambias & Vita Andersen: Hold kæft og vær munk.

Pablo Llambias & Tove Ditlevsen: Barndommens snade. Oh, disse gammelkloge hashrygere i fjerde klasse.

Pablo Llambias & Amalie Skram: Professor Llambinimus.

Pablo Llambias & Thit Jensen: Kaninpassiar hos den erotiske hamster

Pablo Llambias & Inger Christensen: Amorfo + Sommerpuledalen.

Pablo Llambias & Pablo Henrik Llambias: Hun har en banan. "Uha, uha," skrev de mandlige anmeldere.

(Sud)American Idol

2009-11-04T21:37:00.005+01:00

Da jeg var 11-12-13 år var det altså ikke Brian Connelly fra Sweet eller Bowie eller Bolan, jeg ville være eller ligne, når jeg meget snart blev stor, det var ham her! Victor Jara. Og når jeg nu ser ham på denne fine video, tænk, så synes jeg egentlig, at det er gået som i den der sang af Talking Heads: "He would see faces in movies, on T.V., in magazines, and in books. He thought some of these faces might be right for him. And ... by keeping an ideal facial structure fixed in his mind ... That he might, by force of will, cause his face to approach those of his ideal ... It might take ten years or so ..." Har jeg ikke faktisk fået et kæbeparti som Victors? Krøllerne er selvfølgelig forkert farve. Men? Hvad? Nå!

Skotternes store syngende ven

2009-09-05T11:32:00.010+02:00

"I dig all kinds," sagde Elvis, han kunne bare lide god musik, ligesom Jonathan Richman, der både er in love with the old world og the modern world - mor & far og Andy Warhol. Da jeg selv i foråret 1976 begyndte at høre musik, der skulle være min egen, købte jeg bare alt, der lød godt. Første ti singler: Jolene (Dolly Parton), Hurricane (Bob Dylan), Baretta´s Theme (Sammy Davis jr.), Fuld Fart Rock `n roll (Tyggegummibanden), That´s Rock `n Roll + All by myself (Eric Carmen), Daddy Cool (Boney M), Lucky guy (Tommy Seebach), Nut Bush City Limits (Tina Turner), Could it be magic (Donna Summer). Første lp-køb: Gas5 (gasolin), I love to love (Tina Charles).
Jeg skelnede ikke mellem genrer. Det havde jeg vel ikke lært. Jeg gik nemlig ikke i skole på det tidspunkt, hverken i sjette eller syvende (se erindringsroman ad åre), og først da jeg fik venner og kom i ny skole, trængte det ind, at der var ting, man ikke kunne lytte til. Enten disco eller rock. Ikke både og. Enten punk eller symfonisk rock. Ikke både og. Man skulle nemlig have en identitet. En genkendelig en. Derfor enten eller. Jeg tilpassede mig så tilsidst; ved udgangen af gymnasiet havde jeg forstået eller rettere ladet mig kue nok til at vrænge af pop og flødebollerock.
Men jeg nænnede ikke at sælge mine discoplader - selv om jeg solgte ABBA-pladerne i et svagt øjeblik - de fik lov at stå der, inde i stakken. Jeg lyttede sjældent til dem, men helt forstummet var stemmerne ikke. Og nu hvor jeg skulle være voksen for alvor, fortsatte jo egentlig bare forsøget på at få plads til at være sig selv, som en der satte sin hat, som han ville, så da jeg var 21 tog jeg Bee Gees frem igen. Da jeg var 22 støvede jeg Boney M af og til min 25-årsfødselsdag skreg og sukkede Donna Summer påny. Processen er fortsat, mine punkere, det er Siouxsie og Buzzcocks, og hvorfor skulle man ikke kunne blande dem med Queen og Gipsy Kings, det kan jeg stadig ikke forstå. På det seneste er jeg begyndt at nyde ingen ringere end Rod Stewart; jamen, han har da lavet en 5-6-7 rigtig gode numre, fra discoforsøget Da ya think I´m sexy og den smægtende I don´t wanna talk about it, over topsjæleren Tonight´s the night til den 70er-liberale-homosupporter-sang The Killing of Georgie - Rod fra Newcastle, men valgskotte, selvopfunden skotte og skotternes store syngende ven - jeg føler med Celtic i disse dage og kipper med den blå fane ... og på vej hjem fra Tyskland under mellemlamndingen i Glasgow udtalte Elvis, at han hermed opsøgte sine "roots", landsbyen Presley lå jo oppe ved Loch Lomond ....

Pas nu på

2009-07-20T13:27:00.008+02:00

Forestil jer, piger, at i står ved busstoppestedet og så kommer der en underlig starut, korthåret og i sært, men billigt jakkesæt, og ham kan i ikke modstå, han fejer benene væk under jer, for han er lige gradueret som Operativ Titan Trussetyv fra Scientologys scorekursus - jo, det er sgu rigtigt, det udbyder de nu!

...hvad jeg egentlig ville sige idag, var blot at jeg er blevet lidt bedre til at fornemme grænserne på internettet. Da jeg i 2006 fik min første side, nemlig en såkaldt photostream på flickr.com, uploadede jeg gladeligt mine private fotografier og taggede dem med navne i håb om at visse personer fra fortiden ville reagere ... det gjorde de så også, et par af dem og det har været fint, men det er også gået op for mig, at folk ikke nødvendigvis er begejstrede for at ungdomsbilleder er tilgængelige for 6 milliarder nysgerrige - så hvis du er en af dem, UNDSKYLD!

Jeg har gjort de fleste utilgængelige igen, og bruger nu kun flickr til det, der også var mit oprindelige formål, nemlig digital opbevaring af sikkerhedskopier.

So so hemmeligt ...

2009-07-13T16:44:00.007+02:00

En af mine net-favoritter er Post-Secret http://www.postsecret.blogspot.com - det er det link, der hedder Carte Postale (dum Derrida joke, jeg selv står for) - hvor folk kan sende et postkort med en personlig bemærkning. Fed kortprosavidnelitteraturwhatthefuck - eneste problem er, at man kun har adgang til de seneste 10-15 stk., så lagres de åbenbart og udgives i bogform! Yes, det er en blogger, der har lært at tjene penge. Her er et par fra idag.

Lindorm (ekstra)

2009-07-02T12:17:00.005+02:00

Lindorm & Ringorm har overtaget det "smalle" forlag, Hadblik, og kan derfor præsenterer følgende - ekstra - nyheder:

Jørgen Leth: Glatte hårdtpulede pudler. Lyriske dyreforsøg.
Jens Jacob Toftegaard: Indianernes Store Hvide Svoger. Familieafsløringsroman.
Kristian Bang Foss: Moby. Roman i høj sø. Jagten på 90er musikkens skaldede, hårdtpussede fladpander går ind, MC Ahab er ustoppelig.
Pia Juul: På Sjølunds fagre schæfer/Myndes dagbog. Genrechok
Niels Frank: Jeg længes mod skibsdrengestrofer og pludseligt kød. Digte.
Palle Sigsgaard: Støvede dansere glitrer. Digte.
Lars Frost: Rørstrømsk u-vending. VVS-roman.
Pia Tafdrup: Nøgendans. Digte.
Ayaan Hirsi Ali: Sidste nat med klitten. Ungdomsbog. Habiba holder sodavandsparty ved dukkebordet aftenen før genopdragelsesrejsen til Kismayu, hvor bedstemor venter med glasskåret. (Bogen blev syltet af Dansklærerforeningen, der ellers havde bestilt den, og udkommer nu hos os, trods protester fra qat-spiserne i Tyggefrihedsselskabet.)

Nyt fra Lindorm & Ringorm

2009-06-15T15:24:00.008+02:00

Forlaget præsenterer fornemme nyheder til udgivelse:

Katinka My Jones: Panda. Digte, 114 sider. Due og panter, kadence og dekadence, romantik og modernisme, alien vs predator.
Trine Gejl: Don Kachot. Den nødvendige roman om kvinder, der falder for indsatte på dødsgangen. 412 sider.
Jeppe Brixvold: Vulvahampton. Versroman, 348 sider. Lauge, den 43årige vestkystboheme, kan hverken få nok af kvinder, fodbold eller rygegræs, og midt under tipskampen Arsenal-Wolverhampton bryder cannabispsykosen frem.
Pablo Llambias: Armslængdeprincippet. Roman om en fistfucker, der beslutter at undersøge kommunalreformen i dybden. 130 sider.
Hans Otto Jørgensen: Kogalskab. Finalen på den selvbiografiske romanserie, nu ærligere end nogensinde.
Martin Glaz Seerup: Fra dusk til dorn. Kønsskiftedigte, 99 sider. Det monstrøse i kønnet, kønnet i det monstrøse.
Onde Tunger: Antologi om mestercunnilingus. Noveller og digte af Kristian Bang Foss ('For fulde gardiner'), Maja Lee Langvad ('Slikmutter'), Jens Christian Grøndahl ('Driver dug') m.fl.

(Se flere i næste nummer af Standart)

Harley Queen

2009-06-15T15:05:00.012+02:00

Det er egentlig synd, at så mange associerer Queen med gruppens gyselige fase i 80erne, hvor det handlede om sovs & kartoffelmusik og Freddie Mercurys mere og mere brovtende kompensation for tabet af ungdommens gudbenådethed.
Bloggeren blev først sent fan. Da jeg begyndte at høre musik på radioen i tolvårsalderen flød hitlisten over med A Night At The Opera og den nye A Day At The Races, som trak de tre foregående plader med ind på Top 20. Men jeg kunne ikke rigtigt finde ud af, om jeg kunne lide det. Den sære stemme, og det der med at synge i falset og tidobblet til kor lød ikke lige som den mandighed, jeg selv tragtede efter at inkarnere. Det var flot, men ikke rigtigt mig. Sku´ jeg købe LP´en eller nøjes med singlen Bohemian Rhapsody? Men nede i Fona hang en stor plakat, og der så de sært androgyne ud, og det var lidt skræmmende.
Så holdt jeg op med at lytte til hitlisten og glemte dem næsten i nogle år, hvor det drejede sig om reggae, en kønsligt utvetydig genre. Først i gymnasiet, da en ven lagde Somebody to love på huskede jeg Queen og vidste, at de plader måtte jeg bare have. Hvilket på en måde var det helt forkerte tidspunkt. Queen var år tilbage blevet udpeget af punkerne som modstanderen. Ikke Elvis, ikke disco - Johnny Rotten udtalte med skingre øjne og rystende pegefinger, at det var Queen, der var fjenden. Den der ekvilibristiske lyd, den skulle smadres! - Hvad Queen så oven i købet havde svaret igen på ved at lave et fremragende punknummer, Sheer Heart Attack fra News of The World (1977), hvor de håner punkerne og spiller dem af banen, selvfølgelig.
Men der var alligevel sket noget for dem selv også. Noget med at føle sig for artificielle, sagde de; da de nærmede sig de tredive, ligesom personalet i de andre symfoniske rockbands, skulle der ske noget andet. Så efter A Day At The Races stod den på en mere simpel opskrift. Det kom der stadig mange gode numre ud af, men samtidig begyndte også det brovtende. Hvilket syntes at hænge sammen med Freddies sexuelle selverkendelser; et mysterie syntes at være opklaret for ham, og så forsvandt mysteriet også ud af hans lyd.

Oh, Freddies hyldest til 1920ernes rag & swing på Seaside Rendesvouz og Bring back that Leroy Brown. Oh, den musikalske variation på mesterværket, A Day At The Races, jeg mener, Beck og hvad har man, med ry for genrerigdom er jo ensporede og nul og niks i sammenligning. Og oh, hvor var de dog, når det skulle være, et meget bedre rock `n roll-orkester end farveløse Led Zeppelin. Hør bare Stone cold crazy, Tie your mother down eller indianernesstoremetalven-sangen, White man.

Freddie - der som bekendt hed Farouk Bolzara og var parsisk shirazi fra Zanzibar, vokset op i Bombay, rykket til U.K. i syttenårsalderen, hvor han møder osv osv osv - var kun et af to genier. Brian May komponerede mindst halvdelen af numrene og var på sin selvbyggede guitar mildt sagt federe og mere udtryksrig i længden end Hendrix. Både han og trommeslageren sang typisk et nummer hver per plade, og trommeslagerens hæse heavyvokal overgås kun i hæshedsekvilibrisme af Axel Rose. Om bassisten kan man sige, at også han med tiden leverede gedigne hits, Another one bites the dust, Spread your wings, Kind of magic. Altså 80er numre, mens Freddie begyndte at blive træt. Rigtig træt, endda.

Harlekin er ikke mere og det er allerede længe siden.

Rettelse - posttraumatisk

2009-05-30T09:55:00.002+02:00

Det er nu faktisk ikke helt rigtigt, hvad jeg skrev i det foregående, at krigsfilm lader mit limbiske system upåvirket. De senere år har jeg også oplevet den rystende vrede og forbitrelse under krigsfilm som Clint Eastwoods to Iwo Jima dramaer og landgangsscenen i Saving private Ryan. Ikke fordi en eller to bliver skudt, men fordi der finder deciderede nedmejninger sted, menneskespild på stor scala, det kan jeg åbenbart ikke tage. Jeg skal måske også lige forklare, at jeg er diagnosticeret med posttraumatisk stresssyndrom, så der er let og ren adgang til pirring af overlevelsesimpulserne. Men, anyway, det er det kollektive plan, der interesserer mig her, at psyken reagerer på vegne af mere end individet, at man så at sige bare er agent for sin art. Soldat endda måske.

Når vi er på den

2009-05-28T17:49:00.015+02:00

Senest har jeg oplevet det med Cloverfield, War of The Worlds og I am legend; første gang var vist med Independence Day i 1996.
Jeg bliver så sindsygt vred på aliens, der vil udrydde os alle sammen. Det er slet ikke en følelse, der ligner spændingen og indlevelsen ved almindelige thriller, krigs- eller horrorfilm. Herregud, lidt mord, lidt splat, lidt massedød på slagmarken. Hyggeligt, hyggeligt. Næh, de der angreb, der truer artens overlevelse og tilmed gør mennesker til kødkonserves, de går lige i mit limbiske system. Eller som det hedder, krybdyrhjernen, vort eget basis monsterapparatur inde i midten af hovedet. Og dér aktiverer de overlevelsesdriften. Dræb, dræb, dræb!

Derfor var War of The Worlds underligt utilfredsstillende, fordi aliens drattede om af sig selv, smittet med bakterier. Der var ikke nok payback. Mens omvendt Independence Day gjorde godt med dybt tilfredsstillende kick ass! Jeg mener, Will Smith & Jeff Goldblum lempede en atombombe ind i det monstrøse hvepsebo fra en ond galakse, og booooummmmm! Skønt, simpelthen. Cloverfield var sådan lidt midt i mellem; man fornemmede, at hæren var ved at få ram på det godzillaagtige bæst og dets drabanter, så det var sådan set okay med den for hovedpersonerne fatale slutning.

I Signs havde man slet ikke set udryddelser af mennesker, så en enkelt alien banket ned med et baseballbat var fint nok. Regnskabet gjort op, bloggeren mæt.

Og okay, I am legend - oh, den første time er så smuk - føltes heller ikke så voldsom, da menneskeæderne jo bare var 588 millioner undslupne patienter. Det var os selv, så det var ikke så slemt.

Men War of The Worlds og Independence Day? Gud, hvor blev jeg vred!

Snatch (Kikkassen)

2009-05-13T13:18:00.004+02:00

Hov, jeg snatchede lige det her billede fra en blog, blogget af en Victoria, det er da for skønt, hvem pokker har malet det?

Okay, jeg googlede, det er Boucher - selvfølgelig, måske.

We are the pigs, we are the swine

2009-04-27T13:07:00.011+02:00

Linda Ronstadt. At det skulle komme så vidt! I mit barn- domshjem havde country- musikken ikke noget pænt navn, og selv om That'll be the day svingede meget godt, det år, nittenseksoghalvfjerds, da jeg begyndte at købe plader for mine lommepenge (Boney M, ABBA, Gasolin, Eric Carmen, Bob Dylan (!), Donna Summer, George McCrae, og Tyggegummibanden (oh, skam - købte som tolvårig singlen Fuld Fart Rock `n roll)), så var det tøset på den forkerte måde. Men her for nyligt lånte jeg osv.osv.
Prøv lige at dyrk, Long, long time (1970) og Rock me on the water (1971) og You´re no good (1974) og Blue Bayou (1977) og så som rosinen i salcisa-enden, hendes hispanic-opsamling fra 2004, med La charreada og Rogaciano el huapanguero og Mi ranchito og Crucifijio de piedra. Yiiha - muchacha!

Twist and shout

2009-04-25T12:58:00.006+02:00

Jeg har på biblioteket lånt The Charles Dickens Collection, tolv DVD med BBC filmatiseringer af Oliver Twist, Our Mutual Friend, Pickwick Papers osv. Hver anden eller tredje nat ser jeg et helt værk, uanset hvor mange episodes, det er på. Men en ting slår mig. Midt i al fortrædeligheden og håbefuldheden og ikke mindst den følelsesmæssige og fysiske mishandling af børn, er der en form for overgreb, man netop spares for. At David Copperfield ikke bare skal tampes i hjemmet og skolen og på fabrikken, men også befamles. At Oliver Twist ikke bare skal stjæle, men også sutte pik. Og det er dog så oplagt, at det er foregået alle vegne. Ikke mindst, når man betænker hvad vi ved om den tid og den byform. Benjamin Disraeli (premierminister 1874-80) beskrev egne erfaringer med at blive udnyttet seksuelt i barndommen. Antallet af prostituerede børn i London skal have været 100 000.
På den ene side er det en lettelse, at det ikke er med. På den anden side føles det, som dette ene realistiske element, der helt overvældende mangler, men som tilgengæld fuldstændigt ville fjerne den angivelige renhed heltene altid overlever med, altid har intakt i sig til slut. De er aldrig for alvor skadet, de her figurer.
Men jeg hygger mig.

Big in Japan

2009-04-21T13:22:00.004+02:00

Vi sad nogle kunstnere sammen sidste år og bagtalte en anden kunstner, jeg var så ikke den mest ivrige og trak lidt på skuldrene af de andres galde, han var Big in Japan, ham vi talte om, herregud! Men jeg har faktisk en ret konkret anekdote til det udtryk, den lyder sådan her. Kort fortalt: da jeg var i tyverne boede jeg sammenlagt seks år forskellige steder i Frederiksstaden, omkring Nyboder og Amalienborg, på klubværelser eller i fremlejede lejligheder. Her lå så også bageren KLINKE i Kronprinsessegade. Men den skulle man undgå. Selv med tømmermænd. Og det var så kun, da jeg i 1991-92 boede i samme bygning, lige om hjørnet, at jeg i tilfælde af sygdom, vinterkulde eller pludselige studenterbrødsabstinenser alligevel handlede hos Klinke. Bagerens grovbrød var et almindeligt franskbrød med cornflakes på toppen, grovbollerne en slags rundstykker med spor af hvedekerner og romsneglene en klat tyndskid fra Tjernobyl. Men på væggene i bagerbutikken hang det ene diplom efter det andet, alle fra Japan. Et eller andet sted, lad os sige i Sapporo på den nordlige ø Hokkaido, afholdtes hvert år verdensmesterskabet i danish pastry, og Klinke var den eneste deltager fra Danmark. Han rejste simpelthen til Japan hvert år og kom hjem med førstepræmien for sit autentiske bagværk. Ahigato!

"Bob´s been close; but he´s not here now!"

2009-04-06T08:41:00.001+02:00

Fogh som miljøforkæmper? Tjo, for min skyld gerne. Fogh i felten? Jamen, det går han vist ikke af vejen for! Men han kan lige vove på at røre ved Roj-TV eller undskylde for M.bin Abdallah-karikaturerne, bare det, at han på al-Arabiya dengang sagde, at han personligt skam ikke ville tegne den slags - fucking landsforræder og wahhabistgrønne lejesvend!

Nå, angående den pludselige naturomsorg. Det er så smukt i Twin Peaks, halvdelen af figurerne får enten et sammenbrud (sherif Truman, Ben Horne) eller gennemvandrer komatøse tilstande (Audrey, dr. Jacobi, Leo, Coop, Nadine) eller forsvinder til et skjul eller en anden dimension (Kathrine Martell, major Briggs), kort sagt en crisis af en art. Ofte med personlighedsforandrende eller etisk udviklende effekt eller resultat. I direktør Ben Hornes tilfælde betyder det gulerødder og ønsket, ligefrem ambitionen, om at gøre det gode. Meeen, og det er så smuk en pointe, det er sørme svært, det kommer alligevel til at dreje sig om hans egen fordel.

Modvægten dannes af Leo Johnson, forbryderen, der får det største gennembrud - han sætter sit liv ind på at redde sit tidligere offer og hjælper majoren til flugt med beskeden, "Save Shelly!"

Det er selvfølgelig ikke småting at organisere og iværksætte krig. Tænk bare på Nyrup/Helweg-regimets overfald på Jugoslavien begrundet med en massakre i landsbyen Radzak, der siden viste sig ikke at have fundet sted - men let kunne have fundet sted! De begrundede det med deres omsorgsfulde hensigter, det var en humaniær intervention. Men hverken Nyrup eller Fogh har savnet talenter, herregud, hvad tror man, selvfølgelig er det dygtige folk, der slipper igennem til statsministerposten. Det gode ved demokratiet her til lands er så netop, at det er lidt underlige, men almindelige typer, der når embedet, og det er godt. Fri os fra karisma. At de ikke undgår at volde en masse skade, burde ikke overraske nogen. Men det ikke lige slemt alt sammen, så kunne man jo slet ikke stemme; Bob´s been close, men ikke hele tiden.

Alter ego

2009-04-04T12:12:00.007+02:00

Forleden i Stefansgade var der en ung araber, der fra sin bil råbte, "Hva´ så, din gamle hippie? Er du ikke stjerne længere?"
Han hang ud ad vinduet, og jeg gik hen til ham, hvad mente han?
"Jaah, ja, du har en masse gamle numre, jeg kan ikke huske, hvad de hedder. Men det var dengang, ikke? Rabalderstræde!"
"Oooookay, jeg ved godt, hvem du tror, jeg er!"

Tilbage i 1989 er jeg stået på et S-tog i myldretiden, river døren op til en kupe og træder ind. Men i det samme er der en evnesvag dreng, der maser sig ind på mig, trykker sig mod mit bryst og kikker mig op i fjæset med sine hinkestensbriller, "Er du Kim Larsen?"
"Nej! Skrid," jeg skubber ham væk og fortsætter gennem kupeen og ud i mellemgangen. Men han og hans veninde eller kæreste - og det er de to, der seks år senere bliver berømte med RIGET - de to spassere, der står i opvasken og siger Hvad-sker-der-med-Lil-le-bror og Det-er-ikke-godt - de følger efter mig. Nå, så står de under nødbremsen og gramser på hinanden og fniser, mens de kommenterer min KimLarsenhed, og de har virkelig fat i grunkerne på hinanden, og han siger så, "Vil-du-også-røre-ved-hende?"
Han tilbød simpelthen at dele sin dame med Kim Larsen! Rørende. Men jeg sagde, "Nej, tak, jeg tror, jeg rør ved mig selv istedet."

Siden er det sket en 4-5 gange; gamle damer i bussen, der siger, "De har skrevet nogle gode tekster" osv. Men jeg har aldrig fået promotion-tøj eller gratis drinks på den konto. Endsige andre groupies end spasserprinsessen. Til gengæld er der heller ikke før ligefrem gået integrationsindsats i KimLarsenheden, skønt det dog viste sig umuligt at overbevise araberen om, at han forvekslede mig.

Jeg ved sgu ikke, selv kan jeg altså ikke se det.

Lægesjusk

2009-03-17T13:38:00.003+01:00

Jeg blev ikke inviteret til at bidrage til FADLs antologi med skæbner-i-hvidt-prosa, så som hævn bringer bloggen her et klip fra en ikke-skrevet lægenovelle:

STUEGANGBANG

" ... "Sig 'aaaah,'" sagde overlægen, men patienten nåede ikke længere end til første stavelse, så havde 1. reservelæge Nikolaj Ventegøb sit lem mellem hendes læber og faretruende tæt på hendes drøbel. Connie Crewcow havde fået et akut anfald af fibromyalgi i forbindelse med intensiverede jordstråler under parcelhuset i Lille Skamsved og var blev suset til Rigshospitalet i en ambulance naglet fast mellem to fyrige falckredere [se foregående kapitel]. Overlæge Mikael von Magnum var så under stuegang begyndt at palpere hendes barm, mens den unge turnusansatte, Ib "The Stud.med." Ibsen med det yderste af glans foretog en surheds- og fugtighedsprøve på de ..."

"Just beat it"

2009-03-08T09:56:00.005+01:00

Der er ikke mange skribenter på aviserne, det er værd at læse, sandelig heller ikke på Jyllandsposten, som blot har en o.k. tegningefremfærd, den eneste jeg gider læse på JP er Hans Hauge med hans klumme om lørdagen. I den fra igår skriver han sådan set bare et ekko fra 80erne - de postmodernistiske og Canetti & Deleuze & Derrida læsende 80ere - men det er godt, at der er en der uforfærdet og fjollet og uden træthed siger det igen og endnu:

" ... Det er ikke kun rockere og indvandrerbander, der er i krig: Der er også Hizb-ut-tahir; fodboldfans, som ofte er racister, men som i al fald er voldelige; autonome venstrefascister, som slås med højrefascister. Det er alt sammen udtryk for en ting: Fællesskaber er dæmoniske, klæbrige og voldelige - men varme og identitetsskabende. Vi er alle frisatte fra ethvert fællesskab, og det er et stort civilisatorisk fremskridt. Vi er endelig frie. Det hedder, at vi er individualiserede. Men vi vil ikke friheden. Denne globale individualisering medfører en længsel efter fortidens fællesskaber. Denne længsel næres af mange politikere, pædagogers og præsters sentimentale propaganda for fællesskaber. Disse demagoger står lokkende i kulissen med deres patetiske fællesskabssnak. »Kom til os, så skal I få en identitet«. Det hedder med et fint ord ”kommunitarisme”. Disse bander realiserer alle på hver deres måde drømmen om et tabt fællesskab. De tilbyder unge mennesker en identitet. Hvis man vil se, hvilke ulykker fællesskab og identitet kan føre til, så tag til Nørrebro. Fri os fra fællesskaber."

Say what?

2009-03-02T11:48:00.006+01:00

Den store stygiske ulv, Harald Voetmann har bedrevet noget sjovt ovre på parallelbloggen, http://www.haraldvoetmann.blogspot.com/ I den forbindelse bringer vi et opslag fra Ordbog over Udansk Sprog:

Voetmann (el. Wutmann, Vorteman) Etym.be. ukendt. Af Voet (germ/skyth.latiniseret) + mann (germ.) De af Stiliko hvervede og anførte germanske og sarmatiske lejesoldater, der tjente i Rom og Ravenna, lancerede udtrykket Helt Voet Mann! som udtryk for tilfredshed. Hos Olympiodorus optræder varianten phoet mann! Ligeledes blev den blandt soldaterne udbredte afsyngelse af en form for spontan eller simuleret spontan talesprogspoesi (rappus raptus) under hvil og efter et slag, typisk anerkendt af kammeraterne med udtrykket megavoet! i det græsktalende øst og max voet! i vest. I byzantinske kilder, så som bevarede flosculi af Menander 'Protector', nævnes vendingerne, Voet Nok! og Voet at se dig! Begge i brug blandt lejetropperne under gotheren Gainas´ kommando. Mere uklarhed hersker om en inskription fra Bursa (Nikomedia), hvor til mange af Gainas trofaste flygtede efter mytteriet i år 400, Lad os ryge den phoete! Visse forskere, (Nissenberger og Grankovsky, 1967), foreslår, at Voet ganske enkelt betyder født, og at betydningen Født Mand skal læses odinistisk, denne fødte mand er avataren, som man kender den fra Krishna, Mitra, Kristus eller en af de nordiske gudeskikkelser, der antager menneskelig form. (Se også, Johann Wolfgang Voethe, Werke und Briefe XXII, s. 352) Hermed kan Bursa-inskriptionen tolkes religionssociologisk, lejetropperne har inhaleret et euforiserende stof, som en konsumering af guden og forholdet til guden, en nadver af røg. Fænomenet kendes fra Herodots beskrivelse af skytherne, og en hunnoskythisk rod til ordet kan i øvrigt heller ikke udelukkes, mener Grankovsky. Ifølge Donner og Wettermanns såkaldte smoke-without-fire-theory (1988) er det tværtimod også her vi finder roden til det tyrkiske navn, Osman. Nemlig i steppefolkenes kulthandling, at smide hellige urter på bålet og så trampe rundt i dem, mens man inhalerede osen. Det er således en misforståelse, at navnet skulle være det arabiske Uthman, der blot gennemgik en konsonantforskydning på tyrkfolkenes læber. Ligesom Jesus, Dio, Muhammed osv i de store civilisationer, har Oseman været populært i de præislamiske, prototyrkiske nomadesamfund.

In dreams I walk with you - men ikke som medløber

2009-02-19T12:48:00.002+01:00

Drømte i nat om forfatteren Dennis Gade Kofod og hans kone Sidse. Det starter udendørs på Nørrebro i gaderne, der er en demonstration, den deler sig i to, følger to gader for at drille politiet. Det er autonome eller BZere. Jeg ved Dennis og Sidse er her et eller andet sted, og at de er venlige. De var her lige før. Snart går jeg i en parallel gade eller bag det ene optog, men så er jeg pludselig oppe forrest i det andet optog. En spændstig ung fyr i sort gør klar til at slås med politiet, det er hans thing, han lader op og prøver kroppen af, hopper, og jeg kan sådan set meget godt lide ham, men hvad laver jeg her, politiet er ikke mine fjender, jeg er betænkelig, om lidt vil folk spæne og smide med ting, og jeg har jo også mine nye Tommy Hilfiger fløjlsbukser på (som jeg fandt på udsalg - autentisk detalje, JJ); Dem vil jeg ikke have hærget af at ligge på asfalten. Så skifter drømmen, optoget forvandles til en aflang kro med talrige stuer. Det er stadig en demonstration, stuerne er fulde af unge autonome, og der sidder en højtaler i hvert lokale. Man venter på en tale. Jeg vil gerne ind til Dennis & Sidse, der befinder sig nærmere centrum, men istedet går jeg længere bort gennem lokalerne. I en stue, hvor der er bar, henvender en venlig ung pige sig, hun ved godt hvem jeg er, jeg kender da DD og JD, siger hun. Hun ved også, at jeg nok ikke er særlig enig politisk i den tale, der kommer eller allerede er i gang. Så jeg tænker lidt, "Ååååh, skal vi nu til det igen, blive uvenner med alle, fordi jeg ikke gider konsensus," men pigen respekterer det. Man har ret til at være den man er, i denne her drøm. Og så begynder jeg selv at holde tale, og folk er mere interesseret i min tale end den fra højtalerne. Men lokalet er lidt forladt, og her står forladte drinks, caipirinhaer, og jeg tømmer en slat og har også fundet en urørt drink, jeg bare vil gafle. Desuden tjekker jeg min pengebeholdning, og er frisk på at spendere, jeg har lyst til at give omgange. Så vågner jeg.

Hvis man er alle elementerne i sine drømme, er jeg altså en aflang kro fuld af autonome og caipirinhaer. Dagsresten bag kunne være, at eks-autonome Dennis for tiden læser mit Brasilien-manus. Kro=krop?

Go down, dogg

2009-02-12T10:09:00.005+01:00

I september bloggede jeg en drøm, jeg havde haft, om den amerikanske singer-songwriter, Jonathan Richman. Nu ser jeg så, at Helle Helle på litteratursiden.dk er i færd med at publicere en hel serie celebrity-drømme med skikkelser fra forfatterverdenen. Måske skulle man så få sig en Helle Helle drøm. Den starter som Ned til hunnerne, Attila er transvestit, flirter med tanken om at blive vestalinde, men gribes og sodomiseres igen og igen af Aetius og Theoderik. Så glider drømmen over i Ned til huderne: under udførelse af cunnilingus, viser vaginaen sig hele tiden at rumme et nyt sæt skamlæber, det ene inden i det andet, det er Borges, der drømmer, og der formelig bladres i skamlæber, men så vågner man.

"Greetings in the name of his majesty emperor Haile Selassie - JAH! - rrraaastafarai, ever livin´, ever fearfullll ..."

2009-02-12T02:06:00.010+01:00

Under lidt research - jeg ville finde tinsoldatudgaven af Christian d. X, som tyskerne fremstillede før, men muligvis også under besættelsen - opdagede jeg, at små raske ariske drenge kunne lege abyssinierne mod italienerne. Sågar med en håndmalet negus Haile Selassie. De sandfarvede tropper er etiopierne, de hvidklædte er Mussolinis trofaste somaliere og tigrayanere. Ak, ja, det minder mig om, at Josefine Baker, kulturradikalismens ikon, hyldede Mussolini og udtalte, at hun var parat til at hverve sine racefæller (!) til hans krig mod det væmmelige Abyssinien (sic! Haile). Senere blev hun så kæreste med en franskmand, der gik ind i modstandsbevægelsen, hvad hun også selv gjorde, og hun endte da netop som den store heltinde i la resistance por la France. Også hun fandtes i talrige legetøjsudgaver, hvor hun ved hjælp af lidt mekanik kunne svinge bananskørtet.

Der fandtes næsten tyve Hitler figurer til det tredje riges drengeværelser. Her et udvalg, man kunne sætte ham i en bil, lege med tænksom fører, talende fører, marcherende fører, frisk-fyr-fører i SA-uniform osv. Læg mærke til at figurerne typisk har løs, drejelig arm i højre side, så den raske dreng kan lege heile.
Men det havde altså været interessant, hvis Christian d. X til hest altid allerede var en tyskfremstillet tinsoldat.
Nå, ja, lige til overskriften, vi er ovre i Musikkens Verdenshistorie, kapitel CVX, lad ikke Bob Marley & The Wailers´ live-album, Babylon By Bus (fantastisk titel) gå i glemmebogen, det er ikke langhåret, men ligefrem tunghåret musik - `dem `eavy dreads!

(Blogger igen snart)

2009-02-07T13:45:00.002+01:00

Det lover jeg! Indtil da, fortjener Hans Hauges klumme fra JP at blive citeret in total, him funny man:

TAMILSAGER
"Vi har næsten glemt, at Poul Schlüter faldt på en ”tamil-sag”. Man længes næsten tilbage til de dage, hvor ingen talte om muslimer. Tamiler var sagen. Derefter blev tamilerne integreret, og de har været et plus for landet. Det eneste problem er deres lange efternavne, men dem får de vel forkortet efterhånden.
På Sri Lankas nationaldag demonstrerede en masse dansk-tamiler. Mig bekendt uden det sædvanlige: Ingen vold, og de blev ikke omklamret af præster eller socialister. Nu kan det undre, hvorfor ingen sammenligner de døde tamilske civile med Gazas. Hvorfor er det singalesiske flertal ikke ligesom jøderne og tamilerne ligesom palæstinenserne? Hvorfor sammenlignes Sri Lanka ikke med Sydafrika? Det er, fordi konflikten ikke er styret af ubevidste anti-semitiske passioner. Derfor er den ikke forsidestof. Det tamilske område sammenlignes aldrig med Langland som FN-kolonien Gaza. Konflikten er usymbolsk, og den kan ikke mobilisere nogen i kampen mod regeringen.Den burde være symbolsk, for tamiler er en del af dansk historie. Ceylon skulle egentlig have været dansk, men der gik kludder i det, så i stedet fik vi Trankebar. Hans Hartvig Seedorf Pedersen kaldte endog Ceylon ”vort tabte paradis”. I 1618 gik en hollænder rundt i København med en ceylonesisk præst af ”ilde udseende”. Danskerne var nok ikke så meget for fremmede dengang. Han ville ”sælge” Ceylon til Christian IV. Ove Gjedde drog af sted, og jeg mindes stadig vor koloniale fortid, når jeg går ad Ove Gjeddes Gade. Vi udviste forfattere til Trankebar, og en af dem oversatte vist nok Det Ny Testamente til ”tamulisk”. En indfødt forfatter skrev digte til den danske konge. Og så videre. Dette blot for at vise, at der er historiske forbindelser mellem os og tamilerne. De hører ligeså meget til her som islændinge. Hvem har nu ret til landet Sri Lanka? Hvem kom først? Er tamilerne indvandrere? Tamilerne siger, at de har været der ligeså længe som singaleserne. Myten siger, at den singalesiske prins Dutthagamani besejrede den tamilske prins Elara i 101 f.Kr. Det år begyndte den singalesiske nationalisme. England fik Ceylon, da vi tabte Norge. I 1911 konstaterede englænderne, at der i Ceylon var to racer (det sagde man dengang), som var helt forskellige. Englænderne kaldte den nordlige del ”the Tamil Provinces”. Nu er det sådan, at der hvor englænderne har været, har der været to dele. De har altid været multikulturalister, for det er en imperialistisk ide. Det hedder også ”del og hersk”. Irland har altid været delt. Cypern er delt, som vi ved. Palæstina er delt. Indien blev delt i to efter 1947. Ceylon blev én stat i 1948. Men en stat med to nationer i sig går aldrig godt. Tænk på Belgien. I 1970'erne begyndte de tamilske tigres oprør (LTTE). Tamiler flygtede hjem til Danmark. Schlüter faldt. Men siden har venstrefløjen brugt al energi på palæstinenserne. De ved jo, at Sri Lanka er en socialistisk republik. Altså en af vennerne. Da de har deres Hamas-sag, må vi andre jo tage os af tamil-sagen."

Down, down demokrati, down, down Denmark

2009-01-11T17:35:00.006+01:00

Iiiih, tak, sikke høflige gæster: http://www.youtube.com/watch?v=AeUzAk1nXy4 . Tilsidst råbes der "Khaybar, Khaybar, ya yehud, iyash Mohammad safwa yaud." Til oplysning: Khaybar var en jødisk karavaneby profeten og hans raske svende erobrede, og hvor høvdingen eller hvad sådan en hedder, på ordre fra Guds Sendebud fik hældt glødende kul på brystet, så han kunne spytte ud med, hvor han havde gemt sine skatte. Sådan lyder beretningen i Ibn Ishaqs biografi fra 700tallet, Sirat Razulullah (Beretningen Om Sendebudet - kan vi ikke snart få den på dansk?). Samme aften, da byens mænd var slået ihjel, gav høvdingens forlovede, Safiya, efter for Mohammed, som havde valgt hende blandt de fangne jødekvinder, og ikke et øje er tørt hos biograferne og hadithsamlerne, hvor var det dog rørende.
Når Khaybar nævnes i et tilråb imod en zionistisk demonstration henviser det velsagtens til et ønske om samme slags overgreb, som profeten udøvede mod jøderne.

---- lad mig iøvrigt lige understrege, at kommentar er velkomne også når de opponerer, korrekser eller i nogen grad smæder bloggeren, bare de ikke er anonyme, det mindste man kan kræve, er, et troværdigt navn, gerne med henvisning til hjemmeside, blog, MySpace, mail eller noget. Kom igen, anonyme!

---iøvrigt er min, sådan set ret moderate, bekymring for demokratiet eller undren over afvisninger af det, ikke i mindre grad rettet mod kunstnerverdenen, man hører de særeste ting these days ...

Caramba 2

2009-01-06T14:51:00.004+01:00

Tit har jeg villet nedlægge bloggen, der er jo så få reaktioner, næsten ingen kommentarer, hvem skriver man dog for, men så sker sådan noget her: en ældre herre i Ølstykke ryger ind på siden og ser, at jeg forrige år skrev om Los Machucambos og pladen Caramba, som lå på grammofonen i mit barndomshjem, og dem havde han da stadig stående, oven i købet i fnugfri og ridseløs tilstand, så .... nu hører jeg igen, Cumba-cumba-cumba-cumbanchero, tak.

Fra Sveriges litterære Guantanamo

2009-01-03T13:42:00.003+01:00

"Folk, der læser krimier, er små don juan'er. De skal hele tiden have en ny. Digte er anderledes. Dem kan man elske og læse på ny."

Hans Hauge i Jyllandsposten

From all of us ....

2008-12-23T00:31:00.000+01:00

Poco Loco 2

2008-12-20T22:47:00.005+01:00

Jeg bladrer i avisernes bogsektioner, bladrer og bladrer, og hov, der var ikke noget! Igen, intet. Omtale af krimier og ugens bog om besættelsestiden. Men ellers? Så tænker man, hvad sker der med litteraturen, for ti-femten år siden var der da hver eneste uge et eller andet om en nyoversat klassiker eller et væsentligt forfatterskab fra andre ender af kloden. Men det viser sig at være fordi bogredaktørerne overser guldet: Et lille forlag har i 2008 oversat og udgivet John Kennedy Toole´s A Confederacy of Dunces. Den morsomste bog i verden. (Toole gassede desværre sig selv i 1969, og der er kun to-tre tilgængelige billeder af ham på nettet, her er han i kosakoutfit.) Den har jeg selv syslet lidt med at oversætte (se længere nede i bloggen), men jeg var ikke så sikker på at de forskellige sydstatsaccenter kunne versioneres rimeligt på dansk. Så jeg glæder mig til at se, hvordan det er håndteret. De har valgt titlen, Fjolsernes Forbund, hvilket ikke ringer helt godt i mine ører - En Konføderation af Dumpapper eller Dosmernes Konføderation ville måske have ramt tonen og ordspillet lidt bedre. Men whatever, hvor er det fint, at de har udgivet den - det må blive årest mandelgave ide til alle bloggens læsere.

Poco Loco 1

2008-12-19T19:47:00.007+01:00

Hov, jeg var lige hos boghandleren og stod og konstaterede, at lort idag helst skal være skrevet af Murakami, jeg bladrer altså i lort, gransker lortecovers og billiglortsudgaver .....og ... så opdagede jeg, at surrealisten Raymond Roussels Locus Solus er blevet oversat og er udkommet på Gyldendal! Quoi? Jeg gik godt nok i stå i den på engelsk engang i 1980erne, må jeg erkende, men nu glæder jeg mig. Hit med den, juleaften, en eller anden!!!! Til gengæld: hvor er den blevet anmeldt? Nowhere!

Systemet Anblik (en hudløs skildring)

2008-12-19T12:48:00.004+01:00

Jeg skal have tisset af, før jeg læser ham Preben Major Sørensen, På vippen, hvad er det mon for en bog, de har lavet på det dér forlag? Og apropos omskæringsmaskine, det skægge ved Martin Krasniks essay eller fuck-dig-argument for kupering af drengebørn i forrige uges Weekendavisen var, at han konsekvent stavede kastration med ekstra k: "kastraktion." Hier fehlt etwas, som Freud's Lille Hans sagde, derfor må der sættes noget på. Siden Siggi's velmagtsdage (1910-80?) har kastrationskomplekset været betvivlet af analytikere, der ikke selv tilhørte omskårne mandekategorier - tilfældigt?

Ladies and Gentlemen, I give you: The Next President of these United ...

2008-12-10T15:08:00.003+01:00

Obama? Det var da ikke noget, vent bare otte år, så er det miniputternes tid!

Nu nærmer sig tiden ...

2008-12-10T15:05:00.000+01:00

Disse spildte muligheder

2008-12-10T14:22:00.003+01:00

På vej hjem fra Propps en nat kom jeg forbi McDonalds og var fristet. Kunne det ikke være godt med en jordbærshake + fries + Big Mac? Men køen var lang, og jeg tænkte, det er jo også usundt, og man gider ikke blive fed, så istedet drak jeg en svensk blåbærsmoothie fra 7-Eleven. Et eller andet skulle der i maven, kunne jeg mærke. Efter alle de sjusser. En time senere vælter jeg så ud af sengen, ud på badeværelset og istemmer klagesangen i den hvide fajance - og voila: brrrouaardrp. Men nu ægrer jeg mig, jeg kunne jo netop godt have megasizet mig, når det alligevel skulle op igen - damn!

Kære Island

2008-11-19T09:03:00.002+01:00

Så jeg går ud fra at planerne om at financiere Ghostwood-projektet er opgivet?

Storm på drengen og omvendt

2008-11-17T07:40:00.015+01:00

Bogmessen følges hermed op af en udgivelsestornado fra forlaget Lindorm & Ringorm - inden fusionen med branchens gigant, forlaget Gyldenkalv:
Lars Bukdahl & Poul Pilgård Jonsen: En Pikansjos på Pegasus. Who done it-digte & insinuationer. 199 sider. Var Storm P nazist eller antinazist? Eller vigtigere, blev han senest inkarneret som Prince eller The Symbol? Bogen er skarpt opdelt, på venstre side et digt, på højre en insinuation, efter det kulturradikale redaktionsprincip venstreorienterede er fra Venus, borgerlige fra Merkur og det yderste højre fra dødsplaneten Pluto. (Vedlagt CD-Rom med The Blame Game 2.0)
Christina Hesselholdt: Tally Ho! Beridderskeroman. 108 sider. Fra ærbar hoppe til Tattersals allemandsganger. En prinsesses equestrianske eskapader.
Lene Asp: Rapport fra en mulepose. Socialrealistisk kortprosa. Set fra staldens bagside.
Katinka My Jones: Portræt af hoppen som ungt digt. Føl-somhed og store hatte på Ascot, skrev pressen.
Pia Juul: Dengang med hunden (adult version)
Klaus Rifbjerg: Ubeset Tomgang. Endnu et hurtigt bind romantilløb.
Lars Frost: Urent Trav. Sportsroman. 299 sider. Vi følger Dorrit, en af de unge piger, der sværmer for jockeyerne på travbanen i Charlottenlund. Efter høturen med den tyve centimeter kortere Hansi, der viser sig stadig at have testiklerne siddende oppe i maven, rykker hun videre til galopbanen i Klampenborg. Men det er et trin op på den sociale rangstige og modstanden fra de andre groupies er hård. Især da hun møder den smukke, undersætsige Ashraf, der allerede som seksårig blev solgt til emiren af Abu Dhabi for at ride hans præmiekamel. Pigerne bruger alle midler, og nu nærmer sig dagen for det store derby, hvor Ashraf skal ride nr. syv ...
Pablo Llambias: Jeg pimpede med pomp på pampasen. 298 sider. Erindringer fra en nat ved gauchoernes bål, såvel som magtudredningsroman, hakkeordenen mellem kvægdriverne, ikke mindst når de homofobe ryttere plages af midnatsdæmonen. Skrevet på maté.
Simon Grotrian: Med mimrekort til Mamrelund. 32 sider. Salmer.

Jeg vil osse!

2008-11-13T14:24:00.004+01:00

Ih, altså, hvorfor skal man være bogstavelig og ægte hele tiden? En gemytlig drillepind, jeg kender, hilser f.eks. gerne mig med, "Der kommer Pia Kjærsgård" eller "Du er jo bøsse," osv. Vældig hyggeligt. Men forleden til en fest står jeg og snakker med en pige, jeg aldrig har truffet før, og så kommer han hen for at hilse, og jeg slår glædestrålende ud med armen og siger, "Der kommer jo en af de venstreorienterede landsforæddere." Hvilket han tager i god stil, selvfølgelig - det er jo også den skinbarlige sandhed. Men pigen? Uuuuuha!

Jo, der sker da lidt

2008-11-07T10:20:00.006+01:00

For at vise, at race ikke var vigtigt, skulle alle stemme på den sorte! Ak, ja. Men det er da sundt, det der er sket, og spøg til side, der var den dobbelthed, at der kunne stemmes på ham, som den bedste til jobbet, samtidig med at det betød noget, at det ikke skulle betyde noget, at han var sort, fordi det ville betyde så meget, at få en afromidtwestern hawaiiblack som prez.

Selv vil jeg prale med mine profetiske evner og gøre opmærksom på, at jeg allerede i december sidste år var sikker på, at han ville blive demokraternes kandidat, og i april vidste jeg han ville vinde... kan jeg jo altid komme og sige. Men det er sgu rigtigt!!! Jo, det er!!!

The Horror! (More is - laissez faire)

2008-10-29T19:29:00.021+01:00

Jeg genså Apocalyse Now -redux, altså Coppolas endelige løsning, og det er godt nok en advarsel til andre kunstnere! Han har som bekendt fejet sine darlings op fra klipperummets støvede gulv og proppet dem ind i værket igen, og hver eneste tilføjelse ødelægger filmen mere og mere. Udvidelsen af episoden med det luftbårne kavalleri ("I love the smell of napalm in the morning"), al det pjat med at stjæle Robert Duvalls surfbræt, udvander såvel den storslåede absurditet og grusomhed, som Martin Sheens figur, der fremstår mindre autoritær og mere buddy med sin besætning. Værst er den 20 minutter lange klump med den franske enklave i Cambodia, der effektivt tapper spændingen ud af hele bådfærden. Straks efter er man så oppe hos Kurtz, men hvorfor egentlig? Er det overhovedet længere nødvendigt?

Hos Homer accepterer man gladeligt, at Odysseus og gutterne gemmer sig i en træhest, og at trojanerne bare må have tingesten rullet ind på torvet; men i en filmatisering af realistisk tilsnit med Brad Pitt & co. falder det helt igennem, for hvor dumme kan man lige godtage, at de der trojanere er? Tilsvarende hos Coppola. Så længe det er en stringent drevet fabel med "syret" brug af realistiske elementer (austronesiske junglefolk (formodentlig mnong gar stammen), lysraketter, Playboy-piger, FLODEN osv) accepterer man, at f.eks. det lille fartøj, der kan flyttes af en helikopter, er nød til at starte rejsen helt ude ved kysten, hvor FNL kontrollerer området; istedet for at Martin Sheen bare bliver afleveret med chopper ved et af støttepunkterne længere oppe af floden, hvor der åbenbart både er store varelagre (motorcykler) og ligefrem sejler andre amerikanske kampskippere ("Lazzaro", der morer sig med at kaste en brandbombe over på taget af vore venners lille båd). Men den går sgu ikke i et realistisk TIDSBILLEDE.

Et klassisk dilemma for en prosaist: skal man lave en stram fortælling eller en bred skildring. Coppola forsøger at ælte det ene om til det andet. Væk er den suggestive fabel, der drejer båd og fortæller og identifikatorisk tilskuer "dybere og dybere" ind mod Mørkets Hjerte, (vanviddet derinde, der blot er en karrikatur af vanviddet herude) med virkemidler som surferens LSD-trip, de skæve sorte soldater uden ledelse ved den

yderste bro, den sidste forpost i den evige nat, spyddet, der gennemborer styrmanden, tågebankerne, bådfærdens mystik. Det er nu alt sammen elementer i en skildring af Vietnamkrigen med en realistisk appel. Men når man skal høre på de der franskmænds udlægning af konflikten, må man som tilskuer spørge, hvorfor man så ikke også for at vide, hvorfor les montaignards så beredvilligt har kæmpet for først franskmændene og siden amerikanerne? Eller at når disse franskmænd selv stadig er jorddrotter i Cambodia hænger det sammen med, at Cambodia ikke var en erobret koloni på samme måde som Vietnam, men protektorat uden egen uafhængighedsbevægelse. Franskmændene var, som typisk for fremmede erobrere, dukket op som naturlige allierede for cambodianerne (og bjergstammerne) mod thaier og kinh (vietnamesere). Alt sådan noget bliver relevant, når man er ovre i den brede skildring, og har forladt den stramme fabel. But who cares? Det er blevet til et makværk.

Le mot propre 2 (strandbagvasker)

2008-10-24T14:32:00.003+02:00

Der er nu noget særligt over seriekrakileres ordforråd, se bare i dagens Weekendavisen, Poul Pilgårds artikel, Psykiateren, hvor retspsykiater Max Schmidt citeres for gloserne: kommisagtig, pjokket, kattevenlig og dumfiffig!

Til Forsvar for Krimivægring

2008-10-22T17:03:00.004+02:00

...eller: Portræt af kunstneren som ung plotter

Jeg lå med en stabel gamle BLÅ PORT og læste og genlæste hist og her, fx. Simon Pasternaks tekst, Til forsvar for plots. I den anledning vil jeg lige skrive, at når jeg ikke læser kriminalromaner, og at de end ikke fængede, da jeg var teenager og lå forkølet, og (søde) mor hentede 5 x Agathe Christie på biblioteket, skyldes det hverken snobberi for det lyriske eller foragt for plots. Det er sandelig heller ikke, fordi jeg ikke har haft fornøjelse af Eco eller af Dorph/Pasternaks egen stærkt medrivende, Afgrundens Rand - men medriveriet skyldtes nok valget af motiv, nemlig klassikeren: De hemmelige gamle nazister, såvel som at bestræbelsen på at tegne et tidsbillede af 1979 appellerede til min egen realistoide åre.

Næ, hurdlen er ganske enkelt, at jeg i tidlig alder vænnede mig til at få min trang til plot tilfredsstillet af film og tegneserier. Selvfølgelig havde jeg lagt ud i anden klasse med at fejre det at kunne læse, ved at tyre cirka 20 bind af Edward S. Ellis´ indianerbøger, altså plot-over-prærien fortællinger om Hjortefod og de to hvide børn, der var hans venner, eller Falkeøje og de to hvide børn, der var hans venner, for slet ikke at snakke om Bjørnedræber og de to hvide børn osv. Men derpå lærte jeg at tilfredsstille min trang til plot via film (vi fik fjernsyn, da jeg fyldte ti år) og med spændingstegneserier, som Blueberry. Skulle man læse bøger var det altså mere spændende at gå på voksenhylderne og låne Grimbergs Verdenshistorie og Bjøll og Durant og læse lyrisk, det vil sige, bladre.

Med plads til 100 prutter

2008-10-13T14:09:00.002+02:00

Jeg læste lige Hans Otto Jørgensens nyeste, Hestenes Øjne, og hvor er den dog bare god god god. Den skal mor have i julegave! Til gengæld er jeg noget tvivlrådig mht hvad det er for en aktivitet, den gode Redd Foxx har optaget live i 1975. Måske rap? Æsel dér.

Nå, nu fik jeg like wikipetteret ham; Redd Foxx var en stand-upper, omtalte af Malcolm X som "the funniest dishwasher on earth."

Hverken jeg eller andre får skrevet meget på nettet ...

2008-10-11T15:28:00.003+02:00

You may THINK, I've gone insane. But I prOmise: I willl! Blog! A-gaaain!

Oh, disse formuleringer

2008-09-30T13:39:00.005+02:00

Der jüdische Nigger Lassalle, der glücklicherweise Ende dieser Woche abreist, hat glücklich wieder 5000 Taler in einer falschen Spekulation verloren [...] Es ist mir jetzt völlig klar, daß er, wie auch seine Kopfbildung und sein Haarwuchs beweist, von den Negern abstammt, die sich dem Zug des Moses aus Ägypten anschlossen (wenn nicht seine Mutter oder Großmutter von väterlicher Seite sich mit einem Nigger kreuzten). Nun, diese Verbindung von Judentum und Germanentum mit der negerhaften Grundsubstanz müssen ein sonderbares Produkt hervorbringen.

Karl Marx i et brev til Friederich Engels, 30 juli 1862

Jeg er ikke så stiv i tysk og hører gerne rettelser fra de sprogstærke, men her mit forsøg på en oversættelse, lad det være en hilsen til alle marxister derude:

"Den jødiske nigger Lasalle, der lykkeligvis rejser sidst på ugen, har glædeligvis tabt yderligere 5000 daler ved en fordægtig finansspekulation [...] Det står mig nu fuldstændig klart, at han, som også hans hovedform og hans hårvækst indikerer, stammer fra de negre, der hægtede sig på Moses´ folkevandring ud af Ægybten (hvis ikke ligefrem hans mor eller farmor har krydset sig med en neger). Nuvel, denne splejsning af jødiskhed og tyskhed på negermæssigt grundlag må nødvendigvis frembringe et ejendommeligt resultat."

Banditten var en konkurrerende socialist, Ferdinand Lasalle, der var umulig at vride penge ud af og tilmed kappedes med Marx om at nasse på sympatisørerne. Desuden spankulerede han omkring i industrien - formentlig iført høj hat og stok - og dannede arbejdersammenslutninger, mens Marx selv nægtede at sætte sine ben på proletariatets arbejdspladser; Pokker tag ham, altså.

Fun (1 liter)

2008-09-19T12:59:00.010+02:00

Da jeg var ni-ti-elleve år elskede jeg Peter Sellers, og når det hed sig, at en ny Lyserøde Panter film var på vej, blev jeg helt urolig af spændt forventning. Men over hvad? Det er helt umuligt idag at fastslå, hvad det dog var, der gjorde disse film så morsomme.
Til gengæld husker jeg en vanvittig dårlig komedie fra 1980erne, Fars Fede Ferie med Chevy Chase, med én eneste uforglemmelig vits. En familie er på vej gennem USA for at nå Disneyland, inden de lukker for sæsonen, og undervejs kreperer en bedstemor, de har med i bilen. Men det er der ikke tid til at kære sig om, man kører rundt med den døde på bagsædet og vifter af stanken, indtil liget kan anbringes i en gyngestol på verandaen foran et hus, hvor der ikke er nogen hjemme, og så afsted igen. Sjovt, sjovt!

Ændrer ens humor sig med alderen, sådan at nu har man grinet længe nok af et eller andet, og så virker det ikke mere? Eller er det tidsalderen (kulturen), der forandrer sig, og så er der noget, der bare ikke er sjovt længere? Eller er sjovt igen?
Life of Brian havde premiere, mens jeg gik i folkeskolen, og den cirka fjortenårige, der sad i biografen, morede sig fra start til slut. Men da jeg genså den omkring 1990, var det lige før, jeg kedede mig. Det eneste, der holdt, var gakket med de mange revolutionære bevægelser, The peoples front for Judea, der ligger i skarp ideologisk strid med The judean peoples front osv. Og så virkede scenen, hvor John Cleese´s romerske centurion korrekser de natlige graffitti-malere for deres dårlige syntaks. Men sketchen virkede netop, fordi jeg fattede den og kunne more mig bedre, end da jeg var fjorten.
Under Muhamed-krisen lånte jeg så filmen på DVD, og nu virkede religionskomikken igen. Man skal tilsyneladende være fjorten år, for at synes det er kosteligt, når korsfæstede mænd synger; nogle-og-tyve for at appreciere en vits om sort skole + antik graffitti; mens man omvendt skal leve i en tid, hvor religiøse massebevægelser går til angreb, før gale tilhængerskarer og spøjs stening sender kramper gennem det muskulære apparat.

Sidste weekend anstillede jeg så visse studier, det vil sige, afspillede et par nyere DVD-komedier fra biblioteket. American Pie III - The Wedding (2004) og There´s something about Mary (1998). Kunne de være sjove? Jo, jeg lo faktisk. I American Pie tyr en figur til at spise lort for at undgå, at de fine folk, han gerne vil imponere, spiser samme lort; i There´s something... håndteres en skindød, såvel som invalideret hund aldeles upassende, pakket ind i gips bliver den glemt på taget af en kørende bil osv. Det virkede. Men resten? Blot lidt smil! Tilmed forsøger filmene at fremkalde fnis ved forekomst af bøsser og liderlige pensionister, og her må der være tale om tidernes skiften - hvis det nogensinde har været morsomt, at pensionister har en seksualitet eller at onkel Benny viser sig at være homo, så er det ved at være længe siden.
Kan man således fastslå, at alene fæcalofagi og usømmelig omgang med lig og handikap tilhører det universelles kategori og vil være morsomt til alle tider? Mens alt andet er afhængig af epoke og aldersgruppe? Eller vil der komme kulturer, hvor der ikke længere er tabuer omkring håndtering af lig og lort?

PS: Jonathan Richman optræder som trubadur i marginen af There´s something about Mary. Han sidder og synger i et træ ved filmens start, og synger langs med handlingen undervejs, og det var selvfølgelig også en dagsrest bag drømmen beskrevet nedenfor.

Rigdom

2008-09-16T14:09:00.008+02:00

Jeg drømte i nat, at jeg blev venner med Jonathan Richman. Og jeg kunne så godt lide ham, og han kunne så godt lide mig.
Jeg var i New York og så mødte jeg ham, og så inviterede han mig med hjem, og så udspilledes drømmen ellers i hans lejlighed. Vi hører LPer. Fed lejlighed. Det går op for mig, at da han er berømt, og jeg ikke er, kunne der opstår et misforhold, en overlegenhed fra hans side, men det sker ikke, min selvværd er helt i top, berømmelsen gør ingen forskel.

Her vil jeg lige indskyde, at tilbage i 1980erne mødte jeg efter en koncert Peter Gabriels bassist. Jeg gik hen til ham på U-Matic, mit sted i nattelivet, jeg mente, at vi var på lige fod, crackerjack, jeg en sej fyr, der bare ville give lidt anerkendelse til en anden sej fyr, men i det jeg åbner munden, er jeg blevet en fan. En orm. Frygtelig oplevelse. Nul selvværd.

Dagsrest: igår fik jeg massage af en mand for første gang. Man siger jo, at massage fylder kroppen med en følelse af anerkendelse, og jeg har bare altid kun fået massage af kvinder. Tilmed var det et led i en rygbehandling, meget professionelt, kombineret med kiropraktiker-knæk, og altså en følelse af, at dette er godt for mig.

Hjemme hos Jonathan: Det går op for mig, at jeg endnu ikke er flyttet ind, vi er jo lige mødtes, det er ham, der bor her, men jeg får nok lov at sove her, tænker jeg. Han forbereder et måltid, hans pige skal også komme, vi skal spise noget, der kræver, at vi sidder i tre særlige orange lænestole omkring bordet, hvilket vil være godt for min ryg, bedre end almindelige stole. Jonathan tilbyder frisk orange juice til maden og er i gang med at presse den, men jeg siger, at postevand er fint til mig, men han har også allerede brygget kaffe, og den kan jeg da godt bruge til en bøf, også af høflighed.

Hvor var det dog en dejlig drøm. Venner med Jonathan Richman.

Shariapædagogik (på hausa, det er fra det nordlige Nigeria)

2008-09-10T14:48:00.006+02:00

En ting er, at ham skurken, der hugger tasken skal have hugget armen af, at de formastelige, der horer, skal stenes, og at hotellet, der tilbyder udskænkning, skal "torches"; men er det ikke lidt hårdt, at pigen med den røde bluse ligefrem skal stenes for at have kørt i sandwhich på en motorcykel? På den anden side, måske er det en knallert.

Goddaw Loe

2008-09-08T14:32:00.004+02:00

Hvad skal jeg med Erlend Loe, der sker intet i de sætninger, det sprog. Nå, denne noget konservative blogger løfter hermed sit ene misbilligende og nådesløse øjenbryn efter at have læst, at Loe nu har slået sig på fantastformidling. Organisten. Et eller andet postbuds altopsugende konspirationsteori, formodentlig en enorm practical joke. Håber man. Men ærlig talt, så foretrækker jeg da Umberto Ecos suveræne brug af den okkulte tradition i Foucault's Pendul (nej, ikke dén Foucault). Det er ligefrem en klog bog med vise pointer.
Dengang jeg gik på Forfatterskolen, løftede en lærer sit eget misbilligende og nådesløse øjenbryn (det venstre, tror jeg) af Eco, og kaldte alt skrevet siden Rosens Navn: pop! Selv ser jeg det lige omvendt. Rosens Navn kan jeg ikke genlæse, den står tilbage som blot en krimi, mens Foucault´s Pendul er en guldgrube af suverænt unyttig viden turneret skægt og spøjst - og uhyggeligt første gang man læser den. Tilmed særdeles oplysende og nyttig viden om unyttig viden. Eco har overblikket over konspirationernes monotone hovedspor, og alt den man-ønsker-ikke-vi-skal-vide viden, der snor sig frem gennem reformationen og oplysningstiden, antisemitismen og nazismen, til vore dages kiosklitteratur. Da den væmmelige Dan Brown første gang blev anmeldt i Danmark, skrev journalisten, at det da bare var en meget ringe ripoff fra Eco. Forskellen er, at den evnesvage Brown faktisk tror på det giftige ævl og spinder ondt guld af det.
Nå, nok om det. Lad os håbe Gyldendal snart bruger nogle af sine mange penge på istedet at oversætte A la ricerca della lingua perfetta - Ecos bog om tænkningens tossestreger siden middelalderen og hvordan de alligevel førte til sprogvidenskabens opdagelser m.m.

Den Højere Troskab

2008-09-08T14:00:00.004+02:00

Selvom jeg er yderst skeptisk og fed up ved den vedvarende og ældgamle (Tacitus, Montaigne) tendens til at projicere det autentiske og livfulde over på såkaldt fremmede racer og kulturer, foretrækker jeg nu alligevel selv den gode pastor James med hans moonshinerdunk, fremfor WASP sjælefangeren og hans strømlinede kommunikationsteknikker - begge øjensynligt tilgængelige i High Fidelity.

Fraklip fra mine erindringer (nr. 411)

2008-08-16T10:10:00.004+02:00

....

Det var et grillparty, det var i 1999, og jeg gaflede et par skiver kød og en pølse fra den store rist over bålpladsen i haven og satte mig hen under en parasol hos et venligt udseende par. Forekom de mig bekendt? Det viste sig, at det var de to skuespillere fra Vil du se - jeg har fået bryster, en ungdomsfilm fra 1970erne. Selvfølgelig havde jeg sukket over hende i biografen engang for længe siden, og det var skægt at møde dem, nu vi alle var blevet voksne.
Pigen havde været fjorten år dengang. Hun var blevet voldtaget af instruktøren, Jørgen Ravn-Halvorsen, der var besat af lolitasex og derfor havde specialiseret sig i ungdomsgenren - et klogt træk, der sørgede for en lind strøm af helst ikke mere end tolv-trettenårige linselus gennem hans lejlighed. Pigen havde efterfølgende overlevet et selvmordsforsøg, men var blevet lam i underkroppen og havde brugt resten af sin ungdom på genoptræning. Først sent i livet havde de to skuespillere, der havde spillet de unge elskende, dengang de var unge, fundet hinanden. Nu drev de et lille omrejsende børneteater, nærmest tilbagetrukne i deres anonyme turneliv mellem daginstitutioner, festivaler og såkaldt kulturelle tiltag i byggerier med mange indvandrere.
Det var godt kød, vores værter havde lagt på grill. Pølserne var fra en slagter, urterne synlige i farsen, og bøfferne lå saftige og dryppede ned i flammerne. Grøn salat og kartoffelsalat stod i skåle på alle bordene. En let støvregn sørgede for masser af røg, og der var ved at blive trængsel under vores parasol.
Pigen kunne gå nu. Det i sig selv var en kilde til bevægethed hos deres venner, opdagede jeg, da jeg kikkede ned langs bordet. En dyb kollektiv lettelse; folk sad tavse med nedadvendte blikke og savede i kød med plastknive, men ansigterne strålede af den der lettelse, af omsorg og hengivenhed. Fyren havde været narkoman i en årrække, hun haft tre operationer i ryggen. Men nu var det okay, hendes spring ud i tom luft næsten gjort ugjort.
...
(Ja, ja, jeg ved det godt, det er selvfølgelig næsten redundant, nu hvor Anders Lund Madsen har skrevet et eller andet og jeg så godt artiklen i går i Information. Det er godt et måned siden jeg første gang bloggede indlægget her, fordi en ven havde sagt, "Den historie skal på bloggen." Men så sagde en anden ven, der havde misforstået noget, og troede instruktørens navn var autentisk, at jeg skulle lade være og fjerne det, for hvad skulle man med det og jeg ville sikkert få en sag på halsen. Mit eget forbehold var mere at hvis andre end de 5-10 faste læsere af bloggen kom forbi, kunne det være at de to skuespillere ville ende med at føle sig hængt ud og det ønskede jeg jo ikke.
Men nu tænker jeg, at det i ekstra grad skal blogges, faktisk fordi jeg havde en veninde i DKUs børneteatergruppe, der landede en rolle i filmen Krigernes Børn (1979), og hun blev selvfølgelig også voldtaget af instruktøren, som faktisk blev dømt et par år senere. Hvilket desuden var enden på pigens karriere. Så det lader til at mindst tre ungdomsfilmsinstruktører havde gang i overgrebene - gad vide om der overhovedet var instruktører af ungdomsfilm, der kunne lade børnene være?)
(Nå, hov, nu har jeg fået læst Anders Lund Madsens kronik i Jyllandsposten (10/8), og han skriver sådan set det hele om Krigernes Børn, jeg vidste ikke, at en af pigerne havde gennemført selvmord, det var sådan skandalen begyndte at rulle, okay, men lad mig så blot tilføje: ham i alle sammen dyrker for hans søde sange og søde film, og som for nylig havde premiere på sådan en rigtig gave til Politiken & Information segmenterne, en film om det onde overvågningssamfund, han havde også gang i sine medvirkende under femten, og gud ved hvorfor han synes overvågning er sådan noget lort.)

Det umuliges kunst

2008-07-19T12:31:00.010+02:00

Så er Lindorm & Ringorms efterårskatalog på plads:

Jørgen Leth & Apartecooper: Rasputins restpotens. Erotisk krævende zombier, og en tur med den litterære succubus. Digte fra to sider på én gang. 330 sider
The Jytte Abildstrøm Sextapes. Stjålne optagelser til stjålne blikke. Exklusiv DVD-box med 7 skiver.
Dennis Gade Kofod: Anskudte pølser. Scenen er Nexø sidst i 1980erne. Efter Strunge, før grunge. Drengene modnes og går fra at sætte kanonslag i hundelortene til at plaffe dem med luftbøssen. 120 sider
Harald Voetmann: Tøjtewhopper. Sproget prutter og savler i denne tour de fars gennem antikkens kulinariske hemmeligheder. 170 sider
Anders Abildgaard Nielsen: Udsagn. Tekstbenægtelser. 26 sider (Forlaget prøver for anden gang vriste manuskriptet - nu tre sider kortere - fra forfatteren.)
Hans Otto Jørgensen: Noget til den snævre. Skedelækker kortprosa. 86 sider.
Simon Grotrian: Stig i Matas. Digte. 38 sider + Med Mamon som blind passager. Salmer. 80 sider.
Niels Frank: Krank. Udvalgte bebrejdelser og beklagelser. 340 sider
Lone Hørslev: Hu hej, hvor det går. Digte. 99 sider
Jens Blendstrup: Grødkvalt med grådomslag. Prosa. 220 sider

Undervejs mellem inkarnationer

2008-07-02T15:15:00.018+02:00

Major Garland Briggs døde i sin form, som skuespilleren Don Davis, her i forgårs. Eller er det blot et røgslør? Læg mærke til, at den hvide klud, han bærer om halsen, da han vender tilbage efter at være forsvundet på fisketuren med Coop - altså, da han dukker op hjemme i stuen i fuld WW2 pilotdres - ligner den hvide klud, som den store lama i Tibet giver Tintin, efter at denne har reddet Tschang!

Final recordings

2008-06-30T12:29:00.004+02:00

Jeg fik nyt telefonnummer idag, du får det nok på mail, men da jeg sad og tastede numre ind, fik jeg sådan en Today-is-the-beginning-of-theee-rest-of-yooour-liiiife følelse - der var så mange numre, det ville være overflødigt at føre ind på det nye simkort.

Hit that perfect beat, doggg

2008-06-30T12:25:00.011+02:00

Hit

2008-06-30T12:21:00.003+02:00

"Amazing recordings of demons speaking through people who are possessed by them"

"One and the same"

2008-06-11T13:25:00.008+02:00

I de sidste afsnit af Twin Peaks hører vi om THE DUGPAS. Ifølge Windom Earle er det onde troldmænd, der engang har opdaget og fået adgang til The black lodge. Vi har set glimt af en kutteklædt skikkelse, der ikke synes at rumme andet end universet - bla. viste den sig, da majoren blev bortført, mens han ristede skumfiduser med Coop ude i skoven. Men. Dugpaer er jo navnet på De røde hattes sekt, den gamle buddhistiske retning, der endnu er fremherskende i Bhutan; I Tibet og omegn er det de gule hatte.

Dugpaerne er tantrikere, det vil sige, jedenzeits von gutt und böse, de har været frygtet og afskyet og fordømt for deres overjegslikviderende ritualer, og når Windom kalder dem onde, er det selvfølgelig ud fra en dualistisk tankegang. Men mon ikke den hypotetiske tredje sæson, ville have vist os modsætningerne som komplementære, og det komplementære, som enhed; I bedste tantrisk-buddhistiske forstand.
Lynch har jo næppe valgt navnet tilfældigt. I det omfang det ikke i virkeligheden er Mark Frost, der står bag serien - men ham og Lynch, det er ét fedt, one and the same.

Om gode titler

2008-06-10T21:24:00.003+02:00

.. og så snakkede vi om lange titler, altså dem, der holder, jeg fremhævede, Set the controls for the heart of the sun og French kissin´ in the USA og den der Sparks: I told you to wait in the car... men desuden lå en titel på min tunge, fordi den altid har ligget der inde et sted og villet ud, nemlig ... forhistorien er, at i 1970erne købte min mor Ekstra Bladet mange weekender, og der var to-tre sider fyldt af grafisk udførlige sort/hvid reklamer for biografernes repertoire, og en dag hæftede jeg mig ved en titel, der ganske simpelt ikke var til at tro ... (nu er der gået prikker i mig, ligesom Pablo Llambias) ... og senere var der nogen som mente, at det måtte være Simon Spies, der havde importeret filmen, da det var ham, der importerede det meste mainstream-sleeeaze dengang, og han kunne godt lide, selv at finde på de danske titler, og når man så ved, at han var partimedlem til vistnok ret sent i 1944 .... jeg aner stadig ikke, hvad det går ud på, den har skræmt mig i tyve-tredive år ... men titlen er god.

Flesh World

2008-06-09T14:29:00.010+02:00

Efter en weekend med moderat fysisk pres i selskab med The Bookhouse Boys, er jeg reduceret til en dynge knogler på en fejebakke. Sygdommen hedder scoliose med en fare for diskus prolaps, min rygsøjle snor sig som en hidsig hugorm, skævt mod højre for neden, skævt mod venstre foroven. Kødet er et hårdt sted at bo, jeg må se at få gjort nogle bøger færdige inden Den store sosu-assistent tømmer fejebakken.

Ugler i mosen - "You´re on the path, you don´t need to know where it leads, just follow!"

2008-05-27T11:04:00.010+02:00

Jeg blev så glad, da jeg så billedet her. No more Mister Bad Guy. Lydteknikeren Frank Silva, nu som charmetrold. Lad det være tema for indlægget her.

Da serien sluttede, var en tredje sæson ellers på tegnebrættet. Coop er blevet besat af Bob, uha, uha, så hvad nu? Går Annie´s drøm mon i opfyldelse, "I saw the face of the man who killed me; it was my husband"?

Tja, jeg synes slutningen er positiv. Coop rummer nu det onde bevidst og stirrer det ind i fjæset, så tredje sæson må handle om, hvor vidt det lykkes ham at domestikere det. Rumme alt, der er i ham. Tidligere har han jo formodentlig myrdet sin eks - Leland/Bob siger, "I have this thing for knives; just like what happened to you, that time in Pittsburgh, ay, Cooper? - og er bagefter vågnet op uden erindring; og Hawk har jo fortalt, at The black lodge er et sted, man skal igennem på vejen mod fuldkommenhed. En stor mundfuld er bidt af, enten kvæles han eller det lykkes ham at tygge.

Det er også derfor man nu har haft Windom Earle inde forbi som skurk i en periode.
Mange fans har syntes, at Windom Earle var en dårlig figur, og at serien tabte højde og fes ud til alle sider efter afsnit 16, hvor Leland dør, badet i sprinklervand. Men jeg synes han er helt rigtig. Forskellen på de to er jo, at Leland er en galning, der måske tror han er besat af en dæmon, således at han også i dødsøjeblikket er fremmed for den, han har været og ligefrem ser frem til foreningen med den datter, han har skændet; mens Windom er den lysende begavelse, det klare intellekt, der bevidst vælger Det onde.

Coop siger, at Earle har mistet evnen til at skelne mellem godt og ondt, men det er moraliseren, Windom har truffet et uhyggeligt valg. Coop kunne være kommet ud for en stor fristelse af den art. I en hypotetisk tredje sæson. Øv.

Og øv, øv, øv. Istedet kunne man så kede sig med Lost Highway, savne humor i Mulholland Drive, og følelsesmæssig medriven i Inland Empire.

"I´ll be in the shadows if you need me"

2008-05-27T00:20:00.005+02:00

David Lynch har de senere år rejst rundt og opfordret til dannelsen af meditationscirkler på 500 personer, med henblik på verdensfred o.lign. Det behøver ikke ske indenfor hans egen Trancendental Meditation-bevægelses regi, understreger han, sufisme, buddhisme m.m. er også godt. I den forbindelse har han udgivet en bog om kreativitet + meditation, Catching The Big Fish, som jeg ikke har læst; men da den blev præsenteret i DK og Weekendavisens Lars Bukdahl anmeldte den, det vil sige, festede på dens hvide siders kød, blev der bragt citater, der virkede flyvske og uspændende, når man tænker på, at det var en kunstner af den karat.
Jo vist, meditation indvirker utvivlsomt på den intuitive styrke, det er min egen oplevelse, det kan bare være svært at æde, når kunstnere turnerer rundt med gode budskaber. Det klæder ligesom kunstnere bedre at være misbilligende og vrangvillige og langt ude, og her vil nogle fans kunne finde trøst i, at David Lynch også har præsenteret konspirationsteorier omkring 11/9, der hører hjemme i straight-to-video kategorien.
Selv blev jeg overrasket - Lynch & Maharishien? Men ved gensynet med Twin Peaks, må man sige, at det har været der hele tiden. Serien inviterer til at blive læst "indotibetansk": Den enarmede mand er en af de dæmoner (f.eks. Mahakala), der er blevet omvendt til beskyttere af buddhismen; da Leland er ved at dø i cellen, giver Coop ham instruktioner til dødsprocessen, og efter 29 afsnits fokus på den lidelse og smerte især hensynsløs driftsudfoldelse forvolder, får vi inde i The black lodge at vide, at kæmpen & dværgen er "One and the same;" den vise og gode former en enhed med den dansende gavtyv, der er et udtryk for samme princip som Bob osv osv - - og denne dansen minder jo om Kali, oh, min gudinde, der danser på de elskende og på lig, og transformerer liv til død til liv til død und alles ist gutt. Noget i den retning.
Tillige erklærer den vise kæmpe sig identisk med den senildemente, gamle tjener, "One and the same," og det er da selvfølgelig tjeneren, der har anrettet bogens sætninger.

Den allersmukkeste scene er måske den, hvor Coop har samlet sine mistænkte på The Roadhouse, det tordner og lyner, der mangler en, fornemmer han, så kommer majoren med den gamle tjener, og så: tjeneren byder på tyggegummi, og Lelands ansigt lyser op, helt rørende, i et smil til den gamle, i det han bemærker, at det tyggegummi kan han godt huske, fra han var barn. "It´s my most favorite gum in the whole world."
Hvor til vores hjerterene gamling kærligt siger, "The gum you like is gonna come back in style."

"My special agent"

2008-05-26T13:36:00.001+02:00

Jeg har genset Twin Peaks på DVD og konstaterede, at der var fem afsnit, jeg aldrig har set før. I foråret 1991, da sæson to kørte, rejste jeg en tur til Bordeaux, og så flyttede jeg fra 4 maj kollegiet med dets TV-stue og fælles kaffebrygning & tærte-bagning og ind i en fremleje uden skærm, så det er først nu jeg tager hele serien til mig, som kontinuitet.
Men det er en anden seer, der ser den - skønt igen bevæbnet med kaffe og Irmas blåbærtærte. Dengang sværmede jeg for Josie (Joan Chen) og Audrey (Sherilyn Fenn), og jeg identificerede mig med sherif Truman. Hvilket var mere præcist, end godt var, ikke mindst det med at forelske sig i destruktive, fortabte skønheder. Men nu er det Coop, jeg er flyttet ind i, og de piger jeg bliver lun på er Shelly (Mädchen Amick) og Annie (Heather Graham). Den ene down to earth og bare fræk, den anden godt nok færdig med selvmord og nysgerrig påny, men måske stadig for sårbar til verden udenfor klostret.