Monday, October 29, 2007

Iron Lion Zion

Med et år eller tos mellemrum blusser der et eller andet debat op om hvorvidt denne eller hin engang har sagt eller skrevet noget antisemittisk. Lige for tiden er Peter Øvig Knudsen vist ude i noget med at Blekingegadebandens zionist-arkiv ikke var antisemittisk, mens Blüdnikow altid har været tilhænger af den vinkel, så det kan da være, den dukker op igen. Bloggeren her ved sgu ikke, nogle gange kan man få en fornemmelse, men lige præcis antisemitisme må idag, hvis den findes, slibes umådelig godt til så den ikke ligner, og er den det så? Jeg har i 15-20 år været en trofast lytter ved radioen, når P1´s moderat venstreradikale in- og misinformationsprogram, Orientering (der tidligere hed Udefra) går i luften. Her huserer nemlig nogle af de allerdygtigste og mest (mis)informative journalister. Så som Lars Møller Rasmussen. Han stod f.eks. i vinteren 2003-4 for en håndfuld ti minutter lange indslag om mystiske jøder, der havde jublet over 11/9 + Mossads lumske overvågning af M.Atta & co. uden at gribe ind osv osv osv. En stor zionistisk sammensværgelse? "Gentaget-ofte-nok" kunne ligne Lars Møllers metode.
Til gengæld er den fascistiske offentlighed i Mellemøsten så anderledes i sin ret til at være anderledes og have sin egen anderledes virkelighed, at bloggeren er flabbergastet af et i anderledeshed i sandhed anderledes indslag som dette: http://www.memritv.org/clip/en/1588.htm.

Saturday, October 27, 2007

Fart & Tempo 1

Min dannelseslæsning i elleve-tolv-tretten års alderen var Grimberg´s Verdenshistorie og det ugentlige Fart & Tempo. Da det samtidig var tiden, hvor jeg oplevede mine første kæresteforhold og dybe forelskelser, gjorde det voldsomt indtryk, at Blueberry og Bruno Brazil også netop i disse år løb ind i kærligheden.
William Vance´s serie om Bruno Brazil og hans alligatorkommando - "Tex", "Whip", "Gaucho", "Big Boy" og lillebroderen Billy Brazil - havde i de første fortællinger blot gjort op med skurkene og modtaget anerkendelse fra faderlige efterretningschefer. Kommandoets eneste pige, "Whip," var smuk, men hendes rolle aldrig romantisk - hun delte blot øretæver ud og svingede den pisk. Men i Bronzeelefanten, der foregår i Thailand, møder Bruno en fransk pige, og pludselig tales der om at være forelsket! I mit tegneserieblad! Historien slutter så oven i købet med, at "Big Boy" Lafayette, den lille galopjockey, hvis foretrukne våben er en stål yo-yo, bliver dræbt af postnazisterne i den thailandske rismark; og det noteres, at Bruno er blevet gift med franske Gina. Ægteskab - min actionhelt? Og til hvilken pris!
(fortsættes...)

Fart & Tempo 2

...For Blueberrys vedkommende var der for alvor taget hul på det store epos i Mexico, hvor han møder Chihuahua Pearl. Men hende havde jeg det ikke godt med, hun var alt for sexuelt tydeliggjort, store, nedringede bryster, hofteholdere - porno-tøj - og så kyssede han hende; og fik en lussing. Det kunne han da ikke mene? Han skulle da snarere ride tilbage til hende den lille stramme skolelærerinde, Miss Marsh, fra albummet Manden med sølvstjernen. Hun var køn, hun var en pige. Mens hende der, Chihuahua, hun var... hun var... en dame med patter! Nå, men den fortælling strækker sig over flere lange album, og først da jeg var fyldt tretten kom hele Blueberry-sagaens tragiske kulmination - og det på et tidspunkt, hvor jeg stadig hulkede over min kæreste, der havde forladt mig seks måneder for inden - Blueberry svigtes af alle sine venner og af pigen, som er troløs og grisk og hadefuld, og der begås justitsmord på ham. I sidste billede føres han til straffelejren Francisville efter en dom på 30 års fængsel. Jeg var fuldstændig knust. Blueberry! Min helt! Hvordan kunne det ende sådan? For afrundingen var nemlig så fuldkommen og fuldkommen tragisk, at jeg ikke kunne forestille mig en fortsættelse.Den kom så også først to år senere, og da var jeg holdt op med at købe bladet, for alt var jo slut, livet ødelagt.
Også i Bruno Brazil sev melankolien ind. Det, der var startet som veloplagt action, hvor heltene blot fik skrammer, og den identifikatoriske læser sad usårlig, endte i psykose: William Vance lukkede serien med opgøret nede på Madagascar, hvor kommandoet massakreres af russiske spioner. Både "Tex" og lillebror Billy Brazil bliver dræbt, mens "Whip" bliver lam og ender i rullestol. I slutbilledet ser man den eneste uskadte, "Gaucho" - ham den frække og klovnede latino, som alle raske drenge helst ville være - han står i baggrunden og taler med fru Brazil og spørger til Bruno, som sidder i forgrunden, nærmest kataton og stirrer. Har han det bedre? Næ, der er ingen bedring i sigte.

og... - kører stock-car

Jeg har ligget syg i en uge og nåede helt ned i bunden af tegneseristablerne og læste Mark Breton - kører motocross og Luftens Ørne: Vampyrerne går til angreb + Terror fra luften, hvor mirage-piloterne Tanguy og Laverdure endnu engang frelser La patrie. Problemet var, at jeg har læst Blueberry og Red Kelly og Flipkompagniet og Iznogood for meget til at jeg orkede dem igen, OG at jeg engang lånte alle mine Vakse Viggo og Splint & co. og Linda & Valentin ud, plus en så vigtig udgivelse som Tim & Thomas: Den usynlige hævner fra 1970 (Triumf-serien) OG ALDRIG FIK DEM TILBAGE, og når man pludselig ligger syg der, så husker man dem, suk, grrr...
Så jeg måtte ty til bunden af stablen.
Desuden delte min storesøster og jeg for længe siden Tintin samlingen - mest Illustrationsforlagets hardcovers fra 1960erne - det vil sige, hun hentede dem, hun ville have ude hos min mor, engang jeg var ude og rejse, og så manglede jeg jo pludselig Flight no. 714 til Sydney osv - Hov, det her er blevet et indlæg om tab og tab og tab, og det var egentlig ikke meningen, jeg ville bare have skrevet, at nede i Paris forrige weekend, var jeg lige inde hos FNAC i Les Halles og se hvad der var kommet af nyt. De havde en serie, der hed Dekalogue om det armenske folkemord. Helten var ham den unge fyr, der tog hævn, ved at myrde en af bagmændene, indenrigsminister Talaat Pasha i Berlin nogle år senere. Lidt kedelig så den ud. Og så var Tintin og Asterix kommet i regionale udgaver. På dialekter! Picardisk og savoyardisk og hvad ved jeg. Ellers mange nye serier med handlekraftigt hunkøn iført lændeklæde og kryptonitgevær; flotte glitterbilleder, men det var som om de nye tegnere manglede original streg. Omvendt kan jeg slet ikke tilgive at gamle serier er reduceret til brands. Blueberry og sågar Mark Breton (der hedder Valiant på fransk) videreføres af helt andre tegnere eller forfattere eller begge dele. En af konsekvenserne er, at karakteren flyder ud - lidt a la hvad der skete omkring 1980, da seriefabrikken i Milano kreerede jumbobogen Stålanden og hele Anders Ands neurotisk fortættede desperation blev ødelagt - nu kunne han pludselig klare ærterne. Helligbrøde!

Friday, October 19, 2007

Merde

Søndag eftermiddag i Paris opfandt jeg endelig tricket til at håndtere uforskammede tjenere: jeg ventede på en ven, jeg var chekket ud og satte mig derfor på restauranten, der lå i forlængelse af mit hotel. Her stod den tunesiske overtjener altid ude ved fortorvets kant og lokkede kunder ind ved at råbe "Hello, Australia" - "Sparciba - you russian? I love russian," - "Konichiva, Japan - ahigato-o-o, please, I have table for you." ... Hvilket var fint nok, hele Rue de la Huchette består af caféer, restauranter, is-barer og smarte steder, som den lige overfor hotellet liggende Bar Latin Corner med underteksten Sexy Bar for Crazy Night, og manden passede bare sin forretning.
Men. Da jeg så ville sætte mig, mente han at lige præcis det dér bord var reserveret og henviste mig til et vakkelvorent henne i hjørnet. Det ville jeg så ikke have, og jeg pegede på et bedre og sagde, at her ville jeg gerne sidde, hvor på han svinede mig til på arabisk, mens han smilede.
Og det var jeg bare så træt af.
Men jeg satte mig alligevel, for merde alors, klokken var 14 30 og jeg havde ikke fået morgenmad, jeg var kommet hjem fra Discoteque Malibu klokken 6 30 og hotellet havde vækket mig 10 30 og mindet mig om, at check out time var kl. 11 00, så nu skulle jeg bare sidde og hænge med suppe, steg og noget der hed fresh fruit. Jeg lod det altså fare, og han tog imod min bestilling. Solen skinnede, Paris var vel den anden kind værd, som Henrik d. 4 ville have sagt.
En yngre tjener bragte mig grøntssagssuppen. Den var god nok. Men hvorfor skulle han krydre den med grimme ord, den hånlige tunge lidt ud på læben og det mest nedladende blik? Han generede mig nærmest.
Men så under stegen skete der noget. Rejsebureauet havde udleveret et skema med mere end tredive spørgsmål, man skulle besvare ved at krydse af for 'Meget tilfreds', 'Ret tilfreds' osv. Det tog jeg frem og begyndte at udfylde, og pludselig blev tjenerne synligt nervøse. Troede de jeg kom fra Guide Michelin? Næppe, men de frygtede skemaet og nu kom de hen og ville forhøre sig om maden: havde suppen smagt, var kødet "to your satisfaction."
Jeg indvendte, at frugtsalaten da godt kunne have været arrangeret, så friskheden blev mere overbevisende. Jamen, monsieur - den ene hentede skålen, så jeg kunne forvisse mig om, at det ikke drejede sig om et dåseprodukt - frugten var skam skåret samme dag; men de ville tage min kritik op til overvejelse, for jeg havde sikkert ret og forstod jo bedst og vidste alt.
Åh, det var forstemmende, at se dem gå fra krænkere til servile og smiskende på to minutter.
Men dér er tricket til den enlige på restaurant. Hav altid et mystisk skema med og en kuglepen så du kan sidde og skrive skræmmende ord på dit olme pengesprog.

Saturday, October 06, 2007

Le mot propre

De skrev jo helt vidunderlige breve i 1700tallet, de skrev dem og underskrev dem på fransk alle sammen, og her er lige et par stykker, fordi der er et ord, der fascinerer mig:

Til Hans Kongelige Højhed
Christian Ludwig, Markgreve af Brandenburg

Monseigneur!
Da jeg for nogle år siden havde den ære at spille for Deres kongelige Højhed, og da jeg bemærkede, at jeg, med det lille talent, som himlen har givet mig, beredte Deres kongelige Højhed nogen glæde, og da Deres kongelige Højhed ved afskeden beærede mig med en opfordring til at sende nogle stykker af min komposition til Deres kongelige Højhed, så tillader jeg mig nu, i overensstemmelse med den nådige ordre, at tage mig den frihed at sende min allermest ydmyge hyldest til Deres kongelige Højhed sammen med
[...Brandenburg-koncerterne...] med den ydmyge bøn, at De ikke vil bedømme deres ufuldkommenhed med strenghed [...] men snarere bemærke med velvilje den dybe respekt og meget ærbødige LYDIGHED, de skal vidne om. I øvrigt, Monseigneur, beder jeg meget ydmygt Deres kongelige Højhed om at have den godhed fortsat at vise Deres nådige indstilling overfor mig, og at være forvisset om, at intet ligger mig så stærkt på sinde som at få lejlighed til at vise mig værdig over for Dem og Deres tjeneste, for jeg er, Monseigneur, med største iver, Deres kongelige Højheds mest ydmyge og mest LYDIGE tjener.
Jean Sébastien Bach, 23 marts 1721

En klassiker er Voltaires brev til Rousseau efter udgivelsen af dennes afhandling, 'Om oprindelsen til den grundlæggende ulighed i blandt menneskene.'

Jeg har, monsieur, modtaget Deres nye bog rettet imod menneskeslægten og takker dem for den. De vil behage de mennesker, hvem De siger drøje sandheder, der berører dem, men De vil ikke opnå at forbedre dem. Man kan ikke med stærkere farver udmale rædslerne i de menneskelige samfund, der får os til, i vor uvidenhed og svaghed, at love os selv så mange trøsterige ting.
Ingen har nogensinde med så megen åndfuldhed, som Dem, søgt atter at gøre menneskene til dyr. Ved at læse Deres værk gribes man af lyst til at gå på alle fire. Da det imidlertid er mere end tres år siden, at jeg opgav denne vane, føler jeg desværre, at det er mig umuligt at genoptage den. [...]
Jeg kan heller ikke mere indskibe mig for at drage ud og opsøge Canadas vilde: for det første fordi de sygdomme, jeg er belemret med holder mig tilbage hos Europas største læge, og jeg næppe ville finde de samme hjælpemidler hos missourierne [...] og fordi vore folkeslags eksempler har gjort disse vilde næsten lige så onde som os. Jeg indskrænker mig til at være en fredelig vildmand i den ensomhed jeg har valgt [...]
Monsieur Chapuis oplyser mig om, at Deres helbred er temmelig dårligt. De må komme hertil og blive rask igen i deres hjemstavns luft, for at nyde friheden og for sammen med mig at drikke vore køers mælk og at gå på græs hos os.
Jeg forbliver, monsieur, meget filosofisk og med kærlig agtelse, Deres særdeles ærbødige og meget LYDIGE tjener.

Voltaire, 30 august 1755

Det er selvfølgelig nøgleordet i det gamle klassesamfund. Men det er dog slående hvordan det er indarbejdet i høfligheden selv blandt de oprørske philosophes. Og at Bachs koncerter skal VIDNE om hans lydighed.

Wednesday, October 03, 2007

Who´s gonna drive you home - tonight?

Gæster på Jeppe Brixvolds weblog, der har ærgret sig over den invaderende spam - cars-for-sale, cars-for-hire, sex-in-cars, black-on-black-in-car, sex-with-car, carson-city-for-you, cars-on-kitty etc - kan glade klikke sig ind på det nye diskussionsforum om romankunsten, som Dennis Gade Kofod har lanceret. Linket står her på flanken, som Le roman...( http://roman.dennisgadekofod.dk/ )
...og så skal jeg en weekend til Paris i næste uge, et par nætter lige ved Place St.Michel i Latinerkvarteret, en gammel ven jeg ikke har set i 31 år samler mig op i sin bil og har tænkt sig at vise mig rundt ude i de brændende forstæder, hvor han selv bor, og så ellers bare sludre i efterårssolen...
...af samme grund kommer jeg til at være rigtig flad de næste måneder, så pas på, når du møder mig, småpenge, småpenge...

Monday, October 01, 2007

Putins rival


Jeg har lidt fotos liggende et sted på nettet, fotografier fra min pionertid, og et af de meget besøgte er selvfølgelig det øverste, fordi drengen længst til venstre ti år senere var formand for Komsomol i hele Sovjetunionen, og endnu ti år senere en af Ruslands rigeste oligarker. Misha, hed han bare på sovesalen. Nu driver han den af i en celle rigtig langt mod øst.
Pioneren længst til venstre på det nederste billede har derimod ikke drevet det til meget mere end at blive blogger.